Børnepressen kom forbi: – Det kan sagtens være en god kammerat, der ryger i transfervinduet
Det var en dag i børnenes tegn, da AGF inviterede til børnepressemøde torsdag eftermiddag i Sportmaster. Her sad Jesper Hansen, Tobias Mølgaard, Sarah Sundahl og Signe Andersen klar til at svare på de mange fremmødtes spørgsmål.
Forventningsglæden var til at tage og føle på, da en stor flok glade børn klædt i fodboldtrøjer og med pressekort om halsen mødte frem torsdag eftermiddag i Sportmaster.
AGF havde nemlig valgt at gentage succesen fra vinterferien sidste år og igen indkaldt til børnepressemøde.
Denne gang kunne nysgerrige børn og spirende journalister stille spørgsmål til Superligaspillerne Jesper Hansen og Tobias Mølgaard samt Sarah Sundahl og Signe Andersen fra Gjensidige Kvindeliga – og den summende lyd af små stemmer blev da også afbrudt af klappen og hujen, da Jesper Hansen og Tobias Mølgaard trådte ind i butikken.
Et kvarter senere, klokken 14.30, blev pressemødet skudt i gang: og det bød på spørgsmål om alt fra spillernes vaner i omklædningsrummet, savnet til gamle holdkammerater, intern konkurrence på holdet og aktiviteter ved siden af fodbolden.
Arbejde og studie udenfor fodboldbanen
Pressemødet åbnede med en skov af hænder i luften – og den første spørger ville gerne høre, om spillerne ville være lige så glade for et almindeligt arbejde, som de er for jobtitlen som professionel fodboldspiller.
– Vi får ikke et federe arbejde; det er en drøm for os, som det sikkert også er for mange af jer. Jeg vil da klart håbe, at jeg ville blive lige så glad for et andet job, lagde Jesper Hansen ud og tilføjer, at han nok ville arbejde med IT, hvis ikke fodboldkarrieren var en realitet.
Tobias Mølgaard drømmer om at blive efterskolelærer, når fodboldstøvlerne en dag skal lægges på hylden – og pointerer desuden, at han er imponeret over de spillere, der har et studie eller arbejde ved siden af fodbolden. Det er nemlig ikke alle, der kan leve af sporten, som kvindeholdets, Signe Andersen fortalte:
– Vores løn er ikke helt så høj som herrernes, så mange af os spillere må studere eller arbejde – jeg læser for eksempel til lærer, fortalte hun.
For Sara Sundahl, som læser uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet, handler studiet også om, at der skal være noget at falde tilbage på, når det er slut med fodbold. Hendes forelæsninger bliver optaget og så må hun studere hjemme, når undervisning og fodbold falder sammen – som det var tilfældet denne torsdag.
Relationerne bevares trods klubskifte
Det trak store overskrifter i ind- og udland, da AGF solgte Yann Bisseck og TK til henholdsvis Inter og Udinese i den italienske Serie A. Og børnepressen havde da heller ikke glemt de to forsvars-darlings, da de spurgte Hansen og Mølgaard, om de savner de to herrer.
– TK og Bisseck er to unge, sjove gutter, som skabte en masse humør på holdet. Vi savner og følger dem, siger Jesper Hansen. Tobias Mølgaard stemmer i:
– Det kan sagtens være en god kammerat, man skal sige farvel til hvert halve år i en transfer – men man fortsætter med at være venner og følge med i hinandens liv.
Bailey Peacock-Farrell vs. Jesper Hansen
Kort tid efter Bailey Peacock-Farrell blev præsenteret i sommeren 2023, startede han sin første kamp for AGF. Siden da har der været stor udskiftning på målmandsposten, som han og Jesper Hansen har måttet kæmpe om. Det havde de skarpe børn fanget, og de ville gerne høre mere om, hvordan det føltes for Hansen, da han blev valgt fra til fordel for nordireren.
– Det var ikke særligt sjovt. Vi kæmper for det hver dag, og træneren skal vælge mellem to gode målmænd. Selvom jeg er ved at være en gammel målmand, gør det alligevel ondt at blive sat på bænken – men så må man arbejde videre og finde motivationen til at vise træneren, at han tager fejl, forklarede den rutinerede keeper, der fylder 39 år til marts.
Noget om omklædningsvaner
De fremmødte børn udnyttede også dagens pressemøde til at grave lidt i, hvem der mon er mest langsom i omklædningen. AGF’s herrer møder ind i omklædningsrummet halvanden time før en kamp, mens kvinderne ankommer hele to timer før. Og den halve time ekstra får nemt ben at gå på, forklarer Signe Andersen:
– Vi skal jo gerne lægge makeup og sætte vores hår inden kamp – og så er det altid dejligt at være i god tid, siger hun.
Når det kommer til herrernes omklædningsrum, er Mølgaard ikke i tvivl om, hvem der kan bruge længere tid end andre:
– Kevin Yakob. Vi ved ikke rigtig, hvad han laver dernede, men han er ufatteligt langsom, grinte han. Hansen tilføjer, at han plejer at være en af de hurtige – men målmændene skal også være på banen 10 minutter før de andre spillere til opvarmning.
Dermed fik børnepressen svar på sine spørgsmål, hvorefter der var mulighed for at få autografer. Desuden stod Aros klar i døren til at sende børnene godt hjem med en gratis billet i lommen til hjemmekampen mod enten OB eller Hvidovre.
AGF skal dog allerede i aktion mandag den 19. februar klokken 19.00, når de gæster Vejle Boldklub.
Flere AGF Nyheder
-
NRK erfarer: Kristoffer Klaesson på vej til norsk fodbold
-
AGF jagter norsk angrebsprofil – men konkurrencen er hård
-
Sauer er vokset som menneske og spiller: Rösler ville have ham hjem
-
CV om Rösler: – En markant figur i dansk fodbold
-
CV har taget både Hansen og Mortensen til side: Der er dialog om kontraktsituationerne
-
Kom med Lyden AGF til pressemøde med ny fodbolddirektør og årets første åbne træning på Fredensvang
-
Kom med til SFA Cup 2025
-
Blog: Hvad gør vi med kontrakterne, Carsten?
-
Haugen har succes sydpå: Hansa Rostock afventer AGF
-
3F Superligaen er klar med ny kampbold