Skip to main content


Cornelius Gabe er vært på FCK-fanmediet Copenhagen Sundays. (Foto: Cornelius Gabe)

Bag fjendens linjer: Optakt med en FCK-fan


| Jonas Roulund |

Vi har fået os en snak med vært på fanmediet Copenhagen Sundays, Cornelius Gabe, om hvad der rører sig hos FCK før morgendagens storbyopgør. Han ser frem til en kamp med fuld gang i tribunerne.

AGF tager i morgen imod FCK til Superligaens 26. spillerunde, og i den forbindelse har vi taget fat i FCK-fan og vært hos fanmediet Copenhagen Sundays, Cornelius Gabe, for at høre lidt om, hvad der sker bag fjendens linjer, og hvad de forventer sig af kampen mellem Aarhus og København.

– Generelt er stemningen optimistisk, og der er en sprudlende fankultur, men vi har også en vis form for frygt i forhold til bredden i truppen. Vi er særligt udsat på centerback-positionen, hvor der kun er to spillere klar lige nu – og de har også været skadet tidligere, så vi har en realistisk optimisme omkring situationen, fortæller FCK-tilhængeren, som kan se sit hold føre Superligaen efter en lidt sketchy start på sæsonen.

Bredden kan blive et problem for FCK

Situationen i Løvernes bagkæde er, at David Khocholava og Nicolai Boilesen er ude resten af sæsonen, hvilket efterlader cheftræneren med Valdemar Lund og Denis Vavro som de eneste kampklare midterforsvarere. Og de læner sig endda begge to op ad en karantæne, hvilket kan bringe Kevin Diks i spil centralt, fortæller Gabe:

– Hvis vi får flere skader i forsvaret, skal vi ud i nogle kreative løsninger. Udover Diks, så kan Stamenic vikariere dernede, og så har William Clem også spillet forsvar som ungdomspiller, men som du kan høre, er det nogle lidt alternative løsninger, fortæller Gabe.

Og selvom han tror på et mesterskab til københavnerne, så er han ikke helt tryg ved situationen med den nuværende trup.

– Ligaen burde vi tage, men det ser sværere ud i pokalen. Den frygter jeg mere for, da vi kan blive tvunget til at spare nogle spillere, mens FC Nordsjælland er stærke. I FCK har mesterskabet altid topprioritet, og det kan gå ud over pokalen, siger FCK-fanen, som har nogle usikkerheder i forhold til morgendagens startopstilling:

– Det bliver spændende, om Lund er klar. Og om Falk eller Clem skal spille offensivt. Højrekanten er der også kamp mellem Larsson, Gonçalves og Roony. Til gengæld tror jeg ikke, Cornelius er klar til at starte endnu, siger værten fra Copenhagen Sundays.

“Der kommer knald på!”

AGF har meldt, at der er over 18.000 billetter ude til søndagens opgør, hvor solen højst sandsynligt vil lyse ned på vores lokale helte. FCK bringer desuden et udsolgt awayafsnit med ind på Ceres Park, så der kommer gang i Skoven i morgen.

– Der blev meget hurtigt udsolgt, så det er en kamp, FCK-fansene glæder sig til, og jeg tør godt love, at der bliver tryk på tribunerne, fortæller Gabe, der måtte følge et lidt skrantende FCK-hold i begyndelsen af sæsonen. Det er der blevet rettet op på med ny cheftræner, Jacob Neestrup, fortæller han:

– Med Neestrup er der kommet styr på den defensive organisation, og så er vores topspillere begyndt at ramme deres niveau – og lidt til. Neestrup har taget det nedefra, og givet nogle gode vilkår til Daramy, Falk og de øvrige i offensiven, så de kan sprudle, forklarer Gabe.

Kampen mod FCK fløjtes i gang klokken 18 i morgen, og selvom FCK må betegnes som favoritter, så ser FCK-fansene ikke opgøret som tre sikre point på forhånd:

– Det er aldrig en walk over mod AGF. I spiller hårdt og vil slås, og samtidig er det et hold i god form. Jeg tror, det bliver en kamp ligesom i efteråret, som egentligt var ret lige. Jeg tror stadig, FCK tager sejren, men det bliver ikke en let kamp, fortæller Cornelius Gabe.

Mon ikke Mortensen og co. kan modbevise ham i morgen?

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle