Ankestyrelsen mangler oplysninger for at kunne godkende AGF’s lejeaftale på nyt stadion
Det nye stadion i Kongelunden og finansieringen heraf kan endnu ikke godkendes endegyldigt, da Ankestyrelsen mangler oplysninger fra Aarhus Kommune. En ekstern advokat er derfor sat til at kigge nærmere på lejekontrakten for det kommende stadion.
Størstedelen af Aarhus ser frem til 2026, hvor det nye stadion i Kongelunden gerne skal kunne tage imod massevis af fans i topmoderne faciliteter.
Finansieringen af det nye stadion sker således, at Salling Fondene og Lind Invest tilsammen lægger 500 millioner kroner, mens Aarhus Kommune bidrager med 150 millioner kroner. AGF A/S skal dog tilbagebetale pengene til kommunen, hvilket bliver gjort ved en forhøjet husleje – 7,3 millioner kroner årligt – som betales over en lejeperiode på 30 år.
I januar 2023 sendte Aarhus Kommune lejeaftalen til Ankestyrelsen for at bekræfte, at lejevilkårene kunne godkendes på markedsvilkår. Behandlingstiden var sat til otte måneder, men er altså endt med at blive over dobbelt så lang.
I dag har ankestyrelsen dog vurderet, at der mangler oplysninger for at kunne godkende aftalen. Derfor skal en ekstern advokat nu se nærmere på lejeaftalen og sende uddybende informationer til Ankestyrelsen, inden lejeaftalen kan godkendes.
– Vi tager Ankestyrelsens udtalelse til efterretning og forholder os til, at vi har en aftale med kommunen, der som bygherre og offentlig instans har ansvaret for, at denne lever op til de gældende regler og praksis. Det har vi naturligvis fuld tillid til, at kommunen løser, udtaler Jacob Nielsen i et skriftligt svar.

Kongelundens Sekretariat skriver følgende i en pressemeddelelse:
– Vi er tilfredse med, at vi nu har fået en tilbagemelding fra Ankestyrelsen, så vi ved, hvor vi står, og kan arbejde videre derfra. Nu får vi en ekstern advokat til at dykke ned i tilbagemeldingen fra Ankestyrelsen, og så må vi se på, hvad det kalder på, siger projektchef for Kongelunden Lone Dannerby Paulsen.
Håbet er fortsat, at det nye stadion kan tages i brug i efteråret 2026.
Du kan se skæringsdatoerne for byggeprojektet i Kongelunden her.
Flere AGF Nyheder
-
Magnus Knudsen: – Man kan mærke respekten -
Tingager: – Jeg synes, at vi fortjener tre point -
AGF – FC Nordsjælland: TingAir svævede et point til Aarhus -
AGF-truppen mod FC Nordsjælland: Bogere er med igen -
Rolige Jakob Poulsen før slutspurten: – Det kribler også i mig -
Mads Emil Madsen med hilsen til AGF: – Det er bare sygt imponerende -
Bag Fjendens Linjer med FCN-fan: Forventer “en irriterende kamp” i Aarhus -
Trupstatus før FCN: Profiler er fortsat ude -
AGF – FC Nordsjælland optakt: Mulig fredagsfest venter -
Reportage: Perfekt påskegave i Viborg – gulddrømmen lever for alvor!