AGF styrker økonomien med 70 mio. kr. – nye aarhusianske storaktionærer på banen
AGF har i dag meldt ud, at klubben har sikret sig en kapitaltilførsel på hele 70 millioner kroner gennem en rettet emission. Det betyder ikke blot flere penge i kassen, men også nye stærke lokale kræfter i ejerkredsen.
Blandt de nye ansigter i toppen af ejerlisten finder vi Pernille Salling Holm og Michael Holm, som står bag IT-giganten Systematic, samt erhvervsmanden Torben Mouritsen. Begge har nu investeret sig ind som storaktionærer med over 5 % af aktierne i AGF.
– Vi har oplevet en massiv opbakning fra både eksisterende og nye investorer – alle med stærk tilknytning til Aarhus. Kapitaltilførslen på 70 mio. kr. vidner om den lokale forankring og den brede opbakning, AGF nyder, siger bestyrelsesformand Lars Fournais i en pressemeddelelse.
Han understreger, at alle de nuværende storaktionærer også har deltaget i emissionen, hvilket styrker klubbens økonomiske fundament yderligere.

Stadionprojekterne presser økonomien
Baggrunden for kapitaludvidelsen er, at AGF’s involvering i de to stadionprojekter – både det midlertidige stadion i Vejlby og det nye fodboldstadion i Kongelunden – har vist sig dyrere og mere tidskrævende end først antaget.
– Det er forbundet med markante omkostninger at bygge nyt stadion, og både det midlertidige stadion i Vejlby og byggeriet af det nye stadion har krævet væsentlig flere midler, end vi havde forventet. Med emissionen er vi nu bedre rustet til at håndtere situationen, og vi har et stærkere økonomisk beredskab til at videreføre den positive udvikling – både sportsligt og kommercielt, siger Lars Fournais.
Det nye stadion i Kongelunden skal efter planen stå klar til marts 2027. Indtil da spiller AGF sine kampe på Ceres Park Vejlby, hvor stadionrekorden blev sat i søndags med 10818 tilskuere.
Flere AGF Nyheder
-
Morten Breum spiller på mesterskabsbussen -
Mortensen gav Bogere ordet i rundkredsen inden startfløjt: – Lad os gå ud og vise, at vi er de danske mestre! -
Kevin Yakob rappede for Aarhus: Hør hans sang her -
Nicolai Poulsen: – Det er en sindssyg følelse -
Gift Links: – Jeg er stolt af drengene -
Busruten for de danske mestre inden rådhusfejringen -
AGF – Viborg FF: Legendarisk guldfest i Aarhus -
Medaljelisten: Luka Callø og Youssouph Badji er med -
Kongen kommer: Frederik er på plads på Ceres Park Vejlby -
AGF-truppen mod Viborg FF: Serra, Yakob og Polle får fri