Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

AGF – OB: En formstærk start på 2025


| Jonas Roulund |

Året blev indledt med et slag mod 1. divisionsdrengene fra OB på Fredensvang. Her var fysik og form i fokus, og så var der glædeligt gensyn med boldglade Mathias Sauer.

Odense Boldklub aflagde onsdag eftermiddag Aarhus et besøg til deres anden testkamp i denne opstart. Det var til gengæld AGF’ernes første kamp i 2025, hvilket dog ikke kunne ses på præstationen.

De første uger af opstarten skal – som altid – gå med at finpudse formen, og Uwe Rösler havde da også meldt ud, at kampen mod OB primært skulle bruges til at få set alle i aktion og få bold- og kampfornemmelsen tilbage i kroppen på spillerne.

Der var derfor stor rotation i dagens trup undervejs i dagens opgør, og vi fik blandt andet 20-årige Mathias Sauer at se i aktion.

Kampens forløb

Der var godt fyldt op med tilskuere rundt om Bane 4, da dommeren fløjtede årets første AGF-kamp i gang, og de fik heldigvis noget at juble over.

Efter en jævnbyrdig start, hvor AGF kørte på med mange dybdeløb, direkte spil og lange bolde, så var det dog OB’ernes topscorer, som fandt netmaskerne. 

Et lidt for passivt AGF-forsvar gav Luca Kjerrumgaard lov til at trække ind i banen, og fra centralt holdt nogle meter fra feltkanten bragede han kuglen i mål. Gæsterne havde inden da haft flere gode bud på en scoring, men Jesper Hansen leverede et par ganske flotte redninger undervejs.

10 minutter senere svarede hjemmeholdet så igen, da Gift Links erobrede bolden ved midterlinjen og prikkede den videre til Kristian Arnstad. Nordmanden fandt en frembrusende Jacob Andersen i den modsatte side, og Galten-drengen sendte bolden fladt ind til en fri Tobias Bech, som blot skulle sætte poten på. 1-1 efter 34 minutters spil.

Jacob Andersen laver indlæg på Fredensvang.
Foto: Kronborgfotos

Kort efter endte et halvskævt Links-indlæg hos Andersen på kanten af feltet, og den unge wingback halvflugtede kuglen fladt gennem et miskmask af venner og fjender og kunne se bolden rulle i mål. Så var der medvind og 2-1 til De Hviie, hvilket også blev pausestillingen.

Jacob Andersen jubler med Jonas Jensen-Abbew og Max Power.

2. halvleg

Et nyt AGF-mandskab indtog banen efter pausen, men de nye folk ville også vise sig frem. Kort efter halvlegens start endte et hjørnespark efter lidt tilfældigheder hos Felix Beijmo, som sendte bolden i mål til 3-1. 

Herefter faldt der lidt ro over gemytterne, men med et kvarter igen blev Duelund væltet omkuld i feltet. Han tog sig selv af straffesparket, som han sendte sikkert i mål og gjorde det til 4-1. Situationen opstod efter en fin Callø-erobring ved midterlinjen. Den unge forsvarsspiller sendte bolden videre til Tobias Bach, der spillede Duelund fri, inden han altså blev væltet.

Mikkel Duelund under en testkamp på Fredensvang.
Foto: Kronborgfotos

4-1 holdt til slutfløjt, og dermed kunne Uwe Rösler og de mange fremmødte gå fra banen med et smil på læberne efter årets første dyst.

Hvad vi lærte

Andersens år? Jacob Andersen har efterhånden været inde omkring Superligatruppen i en del tid, og 2025 kan vise sig at blive et skelsættende år for den 21-årige wingback. Hvis han kan fortsætte med at få offensivt output på sine præstationer, som i dag, så ser det lovende ud for Galten-drengen.

Duelund spiller for livet – i AGF. I cykelsporten taler man ofte om, at rytterne kører lidt bedre, når de er i “kontraktår” – altså blot har et år tilbage på deres nuværende hold. Det samme kan vi håbe sker for Mikkel Duelund, som i dag bidrog med en masse gode detaljer og lækker boldbehandling. Spørgsmålet er, om det er nok til at overbevise CV om en ny kontrakt? 

Kampfakta:

Spillested: Fredensvang, Bane 4,  Terp Skovvej 18A, 8260 Viby J.

Resultat: 4-1

24: Luca Kjerrumgaard (OB) 

34: Tobias Bech (AGF)

39: Jacob Andersen (AGF)

48: Felix Beimo (AGF)

77: Mikkel Duelund str. (AGF)

Opstilling 1. halvleg:

AGF (3-5-2): Hansen – Jensen-Abbew, Dalsgaard, Mølgaard – Links, Arnstad, Power, Anderson, Andersen – Bech, Emmery.

Opstilling 2. halvleg:

AGF (3-5-2): Hutters – Kahl (71: Callø), Tingager, Akoto – Bach, Brandhof, Madsen, Duelund, Beijmo – Badji, Sauer.‬

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle