AGF Insight: Hvordan skaber man Danmarks bedste bane i Aarhus?
Mød AGF’s Team- og Pitchmanager, Nikolai Pold, samt Head Groundsman, Rasmus Lind og lær om græspleje, hvordan man flytter en fodboldbane, hvad vi kan forvente af det midlertidige stadion i Vejlby, det nye stadion i Kongelunden, og hør hvordan man sikrer, at AGF fortsat ligger med i toppen, hver gang der stemmes om Danmarks bedste bane.
I AGF kan man i år bryste sig af en kåring som Danmarks tredje bedste bane. Her er Ceres Park kun overgået af Viborg og Brøndby i Spillerforeningens årlige afstemning blandt ligaens anførere, som efter hver kamp vurderer banerne på en skala fra 1-5.
Men hvad betyder banens beskaffenhed for spillerne? Er skader og skadesforebyggelse en del af greenkeepernes overvejelser? Og hvad kræver det egentlig at holde banerne i topform året rundt i det aarhusianske klima?
Vi har taget en snak med AGF’s Team- og Pitchmanager, Nikolai Pold, samt Head Groundsman, Rasmus Lind, for at høre mere om arbejdet med banerne på Fredensvang og på Ceres Park – og så fik vi i samme omgang lidt info om fremtidsperspektiverne på det midlertidige stadion i Vejlby samt det nye stadion i Kongelunden.
Baneflytning kostede kræfter og en topplacering
AGF og Ceres Park lå i vinterpausen på en delt førsteplads i Spillerforeningens afstemning om landets bedste bane blandt Superligaens anførere, men baneflytningen i december endte med at koste lidt point, mener Nikolai Pold, som siden november har ageret Team og Pitch Manager i AGF.
– Jeg var meget glad over, at vi fik en tredjeplads, men det er ikke det, vi går efter. Vi går efter at være nummer et. Og det er det, vi vil jagte. Inden vi flyttede banen, lå vi i toppen sammen med Brøndby, men så havde vi en baneflytning, hvor vi flyttede den 12 meter, og det kostede os så en plads ned, forklarer Pold.
Han startede karrieren som målmandstræner i AC Horsens, kom videre til FC Midtjylland og var i perioden 2018-2023 målmandstræner i AGF. Men spillets underlag har altid optaget den nuværende pitchmanager, og derfor var det oplagt at indtage den nye rolle som baneansvarlig fra årsskiftet.
– Af en eller anden årsag, så er det gået hen og blevet mig, der altid snakker med dem, der arbejder med græsset i forhold til, om der er noget man kan gøre for at optimere banen til spillerne, gøre træningen bedre og den slags. Så gennem mange år har jeg opbygget den her interesse, men altid med den største respekt for fagfolkene, der arbejder med tingene, forklarer Nikolai Pold, som i sin nye rolle har ansvaret for al planlægning, logistik og rammer omkring Superligaholdet, samt det overordnede ledelsesansvar for AGF’s groundsmen, baneprojekterne omkring Kongelunden og Vejlby, samt den daglige kontakt til teamet, der udfører arbejdet på banen.
– Jeg var altid bindeleddet mellem det grønne team og Superligaen og egentlig også ned til talent. For det at skabe gode baner, det handler også meget om kultur. Det nytter ikke, at vi altid træner det samme sted, så ødelægger man banen. Eller hvis man sparker en tørv op, så er kulturen at man lige går tilbage og får den lagt ordentlig på plads igen. Så det handler om, at man ikke træner på de samme områder, skifter rundt og tager ansvar. Jeg arbejder derfor meget for at implementere en plænekultur, for at trænere og spillere har de bedste betingelser for at træne og spille kampe, fortæller AGF’s Team- og Pitchmanager.
Han fik i løbet af vinteren presset sit mandskab i høj grad, da banen på Ceres Park skulle rykkes 12 meter tættere på C-tribunen. Her arbejdede 10 ansatte i frost, sne og regnvejr for at få banen på plads inden den vigtige pokalkvartfinale mod Brøndby i december.
– Der ligger mange timer og frustrationer bag sådan en omgang. Kun fire timer før Brøndby-kampen blev banen klar, fortæller Head Groundsman, Rasmus Lind, som siden begyndelsen af 2023 har været manden med hænderne nede i Fredensvangs muld. Han har en fire-årig uddannelse som groundsman bag sig og er nu en del af et team på tre fuldtidsansatte, som passer og plejer banerne på Fredensvang og Ceres Park. Herudover er der fire flexjobbere tilknyttet klubben for at hjælpe med udearealerne.
– Vi ligger faktisk nummer et
Nu er det efterhånden velbeskrevet, at Brøndby IF for fjerde år i træk blev kåret som Danmarks Bedste Bane, men “det grønne team” på Fredensvang kan faktisk berette, at AGF ligger i toppen i en anden test. Hvert halve år udfører et engelsk firma nemlig en professionel test af banerne for Divisionsforeningen, og her topper AGF og Lyngby med fem ud af fem stjerner som de eneste.
– De tester banerne ud fra professionelle kriterier – klippemønstre, opstregning, farve, rodnet, hårdhed, ensartethed og alle mulige faglige parametre. AGF har fået fem stjerner ud af fem tre år i træk, forklarer Nikolai Pold.
Lyngby er nummer syv og AGF nummer tre i anførernes vurdering. Brøndby er nummer fire i den professionelle vurdering, hvilket giver stof til eftertanke.
– Anførerne er jo brugerne af banen, men det kan nok ikke undgås at de påvirkes af, om det er en fed atmosfære, om de har vundet eller tabt og mange omkringliggende faktorer, fortæller Pold, som mener at man bør sammenholde de to målinger for at få et retvisende billede af, hvor den bedste bane egentlig findes.
Sportslige hensyn
Omverdenens vurdering kan være nok så vigtig, men i bund og grund refererer greenkeeperne jo til AGF’s spillere og trænere, og Pold fortæller da også, at der kan være forskel på arbejdet, alt efter hvilken træner, der har sin gang på Fredensvang.
– Under David handlede det mere om indstillingen og fight og den slags. Uwe går lidt mere op i, at der er nogle forhold, som gør, at vi kan udføre den spillestil, som er lagt for dagen, fortæller Team- og Pitchmanageren, som dog også understreger, at vind og vejr spiller en væsentlig rolle i forhold til at passe banerne.
Forventningerne til banestandarden kræver daglig pleje, og arbejdet med banerne er ikke en deltidsbeskæftigelse, understreger Rasmus Lind.
– Vi er over banerne hver dag. Vi tjekker op, gøder, klipper…. der er mange ting at forholde sig til, siger han.
Selvom staben har været opmærksomme på banerne, så har AGF’s sæson været præget af en del skader. De to “grønne” stabsfolk kan da også berette, at banen selvfølgelig er en del af evalueringsprocessen for at sikre en stærk trup fremover.
– Vi skal prøve at minimere den risiko, der er på arbejdspladsen. Og med arbejdspladsen mener jeg banen i vores tilfælde. Men de skader der er kommet har været meget tilfældigt opståede skader. Bruise Bone, et slag i nyren og den slags. I baneteamet kigger vi mere på, om vi har mange overbelastningsskader, fordi banerne er for hårde. Hvis det var mange akillessene-skader, baglårsskader og den slags, så skulle vi se nærmere på banerne, men det er umiddelbart ikke på det område, der er det største issue, fortæller Nikolai Pold.
Læs også: AGF Insight: Fysikken i fokus
Spændende projekter forude i Vejlby og i Kongelunden
Med topplaceringer i diverse bane-ratings står AGF godt rustet til fremtiden på den front, men lige om lidt venter en udfordrende periode. Fra 2025 til efteråret 2026 skal De Hviie nemlig spille på et midlertidigt stadion i Vejlby, og her har Nikolai Pold ansvaret for udviklingen og opbygningen af en bane i Superligaklasse.
– Jeg har igennem hele efteråret og foråret gået og kigget ind i at finde de folk, der skal hjælpe med at lave en Superligabane derude. Den stab er nu på plads, forklarer han.
– Vi laver en topbane derude. Vi bygger op i forskellige lag, sådan at vi får en bane, som forhåbentlig har den bedste dræningseffekt. Der kommer et opgraderet vandingsanlæg, som er lidt bedre, end det vi har på Ceres Park, vi får flere sprinklere, et hybridtæppe… det bliver et top-top produkt, vi bygger derude. Jeg vil faktisk gå så langt at sige, at selve opbygningen af banen, burde gøre, at vi får en bane, der har langt bedre betingelser end den nuværende bane på Ceres Park, så det ser vi frem til, siger Team- og pitchmanageren, som har presset på for at banen bliver prioriteret, selvom den kun skal virke som midlertidig hjemmebane for AGF’s Superligahold.
– Det vigtigste i en fodboldklub må alt andet lige være banen, forklarer Pold.
En lidt spøjs detalje i forbindelse med stadionbyggeriet er, at forudsætningerne for at skabe en god bane faktisk er bedre i Vejlby, end de er i Kongelunden, hvor tribunerne vil skabe skygge og dermed mindske mængden af sol til græsset.
– Det er jo fedt at få fansene tættere på banen, men det har nogle konsekvenser. Vi kommer til at tage andre midler i brug såsom vækstlys. Lys, varme og vand er jo de grundlæggende betingelser, og tager man en af de her tre ting ud, så går det i stå, så der kommer nogle processer inde på det nye stadion, som vi skal kigge ind i for at have den bedste bane i Danmark, forklarer Nikolai Pold.
– Vi skal tage al den erfaring vi kan med ude fra Vejlby. Det er generalprøven. Rasmus og hans team kommer til at drifte banen anderledes ude i Vejlby, hvor processerne bliver moderniseret. Al kørsel med traktorer skal væk fra banen, så vi har flere “gående” redskaber, som man ser det i alle klubber i England. Det giver lige de sidste procenter, som resulterer i et lækrere produkt til spillerne, til TV og til publikum, fortæller Nikolai Pold.
Således spirer mange spændende opgaver frem for AGF’s “grønne” mandskab i disse år. Forhåbentligt venter en førsteplads i anførernes vurdering forude.
Du kan lytte til hele interviewet med Nikolai Pold og Rasmus Lind lige her:
Flere AGF Nyheder
-
Status på Poulsen: Tæt på at kunne træne med holdet igen
-
Mustafa Amini mindes AGF: – Den bedste tid var sammen med jer!
-
Q&A med marketingdirektøren: Sådan får du billet til AGF’s kampe i Vejlby
-
Mål-Power: – Vi burde have scoret mere
-
Grønbæk udlejes med købsoption: AGF kan få del af kagen
-
AGF – FK Pardubice: Toptrimmet trup trampede over tjekkerne
-
Kom med til den første kamp på Ceres Park Vejlby nogensinde
-
Årets anden testkamp venter: Hvilke signaler skal sendes?
-
Wahlstedt er tilbage: – Det føles godt
-
Gyamfi i en læringsproces: – Jeg kom hertil for at spille