Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

AGF giver to fans karantæne for racistiske tilråb


| Frederik Frandsen |

AGF har nu identificeret de to tilskuere, der skulle have råbt racistiske tilråb mod Aral Simsir. Begge fans har fået tildelt karantæne.

AGF har udsendt en redegørelse om episoden fra søndagens kamp, hvor to AGF-tilhængere angiveligt råbte racistiske tilråb efter FC Midtjylland-spillere.

I redegørelsen forklarer AGF, at klubben sammen med fans i afsnit C4 til C8 har arbejdet målrettet på at lokalisere de personer, der stod bag tilråbene. Derudover er der gennemgået omfattende videomateriale.

På baggrund af vidneudsagn fra nærtsiddende tilskuere og videodokumentation er to personer blevet udpeget af uafhængige vidner. De har begge fået to års karantæne.

AGF’s direktør Jacob Nielsen siger følgende gennem AGF’s hjemmeside:

Vi er glade for, at vi har kunnet identificere de personer, der stod bag tilråbene i en af sagerne, så vi kan sanktionere dem. Men vi er især glade for, at det sker på baggrund af vores dialog med vores tilskuere, som har hjulpet med at udøve en stærk selvjustits, som vi sætter meget stor pris på. Den er helt nødvendig, hvis vi skal komme dette uvæsen til livs – og det skal vi.”

På et fodboldstadion med mange følelser opstår der ofte en bramfri tone, som der også skal være en form for frirum for, men jeg kan kun gentage, at vi på det skarpeste tager afstand fra og har nultolerance overfor enhver form for racisme, og derfor har vi valgt at sanktionere med to års karantæne.

Jacob Nielsen tilføjer:

Der skal være plads til følelser på tribunerne, men når man går over stregen, har vi en pligt til at reagere. Det har vi gjort i dette tilfælde, og vi håber, at det kan have en præventiv effekt, og at man tænker sig om en ekstra gang. Det hører ikke hjemme i fodbolden, og vi er glade for de mange henvendelser, der har ført til, at vi har kunnet identificere vedkommende, for det viser, at det store flertal, ligesom os, ikke vil acceptere den adfærd.

Det var dog ikke kun AGF-fans, der gik over stregen. En FC Midtjylland-fan har ligeledes fået karantæne efter at have udført nazistiske hilsner og råbt racistiske tilråb.

Hvis du oplever lignende episoder på stadion, bør du kontakte nærmeste vagt eller henvende dig til klubben efter kampen.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle