Skip to main content


AGF – FCN optakt: Tiptopkamp i vente!


| Steen Erhard |

Endnu en seks-pointskamp venter. Med en sejr er vi blot et point efter teenagerne, mens et nederlag betyder, at de har et forspring på syv point med tre resterende runder. Hvis vi vinder, venter endnu et topopgør mod FCK i Parken. I så fald bliver afslutningen på mesterskabsspillet en gyser, som kan matche Steven Kings bedste gysere.

Kampfakta AGF vs FCN

Spilletidspunkt: Søndag den 14. maj kl. 18.00

Spillested: Ceres Park, Stadion Alle 70, 8000 Aarhus

Dommer: Morten Krogh

Linjedommere: Heine Bonne Sørensen og Esad Deronjic

VAR–dommer: Sandi Putros

TV: 6’eren

Hashtags: #agffcn #sldk #ksdh #ultratwitteragf

AGF – FCN indbyrdes kampe

Seneste opgør fandt sted i Farum den 30, april 2023. Jeg var til stede i udebaneafsnittet og overværerede, at vi dominerede både på banen og på lægterne. Vi vandt som bekendt fuldt fortjent 1-0, men vores ellers sikre sidste bastion, Jesper Hansen ”forærede” Diomande bolden i feltet. Han brændte imidlertid 100% chancen, og så kunne vi også tillade os at brænde et par direktører.

De to hold er på papiret jævnbyrdige. I de indbyrdes opgør har vi vundet otte, spillet fem uafgjort og tabt otte. De seneste fem kampe har budt på en sejr til hver side og tre uafgjorte.

Status på AGF

24 points i de 11 kampe efter vinterpausen betyder, at vi er det mest formstærke hold i slutspillet. Et stabilt forsvar har været fundamentet for vores succes, og især vikaren for TK, Tobias Mølgaard, er trådt til i centerforsvaret med stor autoritet og tre gange valgt som man of the match her, ligesom han fik en plads på månedens hold i april. De gode boldspillere på midtbanen har i de seneste runder fundet hinanden i opfindsomme kombinationer, hvor det hele kulminerede mod Viborg FF i søndags. Jeg var på en af mine ”hjem til Aarhus” ture og kunne sammen med min fætter på Nedre C begejstres over den kvalitet, vores hold viser i øjeblikket.

Status på FCN

Klubben er kendt for at overraske ved at sælge ud af profilerne og finde gode erstatninger. I denne sæson har de dog haft fat i pengepungen og hentet Bidstrup og Marcondes tilbage. Største nyhed var nok, da succestræneren Flemming Pedersen blev ”forfremmet” til skrivebordet, og Johannes Hoff Thorup har ikke helt kunnet leve op til forgængerens resultater i efteråret. Holdet har været meget svingende i sine præstationer. Efter nederlaget til os, blev det sendt ud af pokalturneringen af FCK; blot for fire dage senere i mandagskampen at slå samme københavnerkonstellation med 3-2. DBU har torsdag den 11, maj meddelt, at Jacob Steen Christensen får karantæne, fordi han trådte i straffesparkspletten umiddelbart efter, at FCK havde fået det tilkendt.

Dem skal vi holde øje med

AGF:

Vores centerforsvar med Tingager, Mølgaard og Bisseck foran en stabil målmand har lukket af i de seneste runder, ligesom alle tre er farlige både ved omstillinger og især ved dødbolde.

Gift Links er blomstret som wingback, og hans indlæg er blevet giftigere end tidligere. Andersson, Duelund, Yakob og Madsen har kontrolleret midtbanen og medvirket til, at vi spiller bedre fodbold end vanligt. Senest var Mads Emil kampens spiller mod Viborg i en kamp, som kandiderer kraftigt til prædikatet ”bedste kamp i mange år”.

FCN:

Nuamah er en farlig herre, som ikke må få for meget plads. Bidstrup er en god boldspiller, der kan fordele boldene til blandt andet deres hurtige kantspillere. Der er hård kamp om pladserne på flere positioner, blandt andre er Marxen en mulig kandidat til en startplads. Marcondes var på bænken i mandags, men erstatter måske Nygren, som ikke har fået mange chancer fra start.

Skader & karantæner

Karantæner: Ingen.

Kevin Yakob og Mikael Anderson får karantæne ved næste gule kort, mens Frederik Tingager, Thomas Kristensen, Tobias Mølgaard, Eric Kahl, Nicolai Poulsen og Mikkel Duelund får karantæne, hvis næste gule kort giver 6 point.

Hos FCN er det Oliver Villadsen, Mohammed Diomande og Jacob Steen Christensen, som får karantæne ved næste gule kort, mens Martin Frese får karantæne, hvis næste gule kort giver 6 point.

Skader: Thomas K. Kristensen, Benjamin Hvidt, Jelle Duin, AGF.

Bud på startopstillinger:

AGF (3-4-2-1): Hansen – Mølgaard, Tingager, Bisseck – Beijmo, Poulsen, Madsen, Links – Anderson, Duelund –  Mortensen

FCN (4-3-3): A. Hansen – Villadsen, K. Hansen, Nagalo, Frese – Christensen, Bidstrup, Svensson – Nuamah, Nygren, Diomande

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle