AGF – FCK: Spillerkarakterer og MOTM
KSDH’s afstemning på SoMe underbygger gårsdagens afstemning på stadion. Tobias Mølgaard er igen brugernes klare favorit, og han vinder derved vores MOTM-titel. Her er KSDH.dk’s spillerkarakterer efter det målløse opgør mod FCK.
I Facebook-gruppen KSDH – Gruppen for AGF Fans blev Tobias Mølgaard igen i denne uge valgt som MOTM med hele 76% af alle stemmerne, mens Mads Emil Madsen løb med andenpladsen med 12%. Med 4% af stemmerne tager Gift Links brugernes tredjeplads.
AGF spillede en flot kamp, og holdt FCK fra store chancer. Desværre røg bolden ikke i nettet bag Kamil Grabara – udover det annullerede mål i starten af kampen, men den diskussion skal jeg spare jer for i denne artikel.
AGF-spillernes karakterer mod FCK
Herunder ses redaktionens karakterer til AGF-spillerne i opgøret mellem AGF og FC København. Vi benytter skalaen 1-5 til vores bedømmelse. Se uddybning af karakterskalaen nederst.
Jesper Hansen
Karakter: 3
En middelkarakter til banens alderspræsident. Det blev en stille dag på kontoret for Hansen, som kun har én redning i hele kampen. Det er ikke hans skyld, at karakteren ikke er højere. Det er bare svært at imponere som målmand, når modstanderen ikke skaber chancer. AGF’s opspil er i store perioder noget af det bedste, vi har set i sæsonen, og det hele starter nede ved Jesper Hansen, som er dygtig til at finde de rigtige løsninger med fødderne.
Tobias Mølgaard
Karakter: 5
Som ung blev han omskolet fra kant til back. Nu er han endt i midterforsvaret. Og at omskole Mølgaard fra wingback til midterforsvar har været en genialitet fra Uwe Rösler og trænerteamets side. Hans direkte modstander i går var Mohamed Daramy, som muligvis er den bedste kantspiller i ligaen. Men Mølgaard får det til at se nemt ud i defensiven, og Daramy får ikke plads til at skabe noget som helst. Simpelthen bare imponerende fra Mølgaard.
Frederik Tingager
Karakter: 4
Han har spillet et flot forår, og forsvarsklippen var igen i går bundsolid. Nærmest intet kommer forbi den tårnhøje midtstopper. I halvlegen sætter københavnerne Andreas Cornelius ind, og så var der lagt op til titanernes kamp mellem Tingager og Cornelius, men Cornelius må udgå allerede efter 53 minutter. Men med den form Tingager er i, så havde han sikkert løst den opgave flot også.
Yann Bisseck
Karakter: 4
Han bliver svær at erstatte. Bundsolid defensivt, hvor kombinationen af styrke og fart volder alle modstandere problemer. I offensiven er han også med til at gøre AGF farlige. Han er en del af den AGF-defensiv, der lukker ét af ligaens farligste hold fuldstændigt ned. Kæmpe roser herfra til hele banden nede foran Hansens mål.
Felix Beijmo
Karakter: 4
En flot kamp af Beijmo, som er uheldig med ikke at forlade banen med minimum en enkelt assist. Det annullerede mål ville have givet en assist til Beijmo, og i anden halvleg brænder Patrick Mortensen en kæmpe chance, hvor det igen er Beijmo, der er i oplæggerens rolle. Som sædvanligt så flyver vores lejede svensker op og ned af højresiden og gør det nemmere for midtbanen at få spillet bolden fremad. Især Mads Emil Madsen lægger flere gange bolde ud til Beijmo, nærmest i blinde, fordi han ved, at Beijmo nok skal komme flyvende.
Kevin Yakob
Karakter: 4
Én af forårets bedste AGF’ere. I perioder i dag lå han højere oppe i banen, end han ofte har gjort. Ofte lå han ved siden af Mortensen, når AGF ikke havde bolden. Men lige meget hvor Rösler spiller Kevin Yakob henne, så leverer han altså bare for tiden. Teknisk er han én af de dygtigste på AGF’s hold, og for tiden er der mange ting, der fungerer for Yakob i den hvide trøje.
Nicolai Poulsen
Karakter: 4
Man ved hvad man får fra Polle. Hårdt arbejde, 100% engagement og fra tid til anden en tackling, hvor han lige kommer tre-fire arbejdsdage for sent. Lige præcis disse ting fik han også vist frem i går og er flere gange en anelse heldig med ikke at få et gult kort. Samtidig er spillet med fødderne blevet en tak bedre, hvilket bringer ham op på et firtal.
Mads Emil Madsen
Karakter: 5
I sidste uge var han én af banens bedste. I denne uge gjorde han det igen. Voldsomt niveau fra midtbanedirigenten. Det kunne have gjort præstationen endnu større, hvis det annullerede mål havde fået lov at stå, og Madsen derved var blevet matchvinder. Kan Madsen forsætte med at spille på det her niveau, så kan det altså godt være, at det ikke kun er Bisseck, der er interessant for udenlandske klubber til sommer.
Gift Links
Karakter: 4
Én af Links’ bedste præstationer i sin tid i Aarhus. Jeg tror, at mange var begyndt at dømme ham ude i starten af denne sæson. Skidt sæson sidste år – ligesom mange andre AGF’ere. Og da Rösler så begyndte at spille uden kantspillere, så så det pludselig virkeligt svært ud for den unge sydafrikaner. Men Gift Links har manet tvivlen i jorden, og er nu det klare førstevalg på AGF’s venstre wingback. I går suste han op og ned ad sidelinjen. Og jeg kommer til at gentage mig selv her, men det eneste, der efterhånden mangler, er slutproduktet. Der skal lige være 10% mere skarphed i alt, der bliver foretaget oppe omkring modstanderens felt. Hvis Links kan få det bygget på sit spil, så ser det godt ud.
Mikael Anderson
Karakter: 3
Det er ofte de samme ting, jeg ender med at sige om Mikael Anderson. Engagementet fejler intet, han kæmper virkelig for sagen. Teknisk er han også dygtig og er med i mange gode ting, men der mangler bare slutprodukt: Mål og assists. Han kommer frem til en enkelt fin chance i går, hvor han får afsluttet med sit venstreben. Desværre reddet af Kamil Grabara i FCK-målet.
Patrick Mortensen
Karakter: 3
Overordnet set en okay præstation, men vi kommer ikke uden om den gigantiske chance, han misbruger i anden halvleg. Ja, Grabara disker op med én af sæsonens bedste redninger. Men når man er Superliga-topscorer, og alle ved, hvor dygtig man er foran kassen, så skal sådan en chance bare resultere i en scoring. Det lignede også, at kaptajnen godt selv vidste det i øjeblikket efter chancen.
Indskiftere:
Mikkel Duelund
Karakter: 3
Skiftet ind i det 59. minut. Ligesom sidst får han cirka en halv time. Han bliver dog ikke lige så iøjefaldende som på Brøndby Stadion. Han kan dog virkelig blive en stor gevinst for AGF’s offensiv, når han kan begynde at være mere end en super-sub. Vi krydser fingre for at fysikken kommer i orden.
Eric Kahl
Karakter: Ingen bedømmelse
Skiftet ind i det 82. minut. Får ikke den store indflydelse på kampen, og når også kun at røre bolden fire gange inden slutfløjt.
Peter Bjur
Karakter: Ingen bedømmelse
Skiftet ind i det 90. minut.
Sigurd Haugen
Karakter: Ingen bedømmelse
Skiftet ind i det 90. minut.
Trænerkarakter:
Uwe Rösler:
Karakter: 4
Det bliver en firer til Uwe, som nok var blevet forhøjet til en femmer, hvis AGF havde fået prikket et mål ind bag Grabara. Gameplanen fungerede nøjagtigt, som den skulle. Det er de færreste hold, der kan holde FCK så godt fra fadet i en hel kamp. AGF spillede meget mandsorienteret, når FCK havde bolden, hvilket satte Mølgaard på en stor prøve overfor Mohamed Daramy. Ligesom resten af defensiven løser midtstopperen dog sin opgave perfekt. Röslers mandskab mangler lige en lille smule mere skarphed – eller held – på den offensive tredjedel. Begynder det her hold at blive kontinuerligt farlige foran mål, så kan det blive rigtigt sjovt.
Karakterskala
1. Den elendige præstation – Uacceptabelt, sløjt niveau, hvor intet fungerede.
2. Den utilstrækkelige præstation – Fik sat enkelte gode ting sammen, men spillede generelt en dårlig kamp. Ikke godkendt.
3. Godkendt uden at imponere – En kamp på det jævne, med både positive og negative ting at sige om præstationen.
4. Den gode præstation – En flot kamp, hvor spillerens kerneopgaver blev løst med få fejl og mangler.
5. Den fremragende præstation – Sublim kamp, hvor spilleren stort set ikke satte en fod forkert.
Flere AGF Nyheder
-
AGF igen rigt repræsenteret på diverse landshold
-
AGF-fans med ny gaveindsamling: Håber, Wahlstedt kommer stærkt tilbage
-
Viborg FF – AGF optakt: Fodsportsforeningen skal ned med nakken
-
18-årig nigerianer hentet til Fredensvang
-
Frederik Tingager på Månedens Hold
-
Leeds-reporter om Klaesson: – Udviklingen gik i stå
-
Årets holdfoto er klar
-
Ankestyrelsen mangler oplysninger for at kunne godkende AGF’s lejeaftale på nyt stadion
-
Reportage: Uforløst lørdagsgalop på Ceres Park
-
Solid U17 præstation og uskarpe U19 imod FC Midtjylland