Skip to main content



Foto: KSDH.dk

AGF – FC Nordsjælland: Frederik Emmery, det’ ik’ et bageri’, det’ ham fra De Hviie!


| Jonas Roulund |

Studiernes Tribunefest blev en regnfuld en af slagsen, men på banen endte AGF’erne med at stråle og sende aarhusianerne festglade videre ud i hviiekenden.

Kunne det blive til 11 ubesejrede på stribe i Superligaen for Jakob Poulsens hviie helte?

Det var knap 9000 mennesker så interesserede i at finde ud af, at de trodsede regnen fredag aften og drog til Vejlby. 

Stadionlamperne blev sat ud af spil ud kort før startfløjt af AGF’s teknikere – med mindelser fra “lyskampen” i 2024 på det gamle Ceres Park – hvor De Hviie jo selvfølgelig vandt – og så kom “Malaga” i gang for fuld skrue.

Nicolai Poulsen blev herefter hyldet for sine imponerende 200 kampe for AGF, og SÅ skulle gæsterne fra Nordsjælland forsøges rundbarberet!

AGF-fans på stemningsafsnittet mod FCN på Ceres Park Vejlby.
Foto: KSDH.dk

Kampens forløb

Opgøret blev indledt med vanligt initiativrig fodbold fra hjemmeholdet, som pressede godt på, og et par gange var tæt på at finde Bech, Mortensen og Arnstad i feltet – det lykkedes dog ikke, og så viste gæsterne fra Farum pludselig farlighed, da Dalsgaard gled, hvilket sendte FCN afsted mod Hansens målende. 

Heldigvis nåede Kahl at reparere, og da gæsterne samtidig spillede en skævert afsted i et sideskifte, kunne man ånde lettede op.

Efterfølgende opstod flere situationer, hvor usikkerhed på det glatte underlag førte til farlige FCN-situationer, men Hansen og co. fik afvist sagerne, og i den modsatte ende satte Links, Beijmo og Arnstad pludselig i fuld firspring. Det endte med en norsk afslutning, som Andreas Hansen dog greb ud.

Kort efter modtog Patrick Mortensen så bolden lige i hovedstødshøjde midt i feltet – en klassisk “Paddy-situation,” kunne man mene, men sidste sæsons ligatopscorer svigtede og headede forbi mål.

Bech blev næste GF’er til at forsøge sig, da den formstærke angriber trak ind i banen og pløkkede kuglen over kassen fra distancen. Det lignede pludselig en halvleg, der godt kunne gå uden mål.

Tobias Bech udfordrer mod FC Nordsjælland.
Foto: Kronborgfotos

Og dog – der kom nemlig gang i felterne igen i det sidste kvarter af halvlegen, hvor først Bech og Mortensen fik forsøgt sig i den ene ende, inden FCN pludselig kom alene med Jesper Hansen modsat – heldigvis var den erfarne keeper hurtigt ude og lukke vinklerne ned – dermed blev gigantchancen afværget, og så gik holdene til pause uden scoringer.

2. halvleg

2. halvleg blev indledt med et hjørnesparksmekka til De Hviie, som var tæt på at få udnyttet, men trods lidt nedfaldsbolde og halvskæve afslutninger stod der stadig 0-0, da kampuret rundede de 54 minutter.

Noget andet – måske kampafgørende skete dog i disse minutter. Mark Brink gled voldsomt ind i Markus Solbakken, og efter VAR-check blev den vurderet til rødt kort! Dermed var De Hviie i overtal i kampens resterende 35 minutter.

Overtallet udmøntede sig i første omgang i langt mere boldbesiddelse til AGF’erne, men decideret store chancer, måtte vi nu vente længe på…

Rasmus Carstensen mod FC Nordsjælland.
Foto: Kronborgfotos

Efter 71 minutter udmøntede spilovertaget sig endelig i noget farligt, og overliggeren reddede for nordsjællænderne. KOM NUUUU!

Mod slutminutterne fik vi så endelig lidt farlighed at se. Først fik Patrick Mortensen igen muligheden for at score med potten, men endnu en gang blev bolden sendt forbi kassen. Få sekunder senere afsluttede Kevin Yakob og riposten var Bech først over – men Andreas Hansen fik afværget.

Det gjorde han også på en flot Sebastian Jørgensen kort tid efter, og så tog overliggeren fra på et hjørnespark få sekunder senere. Nej, nej, nej, nu MÅTTE, den da snart ryge over stregen for dælen!

Og DET KOM DEN! Frederik Emmery – det ik’ et bageri’ – det’ ham fra De Hviie! Frække træk forbi sin modstander, dybt ind i feltet – et elegant prik, og SÅ eksploderede fredagsfesten i Vejlby! 1-0 til AGF! JIHAAA!

Frederik Emmery jubler efter scoring for De Hviie.
Foto: Kronborgfotos

Hvad vi lærte

Jesper Hansen kan endnu. Uanset om man er på team “Find fremtidens AGF-målmand” eller ej, så må man bare lette på hatten for den erfarne Superligakeeper, som kamp efter kamp står stabilt, udviser ro – og i dag endda også plukkede en af de helt oplagte scoringsmuligheder til modstanderne. Respekt.

Breddeproblemet består. Det er dejligt at se folk som Emmery og Tchamche komme ind fra bænken, men vi må erkende, at der ikke skal mange skader til i AGF-truppen, inden det hele kan se sort ud for De Hviie. Tingager manglede i dén grad igen i dag, og hvad nu hvis Links en dag er ukampdygtig…?

Kampfakta:

Spillested: Ceres Park Vejlby, Vejlby Centervej 53, 8240 Risskov.

Tilskuertal: 8.593

Resultat: 1-0

89: Frederik Emmery (AGF)

Gult kort: Ola Solbakken (FCN)

Rødt kort: Mark Brink (FCN).

AGF (3-4-3): Hansen – Kahl, Dalsgaard, Beijmo – Links (85: Tchamche), Poulsen (70: Jørgensen), Solbakken (56: Yakob), Carstensen (70: Emmery)– Arnstad, Mortensen (85: Badji), Bech.

FC Nordsjælland (4-3-3): Hansen – Lähteenmäki, Markmann, Salquist, Ankersen – Røjkjær, Brink, Janssen (87: Berthelsen) – Norheim (58: Acquah), Solbakken (74: Heyde), Lind.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle