AaB – AGF: Hvad siger fjenden til det hele?
AGF tager hul på forårets vigtige program i aften mod AaB. Vi har taget en snak med AaB-fan og vært på fanpodcasten ”Rød Aalborg” om forventninger, sæsonforberedelser og stigende nervøsitet.
Vi nærmer os forårets første Superligakamp, og dermed er det igen tid til nervøsitet, spænding, glæde og gråd på ugentlig basis. Fodbold får følelserne frem, og i Aarhus er over 1000 fodboldglade, top seks-fokuserede AGF-fans klar til at indtage busserne og drøne mod Aalborg Portland Park for at leve det hele ud.
I Aalborg ser de også frem til at få gang i sæsonen, om end det drejer sig om alt andet end top seks for de nordjyske fans for tiden. Det fortæller AaB-fan og vært på podcasten ”Rød Aalborg”, Lasse Yde Hegnet.
– Stemningen i Aalborg er, at AaB er rykket ned. Altså kig på tabellen… Det ser sgu sort ud. Så alt er en positiv overraskelse. Jeg tror for eksempel ikke, at Horsens bare går ned med flaget, og hvis man regner på det, så skal AaB jo op og hente omkring 33-34 point for at overleve. Det er 20 point, vi mangler. Det kan godt lade sig gøre, men der skal ikke gå meget galt, før løbet er kørt. Så der er meget på spil i hver eneste kamp, og det starter mod AGF med den her fede fredagskamp, fortæller den slagne AaB’er.
Manglende sejre giver anledning til bekymring
AaB har været forholdsvis aktive på transfermarkedet i det netop overståede vindue, men Lasse er alligevel ikke hundrede procent tilfreds med klubbens ageren.
– På transferfronten er det svært at være utilfreds, når vi har fået Thelander, Helenius og Kasper Jørgensen ind, men jeg mangler virkelig noget til midtbanen. Det har været en tydelig mangel i efteråret, og det er et problem, fortæller AaB-fanen.
På resultatfronten havde det også lunet med flere sejre i vinterens træningskampe, hvor det ikke er blevet til megen succes.
– Man siger jo normalt, at resultaterne i træningskampe ikke betyder noget, men når man har et hold, som ikke har vundet ret meget, så synes jeg faktisk, det er alarmerende, at man heller ikke har formået at tanke noget selvtillid i vinterpausen, hvor vi kun har vundet én af vores træningskampe mod et andenrangshold fra Norge, forklarer Lasse.
AaB har spillet 2-2 mod 1. divisionsholdet Vendsyssel FF, tabt til Allsvenskan-mandskabet Sirius og altså vundet over Sogndal i opstarten. Her har holdet spillet en 4-3-3-formation, som også er det, der vil møde AGF fredag aften, fortæller Lasse Yde Hegnet.
– Holdet har trænet stålsat i én formation, så det virker som om, spillerne er mere afklarede og afstemt end i efteråret, fortæller han.
Gang i Gaden
En længe ventet fredagskamp indbyder til god stemning, men spørgsmålet er, hvem der smiler bredest, når klokken passerer 21 i aften.
– Jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg skal forvente af AaB. For på den ene side, så kan jeg ikke se, hvem de skal kunne slå, fordi de har været så dårlige, men på den anden side, så synes jeg også, der er nogle kvalitetsspillere – Helenius, Prip, Thelander, Fossum, Lucas Andersen… Det er jo ikke dårlige spillere, så jeg forventer ikke, at vi går ud og smadrer AGF, men jeg forventer, at holdet leverer en kæmpe arbejdsindsats og efterlader alt på banen, for de har simpelthen ikke råd til at tabe, fortæller aalborgenseren, som glæder sig til en lang fredag, der tager sin begyndelse i Jomfru Ane Gade.
– Vi lader op i Gaden fra klokken 13, så der skal nok komme gang i den på lægterne! Og så tror jeg, at det bliver en tæt kamp med masser af tænding og mange dueller, som måske bliver afgjort på nogle tilfældigheder. Mit bud er en 2-1 sejr til de stribede!, siger Lasse Yde Hegnet.
Det er han selvfølgelig ene om at tro på.
Det omvendte interview med optakt til kampen blev i øvrigt optaget til AaB-podcasten Rød Aalborg, hvor undertegnede medvirker fra minut 36.
Du kan læse mere om forårsåbneren og forventninger til opgøret i vores AaB – AGF optakt her.
Flere AGF Nyheder
-
NRK erfarer: Kristoffer Klaesson på vej til norsk fodbold
-
AGF jagter norsk angrebsprofil – men konkurrencen er hård
-
Sauer er vokset som menneske og spiller: Rösler ville have ham hjem
-
CV om Rösler: – En markant figur i dansk fodbold
-
CV har taget både Hansen og Mortensen til side: Der er dialog om kontraktsituationerne
-
Kom med Lyden AGF til pressemøde med ny fodbolddirektør og årets første åbne træning på Fredensvang
-
Kom med til SFA Cup 2025
-
Blog: Hvad gør vi med kontrakterne, Carsten?
-
Haugen har succes sydpå: Hansa Rostock afventer AGF
-
3F Superligaen er klar med ny kampbold