Reportage: Prima premiere på Ceres Park Vejlby

AGF indtog søndag eftermiddag Vejlby på storslået maner, og det var ikke kun på banen og i VSK’s gamle klubhus, at man kunne mærke Den Hvide Fodboldhærs indtog. Hele bydelen emmede af fodbold, og her kan du komme med tilbage til en helt særlig dag i Byens Holds historie. En super Superligapremiere på Ceres Park Vejlby.

Den 23. februar vil for altid have en særlig plads i aarhusiansk fodbolds historie. Dagen, hvor AGF’s midlertidige hjemmebane i 8240 blev taget i brug i en betydende kamp for første gang nogensinde.

Sådan en dag skal selvfølgelig opleves, og derfor har jeg sat vækkeuret og lagt de lange rør frem til dagens begivenheder. Testkampen mod FCK var iskold, så jeg har ingen forventninger til en hedebølge, selvom vi nu er to uger længere henne mod det, man kan kalde dansk forår.

Min vejrpessimisme tager dog en drejning, da gardinerne bliver hevet til side og altandøren åbnes. Høj sol og fuld musik. Skt. Paul Kirkens klokkeværk og Butler Bars bas er allerede i gang med at sætte rammen for denne – forhåbentligt – mindeværdige dag.

Jeg hopper nu alligevel i skiundertøjet, AGF-trøjen og huen, og så er det afsted – ikke sydpå, men med bus 18, der er godt fyldt med hviie, håbefulde medfans. Nu skal vi til march i Nord!

AGF-fællesskab på blokken

Allerede fra god afstand kan jeg høre AGF-sangene og trommen buldre derudad. Samlet for Aarhus er ved at gøre klar til afgang, da jeg rammer massen af fodboldfans, som alle er på ukendt territorie.

Vi slanger os langsomt afsted ad Frijsenborgvej med Veri Centerets gule murstensfacade på den ene side, og de grå lejlighedsblokke på den anden. Der er forårsfornemmelser, uagtet at vi kun skriver februar, og selvom bladene endnu ikke er begyndt at spire, så vokser der helt klart en særlig stemning frem, når vi marcherer sammen mod nye horisonter.

Små hoveder kigger ud fra flere af lejlighederne – joh, den hvide fodboldhær er skam velkommen på disse kanter, og de nye naboer byder os velkomne med både truthorn, flag og hujen. Flere steder akkompagneres vi endda af klappende tilskuere, som var det et maraton, vi havde begivet os ud på.

Et maraton kan man nu næppe kalde denne march, som i alt har en længde på 700 meter fra skønne Beefeaters Pub, hvor jeg selv har brugt mange timer af mere eller mindre mindeværdig karakter, da jeg gik på Risskov Gymnasium og mellemtimerne skulle gå med noget fornuftigt, og så op til Ceres Park Vejlby – altså Skovbakken, som den ældre generation ville kalde det.

Skovbakken, der opfostrede spillere som Per Bech Andersen, Lars Lundkvist og Mikkel Duelund, og Skovbakken, der i 70’erne udkæmpede store slag om at blive Byens Hold – en kamp som altså blev vundet af AGF, der nu alligevel er tilbage på adressen – blot i en mere venskabelig udgave.

De medbragte formiddagsøl fortæres på turen op ad den sidste stigning – Hvidkildevej – mens klapperiet, sangene og tilråbene munder ud i et miskmask, da vi ankommer til portene, hvor folk i stedet skal til at koncentrere sig om at finde vej til deres pladser. Nu skal vi gøre Ceres Park Vejlby til et fort!

Udsyn, klarsyn og fremsyn

– Deeeeet kunne de vist godt have gjort lidt bedre, hører jeg min sidemand sige, da tribunerne så småt fyldes ud hele vejen rundt om den velplejede plæne.

Ja, der er arbejdet hårdt på at lave det midlertidige stadion så godt som muligt, men de flade endetribuner giver både gener for familierne med børn, og på stemningstribunen handler det i hvert fald mest om – ja, stemning – for selve fodbolden er der mange, der har svært ved at se.

Men nok om det – 70-årige Peter Rudbæk hyldes forud for kampen, mens en smuk tifo lægger rammen om det, vi håber, skal blive et godt minde til scrapbogen.

Vi håber ligeledes, at succestrænerens aura kan kaste noget af den samme lykke over de nuværende aktører, som han gjorde i 90’erne, så AGF igen kan ramme toppen af dansk fodbold – og måske endda hjemtage en pokal? Det ville være lidt af en Aarhus-historie, hvis det endelig skulle lykkes, mens AGF spiller i Vejlby… meeen vi tager da, hvad vi kan få!

Nå, kampen går sin gang, spillerne opildnes tydeligt af den tætte atmosfære – hold da kæft, hvor er det fedt at være så tæt på spillerne!

Øl, kaffe, pøls’, solstråler, blå himmel og masser af mål!

Wauw, wauw, wauw, hvor får vi dog nordjyderne til at ligne det, de er – et oprykkerhold i nedrykningsfare!

Bang, Paddy til 1-0. Lad festen bryde løs – hvem andre end kaptajnen skulle dog score det første betydende mål på Ceres Park Vejlby? Let’s get the party started!

Jeg googler mig i pausen frem til, at Aalborg Portland Park blot har plads til 13.800 tilskuere, så vores midlertidige fort er altså næsten lige så stort – og ambitionerne og drømmene er i hvert fald markant større i 8000 – det mærker man tydeligt denne februarsøndag!

Fort Vejlby

På lægterne fortsætter vi med at blæse holdet frem, og spillerne tager imod.

Bum Anderson med slutproduktet. Bim, 100 Superligascoringer til kaptajnen, og så vælter AaB’erne rundt om sig selv og lukker legestuen ned med et selvmål til 4-0… Jamen dog, jamen dog… Sikke en start på det her Vejlby-eventyr. Foråret spirer frem, og det gør AGF-fansenes forhåbninger også efter sådan en start på 2025!

Vi dribler stille og roligt ud af stadion – vi får dog først lov at gå helt ud, efter at spillerne har taget turen til omklædningsrummene, hvor jeg selv klædte om, når jeg havde idræt i gymnasietiden… ja, det er vigtigt at huske, hvor man kommer fra, og der høres intet brok fra spillerne – vi er på vej mod noget større, og storhed kan ikke skyndes på – men som det mest scorende hold i ligaen, der samtidig er indehaver af den bedste defensiv, så begynder det da at lugte en smule af succes – om ikke andet, så har vi i hvert fald fået et fort i Vejlby, og det har leveret varen fra dag ét!

Nu venter en bustur hjemad. Smil på læben. Halstørklæder i vejret. “Kom så De Hviie” giver genlyd over Vejlby, og blokkene svarer tilbage fra de små altaner. Alt er lige som det skal være.