Skip to main content


Jesper Hansen (Foto: Laura Hjørringgaard)

Dilemma: Ny mand i målet eller Hansen-forlængelse?


| Valdemar Andreasen |

AGF og Stig Inge Bjørnebye står i øjeblikket over for en mulig udfordring til sommer, da både Jesper Hansen og Per Kristian Bråtveit har kontraktudløb. Meget tyder dog på en Hansen-forlængelse, mens Hutters lurer i kulissen.

Jesper Hansen, Jesper Hansen, Jesper Hansen… Navnet har runget gennem samtlige danske sportsmedier, siden han i går tog eneret på Superligarekorden for flest clean sheets. Han har spillet i AGF siden sommeren 2021 og har udløb til sommer ligesom kollegaen Bråtveit.

Det ser ud til, at der arbejdes på en forlængelse med Jesper Hansen, mens Bråtveit muligvis forlader klubben. I et interview med ksdh.dk tilbage i februar udtalte Hansen sig således selv om dialogen med klubben:

– Jeg har haft nogle snakke med klubben. Sågar nede på den seneste træningslejr, og som Stig Inge har været ude og sige, så er der dialog – og den er rigtig positiv. For det andet er jeg også rigtig glad for at være her. Jeg ser meget positivt og fortrøstningsfuldt på kort sigt, men også på langt sigt, fortalte 38-årige Jesper Hansen således.

Derfor er spørgsmålet, om AGF vil lede efter en ung målmand, der kan guides af Jesper Hansen indtil den unge er klar, eller om klubben vil bruge Jonathan Hutters som andetvalg. Der er også muligheden ikke at forlænge med Jesper Hansen og dermed være nødt til at finde en ny førsteholdsmålmand.

Målmandskandidaterne – De unge

Der er flere mulige kandidater til stillingen som AGF’s nye keeper, såfremt Hansen ikke forlænges.

Blandt de unge målmænd, der kunne være i spil, er Lucas Lund fra Viborg og Theo Sander.

Den bare 23-årige Lucas Lund fra Viborg FF har siden 2020 været fast mand på målet hos Viborg FF.

Målmandstræner Nicolai Pold og Stig Inge Bjørnebye har desuden været på tribunen til AC Horsens – AaB til kampen søndag d. 2. April – måske for at kigge nærmere på stortalentet Theo Sander.

At AGF skulle være i spil til at hente den unge AaB-målmand, der tidligere har været på prøvetræning i Juventus er dog nok en anelse urealistisk, idet klubber som Inter, Arsenal og Manchester City er blevet meldt som bejlere. Sidstnævnte havde endda sendt en delegation til Gistrup for at se på Theo Sander, da AaB spillede træningskamp imod Fredericia i januar ifølge Nordjyske.

Målmandskandidaterne – De rutinerede

Blandt de mere erfarne målmænd, der kunne være et bud, er den 30-årig Delac, som har været stabil i mange år hos AC Horsens. Dog passer Delac ikke ind i AGF’s system, hvor Jesper Hansen modsat Delac, er en “sweeper keeper”, og dermed ville han være en helt anderledes målmand, end dem AGF har scoutet de seneste år.

En anden kandidat kunne være den norske-landsholdsmålmand Ørjan Nyland fra RB Liepzig, som tidligere har været et emne for AGF. I sommervinduet 2021 var AGF ifølge BT ude efter Ørjan Nyland og Jesper Hansen. Som bekendt endte det med, at Hansen tog til Aarhus.

Ørjan Nyland har en stor erfaring fra især den engelske Championship, men har også spillet adskillige kampe i både Premier League og den tyske Bundesliga. Da Nylands kontrakt med RB Liepzig udløber den 30. juni, er det muligt at hente ham på en fri transfer. En detaljer er desuden, at 32-årige Ørjan Nylands agent er Stig Inge Bjørnebys gode kammerat, Jim Solbakken.

En interessant mulighed kunne også være den tidligere AGF-keeper og fanfavorit, den serbiske Aleksandar Jovanović, der brillerede i den cypriotiske liga og sidste år vandt titlen som ligaens bedste målmand og bedste spiller.

En sidste kandidat kunne være den tidligere FCN-keeper Vindahl, der er røget helt ud i kulden hos AZ Alkmaar og senest blev udlånt til FC Nürnberg. Vindahl er god med bolden og en oplagt kandidat i AGF.

Der er mange muligheder, såfremt Hansen skal erstattes eller blot have ekstra konkurrence på målmandspladsen i AGF – de kommende måneder bliver spændende på den front, og vi vil selvfølgelig følge udvikling tæt her på redaktionen.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle