Blog: Tre nedslag og stor taknemmelighed fra Øvre C

Euforisk vanvidsoplevelse på Ceres Park! Det er os, der er potentialet – i går fik vi vist lidt af, hvad det kan blive til. Op med hovedet igen Yakob – du er tilgivet. Og Jelle dusse da for en afslutning – er angriberudfordringen løst?

Hoooold nu op en sæsonafslutning. Hele Aarhus går fortsat rundt med hænderne over hovedet, og dem der ikke var på stadion græmmer sig. Her er tre nedslag fra en suveræn søndag i skoven.

Det er os der er potentialet

Jeg tror, vi er mange der går rundt og kniber os i armen i dag – hvor vildt var det egentligt, det vi oplevede i går? – for mit vedkommende kan jeg med stensikker overbevisning sige, at det helt uden sammenligning var den absolut vildeste sportsoplevelse, jeg nogensinde har oplevet live. Den slags kan det naturligvis være svært at sætte absolutte mål op for, men den følelsesmæssige rutsjetur det umulige comeback i går udløste, har jeg personligt aldrig nogensinde været tilsvarende igennem.

Sidste weekends sejr over Randers udløste ikke kun glæde i mig, den udløste også en vis portion bekymring over den forestående kamp imod Brøndby. Frygten for at blive skuffet overdøvede til en vis grad håbet om succes. Som garvet AGF’er så har man vænnet sig til ikke at forvente alt for meget. De lave forventninger er skjoldet imod skuffelsen og den deraf følgende følelsesmæssige nedtur. Til at hjælpe med at holde forventningerne nede kunne jeg inddrage Brøndby’s overlegne sejr over FCN  i sidste runde samt det faktum, at vi historisk set har haft det svært imod Brøndby i afgørende kampe.

Den anden side af det at være AGF’er er imidlertid også, at selvom vi langt hen ad vejen har vænnet os til, at det er en konstant røvtur op af bakke i stiv modvind, så lever der også inde i os alle et håb. Et håb om at måske kommer det hele lige om lidt. Måske når vi toppen af den her forpulede bakke lige pludseligt, og gu fanden om man vil gå glip af den dag, tingene endeligt lykkedes – for den dag kommer naturligvis  – det er bare lige (som vi har sagt til os selv siden 1986) et spørgsmål om hvornår, og hvorfor skulle vi da ikke kunne vinde de bronzemedaljer nu – vi spiller jo virkeligt fremragende for tiden.

Således splittet ankom jeg til Ceres Park. Jeg ankom cirka kl. 16.30, og bed straks mærke i at der var en ting. der var markant anderledes. end det plejede at være. Der var en helt klar overvægt af folk i hvidt. Det var en stor fornøjelse at se, at så mange denne gang havde prioriteret den hvide trøje. Det gav et helt andet helhedsbillede på stadion, så stor opfordring til at folk fortsætter med dette.

Når folk de sidste 20 år har talt om det store potentiale, der er i AGF og klubbens placering i Aarhus, så er det værd at huske på, at det netop er os fans, der udgør det potentiale. Hvis vi møder frem i hobetal og skaber stemning, så vil firmaerne smide flere sponsorkroner i butikken. Dertil kan vi også tiltrække bedre spillere, da disse naturligvis hellere vil spille for en klub med 20.000 Thomas Helmig-fans på lægterne end for klubber med 4-6.000 fans.

Som bekendt var Brøndbykampen i den grad udsolgt. Facebook har kammet over med desperate Aarhusianere, der ville donere både nyrer, rygmarv og deres førstefødte for en billet. Det spændende spørgsmål i den forbindelse er – hvor mange billetter kunne der mon være solgt? – Er det mon helt hen i hegnet at gætte på 30.000?

Der er som bekendt en meget nem måde at sikre sig, at man altid har en plads til kampene, nemlig at investere i et sæsonkort. Man kunne virkeligt håbe, at der er mange fans, der når frem til samme konklusion. Prøv at tænke, hvis det nye stadion bare som standard bliver udsolgt til hjemmekampene. Det bør være muligt at vi kommer derhen en dag, vi har potentialet!

Op med hovedet igen Yakob

Umiddelbart efter kickoff stod det klart, at noget desværre ikke var som det plejede. Spillet var der ikke, spillerne var der ikke. Tolkningen var naturligvis umiddelbart, at kampens store betydning havde en negativ indvirkning på spillerne. En spiller lyste op – Gift Links. Han virkede helt upåvirket af presset og var i min optik kampens klart bedste spiller – det vil sige, indtil Jelle kom på banen naturligvis.

11. minut – Duelund mister bolden lige uden for Brøndbys felt, ikke noget der i sig selv burde give problemer, lynhurtigt tre-fire-Brøndby overtalssituation ned imod vores felt, kan huske at jeg tænkte, at risikoen for, at de ville score på den, var lav. Aflevering ud i siden, fladt indlæg som ser ud til at gå igennem benene på på to forsvarsspillere og 0-1.

Mat stemning på Øvre C.

– Kom nu for f….. i gang GF!, Folk sidder og tjekker mobilerne for nyt fra Farum – ikke noget nyt derfra.

Tiltagende dårlig energi over spillet på banen, som er langt fra det høje niveau, vi har set de sidste par runder.

37. minut – katastrofe: Bold fra Jesper Hansen ud til Kevin Yacob, som ikke får kontrol over den. Den springer fra ham, og han begår et klodset frispark, som takseres til et korrekt rødt kort. Der er absolut ingen tvivl om, at det var ekstremt dumt, men der er bare heller ikke nogen tvivl om, at vores 22-årige unge talentfulde gut er den i verden, der er mest ked af det. I Stiftens post match podcast kaldte de den fejl, Kevin Yakob begik for utilgivelig. Personligt har jeg nemmere ved at tilgive Kevin Yakob for et splitsekunds ubetænksomhed end Stiftens uddannede journalister for den italesættelse. Vi har alle en kæmpe interesse i, at du kommer op på hesten igen Yakob – shit happens!!

Kongestol til Jelle!

Nede med 0-2 i pausen og en mand i undertal, man skulle næsten ikke tro, at humøret så kunne blive dårligere, men der tog man fejl. Situationen var jo sådan set stadig den, at et enkelt mål til Nordsjælland ville bringe bronzemedaljerne tilbage til Aarhus. Denne balance skulle Kvistgaarden imidlertid få ødelagt med en endnu en BIF-kasse i det 67. minut. Han var skarp på en måde, der bragte minderne tilbage på Graulund.

Dette mål hev den absolut sidste tro på noget som helst ud af os på Øvre C. Folk begyndte at tale om, hvornår fredagens kvalkamp imod FCM skulle stå. Brøndbys fans var naturligvis helt enormt trælse at høre på på dette tidspunkt. – Jeg læste senere, at der var flere GF-fans der forlod stadion på dette tidspunkt. Jeg så ikke nogen der gik – vel primært fordi MAN GÅR IKKE FØR KAMPEN ER SLUT!! Forhåbentligt lærte de noget af deres fejl.

71. minut – Duelund ud, Jelle Duin ind.

Jelle Duin havde inden denne kamp scoret et mål i sæsonen, og han var utvivlsomt inde i mit hoved havnet i den kasse, der har mærkatet: Angribere der ikke slog til i AGF. kassen er desværre ret proppet: Andre Riel, Ryan Mmaee, Kurminowski, Grønning, og ja Haugen. Jeg har hidtil aldrig oplevet, at nogen hoppede op af den kasse igen, men altså….

74. minut – Helt ud af det blå – et helt vanvittigt langskudsmål fra Duin. Da han skød, nåede jeg at tænke ”dream on” inden jeg så den gå ind. Helt uvirkeligt.

Det hjalp øjeblikkeligt på hunøret – det lukkede munden på Brøndby-hjørnet, og vi ville være inde i varmen igen med et FCN-mål. Det var det absolut maksimale, nogen håbede på på dette tidspunkt.

80. minut: VAR-kendelse på skud, der bliver stoppet. Jeg ser intet af, hvorfor der er VAR, men VAR er altid godt lige der. Dommeren bliver kaldt ud til skærmen, som bekendt så betyder det ni ud af 10 gange, at straffet kommer. Straffespark dømt og kæmpefryd – rødt kort til Brøndby. Scorer Paddy, så er vi på 2-3 og spiller lige pludseligt ikke længere i undertal.

Scorer Paddy? – Ja!  Siger den ene stemme – han er verdens sikreste straffesparksskytte! – den anden stemme siger, at så vil det også bare lige passe med det hele, at netop nu scorer han ikke! Men han scorer! – kæmpe chefscoring banket op et sted, hvor ingen målmand nogensinde vil kunne komme i nærheden af den. 2-3. 10 mod 10.

Hele stadion – pånær de gule – er nu helt oppe og ringe. Håbet er tilbage, og håbet er stærkt. Nu kan vi desuden lige pludseligt kende holdet på banen igen. Højt aggressivt pres ruller i bølger imod Brøndbymålet.

85. minut: ekstase!

Jelle Duin – manden som absolut ingen i verden havde regnet med på noget tidspunkt ville blive andet end et komma i historien om AGF-sæsonen 22/23 vender næsten ene mand det hele på hovedet med en scoring der udligner til 3-3. Fuldstændig vild og vanvittig jubel bryder ud på stadion. Folk kan ikke være i sig selv, det er helt uvirkeligt.

Jubelen afløses stille og roligt af ængstelse for, hvad der nu kan gå galt. Det viser sig, at der er lagt hele syv ulideligt lange minutter til kampene i både Farum og Aarhus. Folk tør næsten ikke kigge ned på banen, men man tør næsten heller ikke kigge på mobilen for at se, om der er scoret i Farum.

97. minut: Slutfløjt i Aarhus – fem sekunders jubel afløses igen af nervøs venten. Spillerne samles ved Rösler. Pludselig forløsning. Det ses, at spillerne har fået at vide at kampen er slut målløs i Farum. Voksne mænd skiftevis jubler, giver high fives, griner og græder. Fuldstændigt surrealistiske scener på tribunen. Havde man kunnet putte den stemning på pilleform, så ville det revolutionere markedet for lykkepiller.

Derefter medaljeoverrækkelse og fejring af spillerne – meget langt fra det bedste spil, der er leveret i denne sæson, men et comeback til historiebøgerne, og et kæmpe tak for at en forrygende sæson.

Efter kampen læste jeg ,at Jelles kæreste, som læser på universitetet i Holland, undtagelsesvist var kørt til Aarhus for at se ham spille. Hvis det var det, der gjorde tricket, så må vores gode ven vitterligt være meget forelsket. Derudover så fortalte han, at han håbede på at den frikøbsklausul, han har, bliver indløst af AGF, da han rigtigt godt kan lide at være i Aarhus.

Hvor er folk henne på den?

Personligt må jeg sige, at hvis en spiller kan levere det, han gjorde i den kamp i en situation, hvor presset er så stort, så skal vi i min optik helt klart købe ham, blot skal vi så sikre os, at hans kæreste kommer og ser alle hans kampe!