Blog: Traditionsklubben cementerer sin position
AGF er i sit livs form. Søndag gik det ud over et FCK-hold i såkaldt krise – men killingerne fra kattebakken kan altid bide fra sig, og det vidste Jakob Poulsen naturligvis. På nær et par svipsere i kampens første minutter, var De Ægte Hviie dog det klart mest dominerende hold, og der blev skabt chancer nok til, at sejren kunne være blevet endnu større end 2-0. Præstationen stod som endnu et tydeligt sundhedstegn: AGF er på vej frem og skal tages alvorligt.
Kampen mellem AGF og FC København markerede mere end bare det 96. indbyrdes opgør mellem mandskaberne. Det markerede også et momentalt skifte i måden, holdene bør se på hinanden i et større billede. For i nuværende tilstand er Jyllands Hovedstad to skridt foran kjøwenhavnerne på rigtigt mange parametre.
Og så markedet kampen også comebacket til Kristian Arnstad, som blot skulle bruge syv minutter på at sætte gang i AGF’s føringsmål – efter et opspil af højeste klasse. Resten af opgøret lignede det efterår, vi efterhånden har vænnet os til: solidt, professionelt og modent spil fra aarhusianerne. En præstation, der vil give trænerteamet masser af gode punkter at arbejde videre med i jagten på flere topkampe af samme kvalitet.

Flydende spil på et svært underlag
Banen i Vejlby var glat og drilsk, og det havde måske en finger med i, at Jesper Hansen kunne tilføje endnu et clean sheet til sæsonen. FCK’s Elyounoussi lod sig i hvert fald overraske af underlaget i kampens indledning – noget AGF derimod håndterede forbilledligt.
Trods enkelte perioder uden bold havde AGF fuld kontrol på FCK’s offensive forsøg. Og når De Hviie selv havde kuglen, var det tæt på optimalt. Kombinationerne sad, bevægelserne var skarpe og indøvede, og 1-0-målet står som et skoleeksempel på det spil, AGF har bygget på under Jakob Poulsen.
Det er en evne, der har manglet i tidligere sæsoner – men som nu udfoldes selv mod hold, der på papiret skal være AGF’s ligemænd eller bedre.

Man må drømme
AGF har allerede bestået adskillige manddomsprøver i denne sæson. Men FCK-kampen var en af de store. Historisk har AGF haft svært ved både at styre kampene og at vinde mod københavnerne – uanset formkurver. Denne gang stod AGF som det voksne, afklarede hold og spillede en sikker 2-0-sejr hjem.
Det samme har man set mod flere af de hold, AGF skal måle sig med. Kun FC Midtjylland har for alvor udfordret De Hviie – og selv dér har AGF stået distancen på en måde, de færreste andre mandskaber har formået.
Nu resterer blot én Superliga-kamp i 2025, og det er svært ikke at drømme om, hvad der venter efter vinterpausen. Historisk har AGF leveret både forårskollaps og forårsfyrværkeri. Denne gang bliver vinterens arbejde afgørende: kan man holde niveauet – eller endda forbedre det – kan foråret blive direkte farligt for rivalerne. Måske kan AGF for første gang siden 1986 hænge på helt til runde 32 i en reel mesterskabskamp.

Randers away – og muligheden for at cementere foråret
Årets sidste Superligaopgør er på udebane mod Randers. Et klassisk lokalbrag – og potentielt kampen, der sikrer AGF en plads i mesterskabsspillet allerede nu.
Sidst AGF sikrede top 6 i Randers, endte det med bronze. Er man bare en smule overtroisk, hænger den tanke hurtigt ved.

Kampen spilles søndag kl. 16.00 på Cepheus Park. Kom med og råb De Hviie frem mod endnu en milepæl i en sæson, der kan vise sig at blive historisk.
Flere AGF Nyheder
-
Lyden AGF holder hvii januar med træningslejr, testkampe og transferrygter -
AGF bliver en del af Kulturpasset: Unge får gratis entré til hjemmekampe -
Avis: Wahlstedt i kikkerten hos de norske mestre -
Lad os lege ‘CV’: Her kommer bud på forstærkninger til hver kæde -
Blog: Tungen skal holdes lige i munden -
Medie: AGF og FCM i kamp om Mikael Uhre -
Oskar Haugstrup forlænger med AGF -
Ugens rygtebørs: Carstensen permanent, Beijmo usikker – rygter om ny angriber -
Jakob Poulsen: – Jeg regner stærkt med, at de alle sammen er her, når vi lukker transfervinduet -
Status på truppen: Tingager starter uden bold