Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

Blog: Successen fortsætter – et stærkt fundament er lagt


| Mikkel Gyngstrup | ,

Det lignede længe en rolig dag på kontoret i Farum – indtil alt eksploderede. Først et tilkendt straffespark, derefter et brændt forsøg, et indkasseret mål og til sidst et comeback, der viste alt om den vindermentalitet, AGF-holdet besidder i øjeblikket. Hvis De Hviie ender med at gå hele vejen i denne sæson, kan netop denne kamp meget vel stå som et vigtigt kapitel.

Det var ikke kun comebacket, der imponerede i Farum forleden. Det var helheden. På en bane, der historisk har givet AGF problemer, leverede holdet en moden og kontrolleret indsats, hvor boldomgangen sjældent har set mere flydende ud.

De usikkerheder, der prægede pokalkampen mod Hillerød, var fuldstændig forsvundet. Det her var et AGF-hold, der lignede et tophold. Nu er spørgsmålet så, om fundamentet kan holde over en hel sæson?

AGF-fans i Farum 2025.
Foto: KSDH.dk

Den lille 10’er med det store spil

En af de fundamentale ændringer i forhold til seneste sæson er, at vi har fået sat Kristian Arnstad i scene.

Havde han haft lidt flere centimeter på højden, kunne vi kalde ham den store 10’er – men det er uanset irrelevant, for nordmandens indflydelse er enorm.

Arnstad er blevet en spiller, man forventer bidrager hver gang – enten med mål, assists eller som bindeled i spillet. Mod FC Nordsjælland har han tredjesidste fod på landsmandens kampvinder-mål, men får også tilkæmpet sig et straffespark, som Andreas Hansen desværre læser godt – sparket var der i bund og grund ikke noget at sætte en finger på.

Placeringen i den nye rolle har forløst hans potentiale, og her fortjener Jakob Poulsen også ros. Arnstad anno 2025 er en helt anden spiller end den, der kom til Aarhus for blot et år siden. Nu er han blevet en profil, der kan være forskellen, når sæsonen spidser til – og belønningen er allerede kommet i form af en landsholdsudtagelse til Norges kamp mod New Zealand.

Kristian Arnstad med sørgebind på armen.
Foto: Kronborgfotos

Landsholdspausen venter – men først skal klubrekorden nappes

Der resterer nu kun én kamp, inden Superligaen går på landsholdspause. Med en sejr mod Silkeborg kan AGF for anden gang i træk gå på pause som nummer ét i Danmark. Det giver ikke et trofæ i sig selv, men det bygger på selvtilliden, der i forvejen er i top.

Kampene lige før en pause har altid ekstra betydning – det er noget helt andet at gå ind til to ugers træning med en sejr i rygsækken end med et nederlag. Derfor bliver opgøret mod Silkeborg vigtigt, ikke bare for tabellen, men også for mentaliteten i truppen.

Og så er der selvfølgelig revanche-sulten. Mange AGF-fans har stadig den tabte pokalfinale mod Silkeborg brændt fast på nethinden, og resultaterne mod dem siden da har heller ikke været prangende. Nu er der en chance for at vende billedet – og samtidig tage endnu et skridt mod noget større.

Gift Links i duel på JYSK Park.
Foto: KSDH.dk

Der er stor efterspørgsel på billetter til lokalbraget, og alt peger på en intens kulisse på Ceres Park Vejlby. Skulle AGF vinde, venter en klubrekord på otte sejre i træk og endnu en uge på toppen af dansk fodbold.

Så kom på stadion, råb De Hviie frem – og vær med til at holde fast i det momentum, der i øjeblikket gør Aarhus til hele Superligaens centrum.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle