Blog: Længe leve drømmene – men januarvinduet bliver nok lidt tørt

Et nyt år – og et nyt transfervindue – venter lige om hjørnet, og det er tid til at se på, hvor – og hvorfor – AGF skal forstærkes. Fansenes forventninger smelter sjældent sammen med klubbens handlemønstre – men måske bør vi være mere realistiske med vores ønsker?

Af Kristoffer Thorn

Spillertil- og afgange er altid noget, der kan få fodboldfans verden over op af stolene. Hvem byder sig til? Hvor skal vi forstærkes? Hvem skal ud? Om lidt åbner transfervinduet, og AGF har allerede meldt, at de nok kommer til at være aktive.

Drømme versus realisme

Som fans går vi ind til et transfervindue med drømme om, at der kommer de profiler, der kan sikre medaljer og pokaler. Men vores forventninger er oftest udtryk for håb og drømme, mere end de er præget af realisme.

I fodbolden i dag har pengene en kæmpe indflydelse på resultaterne. Dem med de største budgetter er også dem med resultaterne.

Steen Houmann skriver på sin hjemmeside om økonomien i sport. På baggrund af seneste års regnskab, sætter han AGF på en 4. eller 5. plads målt på økonomi, alt efter om man kun ser på spillerbudget, eller om man ser på de samlede personaleomkostninger. Det, der her afgør forskellen, er FC Nordsjælland. De bruger rigtigt mange penge på deres akademier, men det synes jeg bestemt også, de får noget ud af på banen.

Økonomisk er vi lidt i et ingenmandsland. FCK bruger over 300 mio. på holdet, FCM og Brøndby ca. 120-150 mio. Vi bruger ca. 80 mio, og de øvrige superligaklubber bruger mellem 25 og 60 mio, alt efter opgørelsesmetode.

Opgørelsen er ud fra sidste års regnskaber, men fodbolden står ikke stille. I sommer skruede de fire øvrige tophold op. Det kunne man godt se på de spillere, der kom til. Mens de fire andre tophold hentede spillere fra topligaer, så fandt vi vores nye spillere på hold, der i denne sæson spiller i 3. Bundesliga. Bevares – vi var tæt på en fra Premier League til sidst, men han endte jo også i en af klubberne med større økonomi.

Jeg synes, vores signing af Janni Serra overfor FCN’s af Marcus Ingvartsen gør styrkeforholdet tydeligt. Ikke at der er den helt store forskel på deres spilleminutter og mål sidste sæson, men Ingvardsen lavede sine på et midterhold i Bundesligaen, mens Serra spillede for en nedrykker fra 2. Bundesliga.

“At være nummer 5 er røvsygt”

Der er flere årsager til at de andre kan skrue op, og at vi nok de kommende år har svært ved at følge med.

En af årsagerne er ejerskab, hvor særligt FCN’s nye ejere har ekstremt dybe lommer. En anden årsag er vores stadionbyggeri, hvor en del af vores økonomi vil forsvinde de kommende år.

Det gør, at vores virkelighed er, at vi økonomisk set er Superligaens nr. 5 – og at der ikke er udsigt til, at det ændrer sig på den korte bane. At være nr. 5 i Superligaen er kort sagt røvsygt. Man er et sted, hvor det ikke rigtigt bør blive farligt i forhold til nedrykning. Samtidig så bliver det først rigtigt sjovt, når man spiller med om medaljer, pokaler og Europa.

At vi sidste år endte på en 3. plads, mener jeg ikke skal ses som et udtryk for vores styrke. Det skal ses i lyset af, at både FCK, FCM og Brøndby underpræsterede markant. At FCK alligevel blev mestre, siger mest om, at der ikke var andre, der greb chancen. FCK fik 59 point i sidste sæson. Sidst et dansk mesterskab blev vundet med under 60 point, var da Herfølge vandt med 56 point i år 2000. Hvis ikke Brøndby og FCM havde underpræsteret, så havde en af dem snuppet mesterskabet og havde sendt os ud af medaljekampen.

Transferstrategien

Denne situation er vigtig, for at forstå den transferstrategi AGF har, og som er blevet tydelig efter Stig Inge Bjørnebye overtog styrepinden. Skal AGF spille om pokaler og medaljer, så skal de øvrige tophold enten underpræstere, eller også så skal vi overpræstere.

I bund og grund er det ikke så vigtigt, om man bliver nummer fem eller otte, men det gør en verden til forskel, om man bliver nummer tre eller fem. Derfor skal AGF sætte sig selv i en situation, hvor det bliver muligt. Det er i det lys, man skal forstå vores smalle spillertrup.

Jeg har ikke adgang til Stig Inges Excel ark (desværre), men for mig at se er det rimeligt klart, at hans tilgang er, at spillerbudgettet skal investeres i 15 stamspillere, der helst skal spille hver gang, og som optimalt set tager 95 % af spilleminutterne i en sæson.

Optimalt starter der 11 stamspillere, mens de 3-4 sidste kommer ind, før der er spillet 80 minutter. Derudover har vi 5 breddespillere. De skal være gode nok til at kunne udfylde en plads ved skader og skal kunne bruges på forskellige positioner. Hvis man er heldig, så kan de udvikle sig til stamspillere, men det er ikke målet.

Derudover skal der være en række talenter, der kan komme ind og få minutter her og der, så de på sigt kan udvikle sig til at blive blandt de 15 stamspillere.

Det giver mening af to grunde: Når AGF har færre penge, end dem man vil konkurrere med, så må man sætte sig i en position, hvor man opsøger at være heldige. Skal vi have lige så brede trupper som Brøndby og FCM, bliver det med mindre kvalitet. Så ville vi have en trup med en del flere spillere som Bjur, Anker og Brandhof og færre som Duelund, Beck og Mads Emil. Men lykkes det for Stig Inge at finde de 15 rigtige stamspillere og kan vi holde dem nogenlunde skadesfri, så har de kvaliteten til at spille med om medaljer og pokaler.

Men det er et sats. For med 3-4 skader eller karantæner, så har man en smal bænk, og en start 11’er hvor man er nødt til at starte breddespillere eller helt unge spillere.

Her opstår den anden gode grund. Hvis truppen er for bred til at spillere som Andersen og Sauer kan få chancen, så kan de heller ikke udvikle sig og blive de næste profiler og salg for os. Skal vi tage skridt op mod de fire hold foran os, så er økonomi fra spillersalg en afgørende faktor, og den skaber man ikke, hvis vi ikke giver plads til unge spillere.

Køb og salg skal hænge sammen

Jeg tror ikke, man skal forvente, at AGF forstærker sig på flere pladser i transferperioden, og når AGF forstærker sig, så tror jeg bliver styret af hvilke spillere Stig Inge ikke forventer fortsætter i klubben efter sommer.

Et kig over truppen afslører, at AGF (igen i år) har mange lejede spillere. Blandet stamspillerne er både Peacock-Farrell, Knoester, Knudsen og Duelund på leje. Det er spillere, vi ikke ved, om vi kan eller vil betale den pris for, som deres klubber forlanger, eller om Stig Inge vurderer, at han kan finde bedre spillere for de samme penge (eller i Duelunds tilfælde en der er mindre skadet).

Derudover er vores varmeste navne på transfermarkedet pt. nok Anderson og Bech. Derfor giver det god mening, at Erik Ahlstrand rygtes til AGF.

Man kan selvfølgelig sige, at 10’er-pladsen sammen med målmandsposten er de to positioner, vi er suverænt bedst dækket ind på, men skulle den rigtige faste spiller dukke op, så tror jeg vi slår til.

Det samme gør sig gældende i forhold til venstre stopper. Jeg ser Anker som en breddespiller, der skal kunne gardere på både venstre stopper og for Tingager, men ikke som en af de 15 stamspillere pt.

Om Knoester er stamspilleren på den plads, er et godt spørgsmål… Vi ved, han var en nødløsning, da førsteprioriteten stod af i Herning, så det er muligt, vi er på udkig efter en anden.

Udfordringen er her, at vi skal bruge en med et venstreben, hvis vi vil spille med en treback-kæde. Men da der ikke er så mange venstrebenede spillere, er udvalget begrænset, og det gør også, at kvaliteten af, hvad der kan hentes, er lavere, end hvis man skal hente en der er højrebenet, derfor er det svært at finde venstrebenede forsvarsspillere til fornuftige penge, og det er de færreste hold, der har en venstre yderstopper eller en venstre back, der også ville have startet i højre side, hvis han havde været højrebenet.

Mange fans har drømt om Oliver Provstgaard. Men hvis jeg var Vejle, så ville jeg tænke, at prisen på ham skal holdes op imod, hvad AGF fik for TK. Det gør ham langt dyrere, end hvad AGF kan og vil betale.

Fornuftigt besat

De øvrige positioner synes jeg, vi er fornuftigt besat på blandt vores 15 stamspillere. Vores to venstre backs har godt nok været meget udskældte, men med mindre vi sælger Kahl til en svensk klub, så kommer der ikke en ny ind.

Selvom Kahl ikke har brændt banen af, så kunne det dog godt være en mulighed, at han skifter. Kahl var en profil i Allsvenskan, da han kom og var nævnt som bobler til Sveriges EM-trup. AIK’s fans syntes da også, at de 10 millioner, AGF gav for ham, var rent røveri. Så selvom han ikke har levet op til de takter, så kunne der godt være nogen i Sverige, der mente de kunne forløse det potentiale, AGF ikke har fået ud af ham. Ikke mindst fordi, det er svært at finde gode venstrebenede spillere.

Om vi så kan finde noget markant bedre, er så spørgsmålet. Kigger man rundt på klubberne i Superligaen, så gør Divkovic det fornuftigt i Brøndby, men jeg er ikke sikker på, at spillere som f.eks. Frese, Finnsson, Bundgaard og Kopplin, er en væsentlig opgradering i forhold til Kahl eller Links.

Alt i alt må vi nok – lidt tørt – konstatere, at januarvinduet højst sandsynligt ikke bliver et sprudlende et af slagsen. Men meget afhænger af, hvordan forhandlingerne omkring lejeaftalerne ser ud – og om der pludselig kommer store bud på folk som Anderson og Kahl, som vil få Bjørnebye på arbejde.