Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

Blog: Jagten på den syvende


| Mikkel Gyngstrup | ,

Successen fortsætter for De Hviie, efter at Brøndby blev sendt hjem uden point. Det var en kamp, der på mange måder kunne være gået begge veje – men som endte med både tre point, håneretten over rivalerne og endnu en uge på Superligaens førsteplads. Det giver håb om, at sæsonen kan blive noget helt særligt, og samtidig er AGF nu kun én sejr fra at udligne rekorden fra 2019 med syv sejre i træk.

Selvom AGF rider på en bølge med seks Superliga-sejre i streg samt avancement i pokalturneringen, er kampen mod FC Nordsjælland alt andet end en walkover. Kunstgræsset i Farum har før drillet De Hviie, og værterne er notorisk gode til at udnytte selv små fejl.

Det kræver en koncentreret indsats gennem alle 90 minutter, hvis AGF skal rejse hjem til Aarhus med endnu tre point. Mod Viborg overlod man for meget initiativ, og det går ikke mod et hold som FCN. Derfor handler det om at tage kontrollen fra start og sætte kampen på aarhusianske præmisser.

Opskriften på succes

Hvis AGF kan kopiere meget af indsatsen fra sejren over Brøndby, er der gode chancer for et positivt resultat. Det kræver dog, at profiler som Kristian Arnstad, Kevin Yakob, Eric Kahl og Gift Links rammer dagen. Bolden skal flyttes hurtigt, og AGF skal turde holde fast i spillet, i stedet for at lade kampen udvikle sig på Nordsjællands præmisser.

Det bliver måske ikke kønt – men som vi har set før, kan AGF’s vindermentalitet sagtens være nok til at krige en sejr hjem på en svær udebane, hvor det er blevet til nederlag de seneste tre gange, De Hviie har været forbi i liga-regi.

Foto: KSDH.dk

Rekorden i sigte

Rekorder er til for at blive slået. I 2019 vandt AGF syv kampe i træk under David Nielsen – en bedrift, der nu kan blive tangeret. Seks sejre i streg er i sig selv usædvanligt i Aarhus, men det siger meget om det projekt, Jakob Poulsen står i spidsen for, at holdet igen er på vej ind i historiebøgerne.

En syvende sejr vil ikke bare være et tal på papiret, men et klart signal om, at AGF er blevet en magtfaktor i dansk fodbold. Det vil give endnu mere selvtillid og tro på, at denne sæson kan blive noget helt særligt.

Patrick Mortensen med bolden mod FC Nordsjælland.
Foto: Kronborgfotos

AGF gæster Farum søndag kl. 18. Her jagter De Hviie både tre point, en syvende sejr i træk og endnu en uge på førstepladsen i Superligaen.

Så find vej til Right to Dream Park eller tænd for tv’et – og råb AGF frem mod endnu et historisk skridt.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle