Blog: Hvordan bør bænken bruges i AGF?

Med indførelsen af fem udskiftningsmuligheder er udskiftningsbænken blevet en faktor, der kan vende fodboldkampe. Det har betydet, at der scores flere mål i slutminutterne end tidligere. De hold, vi gerne vil måle os med, har stort set på alle pladser en gardering, der kan gøre en forskel ved indskiftninger og gå ind i startopstillingen ved skader og karantæner. Hvor står De Hviie i forhold til hold som FCK, FCN, FCM og Brøndby? Og hvordan får vi mest muligt ud af bænken?

Jeg boede i Bagsværd fra 1974 -2004. Den lokale fiskehandler havde en fortid som elitecykelrytter, og i vinduet prydede et skilt med budskabet: ”At vinde er ikke det vigtigste, det er det eneste.” Ledelsen i Superligaens tophold vil sikkert erklære sig enige, i alt fald uden for citat. At leve op til det kræver, at mange detaljer falder på plads.

I torsdags så jeg Conference League opgøret mellem Spartak og FCN. Nordsjællænderne startede med fire af deres største profiler på bænken. Villadsen, Nagalo, Svensson og Osman. Det svarer til, at AGF startede uden Beijmo, Mølgaard, Poulsen og Anderson. Alligevel kontrollerede de kampen. Substitutterne faldt naturligt ind i systemet. Forestil jer, at Uwe gav de nævnte spillere en pause. Hvem ville kunne gå ind og erstatte dem?

Skadessituationen og følgerne heraf

Nogle vil nok fremhæve, at midtbanen i øjeblikket er ramt med skaderne til Yakob, Mads Emil Madsen og Duelund. De to første er uden for bedømmelse, mens Duelund dog har fået 412 minutter i 8 kampe. Han er noteret for nydelige 80% i afleveringspræcision, 95% på egen banehalvdel, men blot 67% på modstandernes!

Poulsen, Knudsen og Bech er de spillere, der oftest har indtaget midtbanen i de nævnte spilleres fravær.

I forsvaret har Akoto og Anker døjet med småskader, og lige nu er Knoester tvivlsom. Det er svært at se, hvem der er klar til at overtage hans position, selv om han ikke ligefrem har været overbevisende hidtil set fra tribunen. Hans data på Superstats viser dog en acceptabel afleveringssuccesrate på 79%. Det trækker ned, at han ikke har haft en eneste succesfuld offensiv aktion.

Akoto og Tobias Anker er købt som opbakning i centerforsvaret, men de er begge uden kamptræning. Da Knoester er hentet på en lejeaftale sent i transfervinduet, tolker jeg det således, at han er en overgangsfigur, der skal fungere som brandslukker, indtil Anker er klar til at overtage pladsen.

Som venstre wingback har både Links og Kahl været i spil, men ingen af de to har endnu ramt et niveau, der er en topklub værdi, hvis man kigger på indlægssuccesrate. Der er ikke nogen alternativ til dem på denne position. Det er i øvrigt den eneste position, bortset fra målmandsposten, hvor der har været konkurrence om pladsen i startopstillingen.

Sammenligner vi med FCK, som i forsvaret har haft skader til Boilesen, Khochlava og Meiling uden at det svækker dem væsentligt, er vi ekstremt sårbare overfor skader.

Pokalkampen mod Ishøj

Kampen mod Ishøj var en perfekt anledning til at give nogle af de sædvanlige bænkevarmere og to-tre U19-spillere chancen.

Sygdom hos Brandhof og Serra holdt disse to, som normalt er henvist til at få splinter bagi, ude af kampen, hvor Uwe havde planlagt at lade dem starte inde.

Jesper Hansen og Julius Beck fik chancen fra start uden at imponere, Jacob Andersen og Peter Bjur blev skiftet ind uden at vise. at de er bedre end til 3. division.

Sauer greb til gengæld chancen med to mål, og det er vel, hvad man kan sige om bænken. Der er langt til Top seks-klasse for de flestes vedkommende, og det blev klart, hvorfor Uwe normalt højst giver to-tre fra “bredden” chancen.

Jacob Andersen fik ganske vist lidt flere minutter, end han plejer. Matias Sauer scorede som nævnt to mål. Hvorfor ikke starte med dem i en pokalkamp mod en ”nem” modstander? Svaret er desværre, at der ikke er tilstrækkelig bredde i denne trup.

Denne påstand vil jeg hellige et selvstændigt afsnit med fokus på spillere, der burde kunne vise sig frem ved en sådan lejlighed.

Endnu mere deprimerende var det at overvære, at de ni i startopstillingen, som normalt er med i stærkeste opstilling, spillede omstændeligt med mange afleveringer på tværs, tilbage, lidt frem og tilbage igen. Hvis det giver associationer til en dans, må det være dødedansen.

Anderson og Bech, som forventes at vise kvalitet, bidrog med meget lidt mod et hold fra fjerdebedste række. For et par uger siden maltrakterede FCK på samme bane Lyseng uden at benytte en håndfuld spillere fra løvernes stærkeste opstilling. AGF havde ikke en eneste U-19 spiller med fra start.

Nu leverede spillerne stort set uden undtagelse en jammerlig indsats i første halvleg, og vi måtte vente til midt i 2. halvleg på, at holdet viste, at der er forskel på Superligaen og 3. division, mod et hold, som næppe kan give Aarhus Fremad, sved på panden.

Efter kampen trak vi Brøndby i kvartfinalen, og der skal i den grad steppes op, hvis vi skal videre i denne turnering.

De sårbare positioner

På højre wingback er der ingen direkte konkurrent til Beijmo, medmindre Mølgaard rykkes ud på den position med svækkelse af centerforsvaret som følge.

Til angrebet har vi Sauer som gardering, men han har ikke fået megen spilletid. Han skal være meget sulten for at kunne udgøre en forskel.

Med min bedste vilje kan jeg kun finde to hold, der har en smallere trup, Hvidovre og Vejle, samt to eller tre, der har en trup, der ligner vores: OB, Randers og måske Viborg.

Skaderne er ikke årsagen til vores problemer på midtbanen, men derimod er en smal trup årsagen til, at vi er ekstremt sårbare overfor skader. I øjeblikket mangler der kreative ledertyper, især på midtbanen.

Har ledelsen, især Stig Inge Bjørnebye anset truppen, som den nu ser ud, for at være en seriøs kandidat til en topplacering? Eller har man satset på ”low budget” for at spare op til det nye stadion? Kunne man ikke have brugt blot en fjerdedel af de indtægter, man fik i dette transfervindue til at skaffe tilstrækkelige garderinger?

Jeg har i en tidligere bragt blog peget på, at vi er havnet i denne situation på grund af manglende erstatninger for vores rekordsalg i transfervinduet,

Hvilke muligheder har Uwe?

I tabellen ligger vi lidt bedre end sidste år i Superligaen. Situationen er imidlertid en helt anden. Dengang arbejdede Uwe og den øvrige stab på at samle holdet op efter nedturen i den foregående sæson. Det var først efter vinterpausen, at projektet lykkedes.

Efter 19 kampe lå vi stadig under stregen, men en formidabel slutspurt sikrede os pladsen i mesterskabsspillet. Det kan da ikke udelukkes, at den samme udvikling sker i denne sæson. Det kræver imidlertid, at der investeres i kvalitetsspillere til hver kæde.

Uwe kunne også overveje, om 3-4-2-1 opstillingen, som kræver hurtig boldomgang, bevægelse på midtbanen og skarpe indlæg fra wingbacks, er den rigtige løsning.

Et er de principielle fordele ved denne opstilling, noget andet er udførelsen. I praksis har AGF ofte spillet lidt frem, lidt til siden, lidt baglæns og forfra igen.

En ting er, at det er kedeligt at være tilskuer til disse sekvenser, hvor ingen tager ansvaret for at bryde mønsteret. De fleste modstandere får hurtigt ”læst” spilstationerne og der skabes få åbne målchancer.

Den på papiret overlegne boldbesiddelse fører ikke til, at det bliver farligt. Se på målscoren, se på placeringen i tabellen. Begge dele afspejler det, holdet i den nuværende forfatning er i stand til at præstere.

Reelt har vi i øjeblikket kun en kreativ kraft på midtbanen, Mikael Anderson, som i flere kampe er startet stærkt, men har mistet energien eller modet som kampene skred frem.

Udefra betragtet virker det som om, at flere af spillerne ikke er særligt selvkritiske. Mon ikke det ville løfte holdet, hvis Links rent faktisk leverede kvalitetsindlæg.

Det ville også være passende, hvis Magnus Knudsen byder ind med en mere offensiv indstilling og afslutter fra distancen. Tobias Bech har hævet sit niveau de seneste to Superligakampe. Men hvis hans efterhånden konstante plads i startelleveren skal give mening, må han ikke have den type udfald, som vi så mod Ishøj.

Tre store spørgsmålstegn

Jesper Hansen fik muligheden for at spille sig tilbage i startopstillingen mod Ishøj. Modstanderne havde to muligheder undervejs, og begge gange viste veteranen usikkerhed. Han pillede dog også et frit skud ganske flot. Peacock–Farrell er på lejekontrakt. Bjørnebye er nødt til at finde en løsning på målmandssituationen i vinterpausen. Det kan blive en (nødvendig) dyr fornøjelse.

Julius Beck og Peter Bjur har i Superligaen fået henholdsvis 28 og 29 minutter på banen, men ingen af dem har optrådt i en offensiv rolle.

Medmindre han forbedrer sig væsentligt, bliver Peter Bjur hurtigt glemt! Navnet Ole Bjur ender med at stå stærkere i erindringen, end junior kommer til hos AGF. Han ville ikke konkurrere om den plads, han fik mulighed for i Brøndby, og skiftede til Fredensvang. Fra at være en stærk spiller i mesterskabssæsonen hos Brøndby er han henvist til splinter i bagdelen og begrænset spilletid. Han vil nok mest blive husket for et frisparksmål mod FCN.

Han debuterede i marts i år, men har i denne sæson blot haft tre indhop i Superligaen. 29 minutter er alt, han har præsteret i den hvide trøje i efteråret, og altså ikke nok til en startplads i en kamp mod en modstander der skal besejres.

Unge Julius Beck blev i sommervinduet hentet på lejemål i Spezia, som havde købt ham i SønderjyskE. Han har hidtil ikke vist noget, der modbeviser hans konstante placering på bænken. Der var ikke noget styring og ofte simple bagudrettede valg i pokalkampen. Når man en sjælden gang får chancen, så skal man skyde brystkassen frem og vise, at man ejer sin plads, og det gjorde han ikke.

Hvem bliver siddende på bænken?

Det er svært at se, hvad Uwe kan skyde med fra bænken. I alle kæder er der for få muligheder for at bringe kvalitet ind i slutningen af kampene.

Spillet har – især når vi var kommet foran – været et skridt frem, to til siden, et skridt tilbage, indtil modstanderne erobrede bolden, hvorefter spillerne trak sig tilbage og parkerede bussen.

Uwe har flere gange prøvet at piske dem længere frem, men det er sjældent lykkedes. Helhedsindtrykket er en smal trup, hvor bænken er tyndt besat.

På den i øjeblikket tyndt besatte midtbane har Brandhof været i spil i 83 minutter i to kampe og står noteret for en afleveringssuccesrate på flotte 85%, men også han har primært arbejdet på egen banehalvdel. Duncan har ikke fået spilletid og Benjamin Hvidt er først nu på vej tilbage efter sin skadespause.

Der resterer fire kampe i efteråret. Første fingerpeg om, hvilke planer, Uwe har for disse kampe, kan vi få på mandag den 6. november i Brøndby.

Måske får vi et svar her. Hidtil har Uwe været klar i spyttet. Bænken er reserveret til spillere, som er langt fra startopstillingen.