Blog: Hvad hvis man ikke forlænger?

Der mangler stadig en del underskrifter på kontraktfronten i AGF, hvor syv mand har udkøb til sommer. Meget tyder på, at de kommende måneder bliver afgørende, men hvad nu, hvis man vælger ikke at forlænge med alle? Findes der – midt i usikkerheden – også en mulig positiv side af historien? Og kan det give endnu mere plads til talenterne på den største scene?

Det er indlysende, at et farvel til spillere som Felix Beijmo og Eric Kahl vil efterlade mærkbare huller i kvaliteten hos AGF, og vi ved, at der arbejdes på at sikre førstnævntes underskrift på en ny aftale. Men såfremt det ikke lykkes at forlænge kontrakterne, vil det kunne åbne døren for nye ansigter.

Spillere som Christian Storch, Oskar Haugstrup, Frej Elkjær, Frederik Emmery, Stefen Tchamche, James Bogere eller måske Mouhammade Camara kunne få en mere fremtrædende rolle. Spørgsmålet er, om det er en reel strategi, CV har i tankerne, eller om det snarere er ønsketænkning?

Kan græsset være grønnere?

AGF’s nuværende startellever har næppe set stærkere ud i mange år. Det skyldes i høj grad de rutinerede profiler, der ikke bare leverer på banen, men også bærer kulturen. Spillere som Frederik Tingager, Patrick Mortensen, Nicolai Poulsen og ikke mindst Felix Beijmo.

Beijmo er et godt eksempel på udviklingen i truppen. Fra primært at være en indlægsstærk wingback er han vokset til en leder, en del af anførergruppen og en spiller, der sjældent forlader banen uden at have lagt alt på græsset. Den type betyder meget i Aarhus.

Men hvis større adresser lokker til sommer, kan det så også skabe nye muligheder? Et farvel vil give plads til enten talenter eller nye indkøb, som kan bidrage med noget andet – måske noget, Beijmo ikke kan. Omvendt vil sidstnævnte koste penge, som klubben – trods en sund økonomi – næppe ønsker at bruge unødigt.

Under Jakob Poulsen har flere unge spillere allerede markeret sig i vigtige momenter, men primært som indskiftere. Det første egentlige gennembrud, hvor et talent bliver fast mand i startopstillingen, mangler stadig. Man bænker ikke bare kulturbærere som Mortensen eller Beijmo, så hvis der ikke forlænges, kan der opstå et naturligt rum for, at en “young gun” for alvor slår igennem.

Omvendt er der også en risiko. Mister man for mange bærende kræfter på én gang, kan det tage lang tid at genopbygge både struktur og kultur – noget, der hurtigt kan koste dyrt sportsligt.

Anledning til fornyelse

Jakob Poulsen har allerede sat et markant aftryk på AGF’s vinderkultur. Men det er stadig i høj grad et hold, der blev sammensat under Uwe Rösler. Det er derfor ikke utænkeligt, at der er spillere i truppen, som ikke er det perfekte match til Poulsens langsigtede vision.

Det handler ikke om kvalitet – den er åbenlys – men om samspillet mellem spillertype og spillestil. Trænerens idé og spillerens styrker hænger ikke altid optimalt sammen. Med flere “Poulsen-typer”, enten via egne talenter eller nye indkøb, kan savnet af nuværende profiler måske blive mindre, end man frygter.

Udviklingen på midtbanen er et godt eksempel. AGF bevæger sig gradvist mod en mere boldspillende sekser, hvor man tidligere foretrak den mere destruktive type. Nicolai Poulsen har selv udviklet sit spil med bolden markant, og kombinationen af fysik og teknik er blevet vigtig. I det lys er en spiller som Markus Solbakken et tydeligt billede på den type, man kan forvente mere af fremover på Fredensvang og Ceres Park.

Der er stadig tid, før den endelige transferkabale skal gå op. Men med AGF’s aktuelle niveau kan interessen fra udlandet hurtigt vokse. Derfor kan det vise sig afgørende at få klarhed før andre klubber for alvor får øjnene op for, hvor stærkt et mandskab De Hviie råder over lige nu.