Blog: Er vi ved at miste grebet i mesterskabsspillet?

AGF delte i weekenden point med FC Midtjylland på hjemmebane. Patrick Mortensen havde ellers sendt De Hviie på sejrskurs, men midtjyderne fik hurtigt udlignet – til stor frustration blandt de mange fremmødte fans på Ceres Park. Hvor gik det galt, og hvor står vi forud for de sidste syv spillerunder?

Kampen mod FCM var en klassisk tæt affære med masser af intensitet, fysiske dueller og en kamp, hvor ingen af holdene for alvor fik sat sig på spillet i længere perioder. Set over hele kampen var det måske fair nok med ét point, især når man tænker på det pres, Ulvene fik lagt i slutfasen.

Men det ændrer ikke på fornemmelsen: Det her var endnu en mulighed, der glippede.

Samme gamle mønster – og det begynder at slide

AGF leverede endnu en middelmådig præstation, især med bolden. Der var enkelte lyspunkter, når spillet blev bredt ud på kanterne – men indlæggene derfra? De var ofte upræcise og ufarlige. Både Gift Links og Felix Beijmo havde en offday, og en spiller som Mads Emil Madsen ramte heller ikke dagen.

Det er ikke fordi, vi ikke kommer i positioner til at skabe chancer – det gør vi. Men kvaliteten i den sidste aflevering mangler igen og igen.

Det ligner ikke tilfældigheder længere, men en tydelig tendens. Og det er ærgerligt – især når man ser på, hvor tæt toppen er: AGF er blot syv point fra førstepladsen!

Realismen rammer – er vi bare ikke bedre?

Vi ligger, hvor vi bør ligge, hvis vi kigger på budgetterne i Superligaen. FCK, FCM og Brøndby har flere ressourcer. Men det ændrer ikke på, at det er frustrerende, hvordan vi i perioder ikke formår at udnytte de muligheder, der opstår.

I en sæson, hvor topholdene smider dumme point, og hvor tingene faktisk har flasket sig for os, så står vi alligevel og kigger op på de andre – og ikke ned – i tabellen.

Skal AGF nogensinde tage det sidste skridt og hente guldet, så virker det som om, at det er i år, det skal ske. Men det virker, som om vi ikke er klar til det. Pointtabet mod Viborg og Vejle stikker især – og det er i samme periode, hvor FCK har haft store problemer mod bundhold som AaB, Sønderjyske og Viborg. Alligevel er vi syv point bag dem.

FCM har også haft svære perioder og tabt til både Brøndby og Randers for nyligt. Med en sejr i søndags kunne vi have halet os helt tæt på – men det skete ikke.

I stedet er det nu Brøndby, der buldrer frem og har overhalet os i tabellen. De har slået både FCK og FCM og forstår at udnytte modstandernes fejl. Det gør ondt at sige det som AGF’er, men de udnytter mulighederne bedre end os lige nu. Skarpheden i begge felter skal genfindes.

Forudsigeligheden dræber kreativiteten

Et af de største problemer er, at AGF’s spil er alt for forudsigeligt. Angrebene er bygget op efter en fast opskrift: bolden ud på kanten, indlæg mod Mortensen. Det er ikke forkert at spille med indlæg – det kan være effektivt – men det må ikke være det eneste våben.

Der bliver ikke skudt nok fra distancen, og vi savner en spiller, der tør tage chancer udefra. Her kunne en type som Mikkel Duelund pynte gevaldigt – ligesom vi tidligere så det med Bisseck. Der mangler variation, der mangler idéer, og det virker, som om spillerne kæmper – men uden at tro helt på det.

Vi står foran to svære udebanekampe – mod Randers og FCK. Spillet er for ensformigt, og resultaterne svinger – især på fremmed græs. Hvis vi vil være med, når det hele skal afgøres, så skal der ske noget nu.

Måske skal vi begynde i Randers. En sejr der vil være en stærk melding om, at AGF stadig er med i kapløbet.

Lad os håbe, De Hviie rejser sig – vi trænger til det!