Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Blog: Er det en enlig svale, eller er AGF ved at falde i niveau?


| Clovis Lukunku | ,

AGF fik en drømmestart på foråret med to overbevisende sejre på henholdsvis 4-1 og 4-0 over de to oprykkere. Men siden da er spillet begyndt at vakle en smule. Kampene mod Randers og Viborg har budt på mindre overbevisende præstationer, og spørgsmålet melder sig: Er AGF blevet læst af modstanderne? Eller var de seneste to kampe blot undtagelser?

Efter en skøn start på 2025 har vi i de seneste par spillerunder oplevet noget mere bøvlet bold, og De Hviie har ikke for alvor strålet. Forholdene var ringe imod Randers, men mod Viborg var der ikke rigtigt nogen undskyldninger for, at energiniveauet ikke var på plads.

Spørgsmålet er, om vi skal være nervøse som AGF-fans?

Tifo på Ceres Park Vejlby - Vi er fra Aarhus.
Foto: Kronborgfotos

Fra flyvende start til realitetstjek

Efter en flot og dominerende start i de første to kampe har AGF oplevet et mindre dyk i spillet. Mod Randers var hjemmeholdet bedst, og mod Viborg blev det til en rodet kamp, hvor niveauet ikke var det samme som tidligere. Det kan skyldes, at AGF mødte to af ligaens bundhold i de første kampe, hvilket gav bedre muligheder for at udnytte holdets aggressive presspil og offensive tilgang.

Mod bedre modstandere har det vist sig sværere at fastholde det samme spilmæssige greb. Samtidig har unøjagtige afleveringer og sjusket boldomgang kostet momentum.

De udfald kan man ikke tillade sig, hvis man vil kigge opad i tabellen. Hvis AGF skal gøre sig forhåbninger om medaljer og europæiske billetter, skal der strammes op.

Mikael Anderson slår et indlæg på Ceres Park Vejlby.
Foto: Kronborgfotos

Koncentration og mere beslutsomhed

Det vigtigste for AGF lige nu er at hæve koncentrationsniveauet. For mange afleveringer ender i ingenting, og der er for mange boldtab i opspillet. Det gør det svært at fastholde kontrollen i kampene, hvilket har været et kendetegn for holdet tidligere på sæsonen.

Derudover skal der være mere beslutsomhed foran mål. Mod Viborg så vi flere situationer, hvor spillere valgte at spille bolden ud til siden i stedet for at tage afslutningen selv.

Hvis AGF bliver for forudsigelige i angrebsspillet, bliver det lettere for modstanderne at lukke ned for de offensive våben. Når muligheden byder sig, skal der sparkes på kassen! Vis nu modet, gutter!

Gift Links sparker imod Viborg FF.
Foto: Kronborgfotos

Uwe Rösler har stadig modtræk

En positiv ting er, at AGF og Uwe Rösler har vist evnen til at justere i kampene.

I Randers blev hjemmeholdet farlige med deres to store angribere, Touré og Danho, som voldte AGF-forsvaret problemer. Men Rösler reagerede og satte Badji på banen ved siden af Mortensen, hvilket ændrede kampbilledet. Det viser, at AGF stadig har muligheder for at skifte taktik og tilpasse sig modstanderne.

Derfor er det ikke nødvendigvis et udtryk for, at holdet er blevet læst. Men spillerne skal steppe op, skærpe deres præstationer og tage ansvar, hvis AGF skal tilbage på det niveau, vi så i forårets første kampe.

Tobias Bech i kamp mod Viborg FF.
Foto: Kronborgfotos

Nu venter en sidste kamp i grundspillet, som forhåbentligt giver tre point mod bundproppen, og så bliver det for alvor spændende at se De Hviies niveau, når vi kun skal møde top seks-hold resten af sæsonen. Her må den øgede konkurrencesituation på alle positioner tale for, at De Hviie står et godt sted. KSDH!

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle