Zander Grantzau: En dynamisk back, der vil fremad
Zander Grantzau har været en del af Jakob Poulsens kamptrupper i flere omgange i sæsonen 2025/2026, og den unge back nærmer sig dermed lige så stille en debut på seniorniveau. Her kan du blive klogere på AGF’s 16-årige forsvarstalent.
I januar 2025 skiftede AGF pludselig sportschef Stig Inge Bjørnebye ud med fodbolddirektør, Carsten V. Jensen. Et større fokus på ungdom og talentudvikling skulle synliggøres, og den dagsorden skulle den tidligere FCN- FCK- og Brøndby-fodbolddirektør skubbe til.
Gennem 2025 har vi da også set flere unge spillere få chancen på seniorniveau i AGF, og seneste skud på trupudtagelses-stammen er Zander Grantzau.
Han er opvokset i Søften, men spillede i samarbejdsklubben Hadsten SK, inden han skiftede til AGF i sommeren 2019.
Med en fødselsattest, der siger 23. november 2008, er der stadig meget at lære for den 16-årige back, men han er på rette vej, hvilket de seneste Superligatrupudtagelser til kampene mod FCN og BIF bevidner.
Zander bor på det nye akademi på Fredensvang og betegnes af talentchef Marc Søballe som en dygtig en mod en-spiller, der hovedsageligt hører til på back/wingback-positionen.

Hurtig og offensivt tænkende
AGF’s Superligatræner, Jakob Poulsen, er chefen, som Zander Grantzau skal overbevise om, at han er manden for fremtiden, og cheftræneren er positiv over at have den unge back til rådighed til træningerne på Fredensvang.
– Han er en voldsomt dynamisk spiller. Han er hurtig og offensivt tænkende fra sin wingbackposition. Han er teknisk dygtig og kan sparke med begge ben, fortæller Jakob Poulsen om Grantzau.
– Han er kun 16 år, så det er jo ikke i morgen, vi skal regne med at have ham i en startopstilling, men han er en talentfuld spiller, som vi tror på, fortæller cheftræneren.

Også Grantzaus erfarne holdkammerat, Patrick Mortensen, lovpriser den unge mand.
– Jeg synes, de unge har gjort det godt generelt. Zander har taget store skridt, han ser spændende ud, og han virker meget afslappet og cool omkring det hele, fortæller anføreren.
– Han er en god spiller, han har et godt flow med bolden og slår nogle gode indlæg, så det er fedt at se, fortæller Patrick Mortensen.
KSDH’s egen redaktion følger ungdommen tæt og kan berette, at Zander er en højrebenet, dynamisk og offensivt tænkende back, som kan spille i begge sider, og som er dygtig til at overlappe og komme til indlæg. Grantzaus sparketeknik er af høj kvalitet.
Det er ikke kun AGF, der har fået øjnene op for Grantzau, som har fået to U18-landskampe på CV’et, og mon ikke flere kommer til i nærmeste fremtid?
Flere AGF Nyheder
-
AGF – Sønderjyske optakt: De Hviie skal tilbage på sejrssporet -
AGF-afsnittet i Silkeborg er meldt udsolgt -
Bech før Sønderjyske: – Det bliver en svær kamp -
Jakob Poulsen før Sønderjyske: – Vi har vist, at vi kan præstere godt mod alle hold -
Blog: Manddomsprøven på Heden – AGF viser format -
Tobias Bech: – Det er gået over forventning indtil videre -
AGF tilknytter ung midtbanespiller fra Mali -
Opdatering fra torsdagstræningen på Fredensvang: Mange spillere blev sparet -
Rune Lykkeberg: – AGF er min skæbne -
Stærk weekend for AGF’s ungdomshold – U17 og U19 sejrer over Lyngby