Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

VSK-keeper utilfreds med straffesparkskendelse: – Det er fordi, du dømmer ham hver weekend!


| Jonas Roulund |

VSK-målmand, Kasper Green-Pedersen, og resten af 3. divisionsspillerne fik sig en stor oplevelse i aftenens opgør mod AGF. Målmanden var dog ikke helt tilfreds med dommerpræstationen efterfølgende.

AGF hentede en nogenlunde sikker 2-0 sejr over 3. divisionsholdet VSK Aarhus i Oddset Pokalens 3. runde, og amatørerne fra Vejlby-Risskov stod da også med en okay følelse efter opgøret.

Målmand for det formelle hjemmehold, Kasper Green-Pedersen, satte lidt ord på oplevelsen efterfølgende.

– Det er noget, vi ser på TV hver weekend, så det var mega fedt. Jeg tænkte, jeg ville komme meget i fokus som 3. divisionsmålmand mod et Superligahold, men de skaber faktisk ikke så meget. Så stor cadeau til vores forsvar, siger målmanden, som dog måtte hente bolden ud af nettet to gange, da Frederik Tingager og Youssouph Badji fik sendt kuglen i kassen for De Hviie.

Holdet jubler efter Badji-scoring.
Foto: Kronborgfotos

Alligevel var der fin stemning i VSK-omklædningen efter kampen.

– Resultatet måtte ikke blive så dårligt, at det overskyggede, hvor fed en oplevelse, det kunne blive. Og det synes jeg, vi lykkes med. Der er ikke en finger at sætte på det, vi laver i dag, siger Green-Pedersen, som har spillet i VSK i mange år og blandt andet ageret markspiller for klubbens Serie 3-mandskab tidligere i karrieren.

Et tyndt straffespark blev afgørende

VSK Aarhus lykkedes faktisk med at holde AGF nede på en enkelt scoring langt hen i kampen, men mod slutningen blev der dømt straffespark til Badji, som blev ramt af en modspiller i feltet, og senegaleseren omsatte selv til dette til mål.

Noget, der frustrerede VSK-målmanden i så høj grad, at han fik brokket sig til et gult kort i situationen.

– Fra min vinkel er der ikke straffespark. Jeg kan simpelthen ikke forstå den kendelse. Jeg kommer til at sige: “Det er fordi, du dømmer ham hver weekend,” og så får jeg et gult kort, forklarer Green-Pedersen.

– Jeg tabte hovedet, for vi havde faktisk kampen, hvor vi ville. Vi kunne jagte den tilfældighed, der skulle til for at lave et resultat, men den mulighed mister vi med straffesparket. Det er grænseløst irriterende, siger målmanden, som ikke var i nærheden at at pille Badjis straffesparksafslutning.

– De har jo nok se en masse video på os, og jeg hoppede også til højre sidst, jeg skulle tage et straffe, så set i bakspejlet skulle jeg nok være hoppet til venstre, siger Green-Pedersen med et smil, inden turen gik hjem i seng.

Torsdag morgen ventede lærerjobbet og hverdagen nemlig igen for VSK-målmanden.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle