Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

VSK Aarhus – AGF: Sejr i “Slaget om Aarhus”


| Valdemar Andreasen |

Der var lagt op til “århundredets kamp” i Aarhus, da VSK tog imod AGF på Ceres Park i Oddset Pokalen. Mange af AGF’s nyindkøb heriblandt Wahlstedt, Gyamfi og Power skulle i aktion fra start, men det blev nu ikke en særlig mindeværdig oplevelse, selvom en sejr blev hevet i land.

Sol, blå himmel og et stemningsfyldt Ceres Park var forudsætningerne for AGF, der skulle se, om de kunne forsætte pokaltakterne fra sidste år, mens VSK skulle forsøge at hamle op med Byens Hold for videre færd i Oddset Pokalen.

Kampens forløb

Trænerstaben havde sat det reservespækket mandskab op til angrebsærgerrig fodbold. Kristian Arnstad stod for kampens første forsøg, et skud på kanten af feltet, der dog røg flere meter over målet. Efter ni minutters spil, kæmper Richmond Gyamfi sig fri, da Frederik Søvndahl fra VSK falder i feltet, og lægger en aflevering ind til Badji, som er fri midt for målet, men målet udebliver, da Badji misbruger en kæmpe chance.

I 13. minut spiller VSK en bold dybt, som Wahlstedt har styr på og kommer ud til, han var dog ikke den eneste der jagtede bolden. En VSK-spiller og Leopold Wahlstedt smadrer sammen, vores svensker går i græsset, med noget der lignede en alvorlig skade og må derfor lade sig udskifte helt grædefærdig. Utur for vores nyindkøb, der ikke engang, nåede at spille et kvarter i hans officielle debut kamp – god bedring!

Leopold Wahlstedt går på banen.
Foto: Kronborgfotos

Efter den skrækkelige skade, forsatte AGF med at dominere på bolden. Det blev til et fornuftigt frisparksforsøg fra Arnstad, et lige ved og næsten indlæg fra Andersen og et velplaceret langskud fra Max Power. Men AGF’s første målscorer blev forsvarsklippen, Frederik Tingager, der headede bolden ind, efter et godt indlæg fra Mikkel Duelund til stillingen 1-0, som også blev resultatet til halvleg.

Frederik Tingager jubler efter scoring på Ceres Park.
Foto: Kronborgfotos

2. halvleg

AGF forsatte, hvor de slap, og efter 10 minutter af anden halvleg, så fik De Hviie igen et frispark på kanten af feltet, som Max Power desværre satte i muren.

Herefter blev kampen præget af mange tekniske fejl, hvor AGF stadig dominerede på bolden, men ofte smed den ud over sidelinjen på en helt almindelig aflevering. VSK havde næsten ingen boldbesiddelse, men det lykkedes faktisk de blå at komme frem til en rigtig fin mulighed, hvor bolden bliver sendt ind over, men Callø flot afværger. Ud af det blå efter 82. minutters spil bliver Frederik Brandhof spillet fri i dybden, han lægger et godt indlæg til Badji der bliver nedlagt af VSK’s keeper Kasper Green- Pedersen. Straffesparket sparker Badji selv, og han sætter den stensikkert ind til 2-0 til De Hviie, hvilket også blev kampens resultat.

Foto: Kronborgfotos

Hvad vi lærte

Stemningsafsnittet er veletableret. Stemningen på Ceres Park til Superliga-kampe er altid god, hvor stemningsafsnittet synger fra spillerne begynder opvarmningen, til slutfløjtet lyder. Sidste år haltede det dog, under de første par kampe i Oddset Pokalen særligt mod Vatanspor – men det må man i den grad sige, at det ikke længere gør. Det virker udefra som om, at stemningsafsnittet er i fremgang, og at det er lykkedes “Samlet for Aarhus” at skaffe endnu flere til den aktive stemning – respekt for det.

Wahlstedt er en uheldig mand. Wahlstedt blev skadet i kampens indledning, med noget der lignede en ankelskade. Det var Wahlstedts officielle debut og kampen, hvor vores svenske keeper, skulle ud og vise sit værd og hvorfor AGF hentede ham i sommer. Nu ligner det i stedet en langtidsskade til svenskeren. Øv!

Kampfakta:

Spillested: Ceres Park, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus.

Tilskuertal: 3.392

Resultat: 0-2

37: Frederik Tingager (AGF)

82: Youssouph Badji (AGF)

Gult kort: Peter Nemec (VSK), Oscar Jacobsen (VSK), Green-Pedersen (VSK).

Opstillinger:

VSK Aarhus (5-2-3): Green-Pedersen – Facius, Søvndahl, Eskildsen (70: Zaar), Søndergaard, Have (55: Istrefi) – Jacobsen (70: Lauenstein), Rytter – Yderholm, Nemec, Gandrup (70′:Vestergaard).

AGF (3-5-2): Wahlstedt (16: Hansen) – Kahl(63: Jensen-Abbew), Tingager (63: Anker), Callø – Andersen, Arnstad(63: Emil Madsen), Power, Duelund(72: Anderson), Brandhof– Gyamfi, Badji.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle