Skip to main content


Foto: KSDH.dk

Viborg FF – AGF: Søvnig søndag i domkirkebyen


| Valdemar Andreasen |

Der var budt op til lidt søndagsdans i domkirkebyen, da Viborg FF og AGF tørnede sammen. AGF skulle forsøge at bryde rækken af uafgjorte kampe for at skrabe point sammen til toppen af Superligaen, hvorimod Viborg skulle forsøge at hive sig med op i den sjove ende af tabellen. 

Endnu et udsolgt udebaneafsnit stod last og brast i ryggen på De Hviie, da Viborg Stadion åbnede portene til lidt vigtig weekendbold.

Rösler havde rystet posen en anelse i forhåbningen om at vende sejrstørken, og Andersen fik en sjælden start, mens Gift Links var tilbage i kamptruppen efter de seneste kampes fravær. Ville det være nok til tre point?

Kampens forløb

Der var tænding på allerede fra kampens indledning, da Polle efter blot et par sekunder lå i græsset, efter han fik en albue i hovedet af Renato Junior. Fem minutter senere lå selvsamme Renato i græsset efter at have fået en støvle i hovedet af Eric Kahl.

Rent boldspilsmæssigt skete der også lidt, og efter 14 minutters spil prøvede Polle lykken udefra, hvilket blev til et fint forsøg, der sneg sig et par meter udenom stolpen.

Det lykkedes AGF at bryde igennem Viborgs højre side flere gange, blandt andet efter 20 minutter, hvor de spillede sig flot igennem. Her fik en forholdsvis umarkeret Tobias Bech en chance, men desværre sendte han bolden forbi målet.

Tobias Bech efter nederlag mod SIF
Foto: Laura Hjørringgaard/Hjørringgaard Photo

I stedet faldt det første mål i den anden ende. Renato Junior vendte med bolden, stemplede Arnstad og lagde den af til Westergaard, som placerede sit skud i det venstre hjørne. En mærkelig situation, hvor det virkede som om, at AGF-spillerne forventede, at der blev fløjtet frispark – det skete dog ikke, til stor forundring for truppen (og redaktionen).

Lige inden pausen clearede Viborg bolden på et hjørnespark, der faldt lige ud til Kristian Arnstad. Han first-timede bolden direkte mod mål, men en regulær drømmeredning fra Viborgs målmand, Oscar Hedvall, sikrede, at Viborg kunne gå til pause med en føring på 1-0.

2. halvleg

Efter pausen blev Kristian Arnstad og Jacob Andersen erstattet af Gift Links og Jonas Jensen-Abbew. Nu skulle der ske noget.

Fem minutter inde i halvlegen drev Anderson flot bolden frem gennem midten af banen, og han var ganske tæt på at finde Mortensen i vrimlen af Viborg-spillere, men der manglede en tåspids, og det blev ved “lige-ved-og-næsten.”

Efter knap 70 minutters spil, fik vi så endelig noget at juble over.

En god periode på bolden endte med et Beijmo-indlæg, som Hedvall kom helt skævt ud til. Tobias Bech takkede og headede kuglen i det tomme mål med pandebrasken. 1-1.

Bech scorer på Ceres Park.
Foto: Laura Hjørringgaard

Nu håbede man lige, at momentum kunne bruges til at jagte og tage alle tre point, men med syv minutter resterende på kampuret var der kontakt mellem Jonas Jensen-Abbew og Jeppe Grønning ved et indlæg i feltet. Straffespark til hjemmeholdet og rødt kort til forsvarsspilleren. En hård skæbne. Heldigvis sparkede Grønning på overliggeren, og så skulle 1-1 fightes hjem.

Trods lidt forskellige farlige tendenser fra hjemmeholdets overtalsmandskab, så lykkedes det at holde Ementa og co. fra fadet, og dermed endte det hele med AGF’s fjerde uafgjorte Superligakamp på stribe.

Hvad vi lærte

Er AGF blevet læst? Den buldrende fede sæsonstart har lagt sig, og det virker til, at AGF’s gameplan er blevet læst af modstanderne. Kan Uwe formå at gentænke tingene, eller skal vi sætte alle vores forhåbninger til, at Gift Links kan gøre hele forskellen?

TV-pengene ruller ind. En lille positiv detalje efter dagens opgør er, at pointet til AGF sikrer, at De Hviie holder tredjepladsen ved uddelingen af TV-penge, hvor der er markant forskel på størrelsen af beløb alt efter mandskabernes placering i tabellen.

Kampfakta:

Spillested: Viborg Stadionhaller, Stadion Alle 7, 8800 Viborg.

Resultat: 1-1

26: Magnus Westergaard (VFF)

69: Tobias Bech (AGF)

Gult kort: Uwe Rösler (AGF), Patrick Mortensen (AGF), Mikael Anderson (AGF), Justin Lonwijk (VFF), Nicolai Poulsen (AGF).

Rødt kort: Jonas Jensen-Abbew (AGF).

Opstillinger:

Viborg FF (5-2-3): Hedvall – Anyembe, Nasberg, Burgy, Mbom –  Westergaard, Grønning, Jørgensen (71: Lonwijk) – Jensen, Renato Junior (59: Ementa), Nouck (59: Vester).

AGF (3-5-2): Hansen – Kahl, Tingager, Beijmo – Anderson (90+2: Brandhof), Madsen, Poulsen, Arnstad (45: Links), Andersen (45: Jensen-Abbew) – Bech, Mortensen (85: Badji).

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle