Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

VFF-fan om Jakob Poulsen: En træner med mange idéer på godt og ondt


| Jonas Roulund |

AGF har hentet Jakob Poulsen i Viborg FF, og her fortæller VFF-tilhænger, Troels Rømer, om cheftrænerens tid i domkirkebyen og hvilken type, der har sat sig på trænerbænken i Aarhus.

Den 20. juni blev Jakob Poulsen annonceret som ny cheftræner i AGF.

Den tidligere landsholdsspiller havde inden da blot høstet halvandet års erfaring som toptræner hos ligakonkurrenterne fra Viborg, og derfor fik det mange til at spærre øjnene op; Er dette valg galt eller genialt?

I Viborg agerede Poulsen i første omgang assistenttræner fra foråret 2021, inden han i december 2023 overtog trænersædet fra Jacob Friis. som var draget videre til FC Augsburg.

Meritterne tæller et pointsnit på 1,42 i Superligaen, to ottendepladser og en semifinaleplads i pokalturneringen.

Jakob Poulsen er ny cheftræner i AGF.
Foto: AGF.dk

På pressemødet, hvor Poulsen blev præsenteret som ny træner i selskab med Carsten V. Jensen, blev den nye cheftræner spurgt direkte, om han ville kalde sin tid i Viborg for en succes, hvortil han svarede, at det ville han lade Viborg-folket om at afgøre.

Så det lader vi dem gøre. Viborg-tilhængeren, Troels Rømer, sætter her lidt ord på tiden med Jakob Poulsen som leder for sit hold.

– Succes er nok ikke det rigtige ord at bruge. Jeg vil kalde det en tilfredsstillende tid på baggrund af, at det var hans første cheftrænerjob. Men som fan sigter man jo altid efter mere, og jeg har personligt ikke været begejstret. Resultatmæssigt kan man dog ikke tillade sig at være decideret skuffet. Spillemæssigt har der til gengæld været ting, jeg godt kunne have drømt om, var blevet anderledes, fortæller Troels Rømer.

– Jeg kan ikke tale på hele Viborg-fanbasens vegne, men der er en overvejende holdning til, at han ikke har været lige så god som sin forgænger. Nu har vi solgt vores seneste fire trænere inklusiv Poulsen, og det er nok kun denne gang, at det er faldet i god jord hos Viborg-fansene, fortæller Rømer.

Viborg-fan Troels Rømer.
Foto: Troels Rømer

Poulsens fortid som spiller hos lokalrivalerne fra FC Midtjylland har også gjort det svært for cheftræneren at få nogle af Viborg-fansenes opbakning, forklarer Rømer, og Poulsen står nu over for lidt den samme udfordring i Aarhus, hvor mange tilhængere stadig husker tilbage på Poulsens afsked med AGF som spiller, der ikke blev et kønt forløb.

Læs også: Jakob Poulsen om fanforhold: – Håber at overbevise dem om, at jeg er god nok og er det rigtige valg

Jakob Poulsen smiler.
Foto: Kronborgfotos

Et naturligt valg i Viborg

Jakob Poulsen blev i 00’erne og 10’erne kendt som en velspillende midtbanegeneral og nåede at optræde for Esbjerg fB, Herenveen, AGF, FCM og AS Monaco, inden den aktive karriere sluttede i Melbourne Victory i 2020. Derudover blev det til 35 landskampe.

Herefter blev han assistent i Viborg, hvilket altså blev vekslet til cheftrænerjobbet efter Jacob Friis.

– Jeg synes, han var det naturlige valg, da han blev Viborg-træner. Siden Jesper Fredberg (Sportschef i VFF 2019-2023) har vi haft en strategi for, hvordan vi skal spille, så det gav god mening at tage en, der forstod klubben, spillestilen og strategien, fortæller Troels Rømer.

– Jeg har så bemærket, at han i høj grad har forsøgt at sætte sit eget aftryk på tingene. Det skyldes måske, at han er en ny træner, der gerne vil vise sig frem, men vi må konkludere, at han ofte har prøvet alt muligt nyt af, som ikke har virket, og derfor er vi også kommet dårligt fra start efter alle hans pre-seasons i klubben, siger VFF-tilhængeren, som altså hellere havde set, at Poulsen havde fastholdt de ting, der virkede under tidligere trænere.

Jakob Poulsen på trænerbænken.
Foto: Kronborgfotos

Mandskabsbehandling i fokus

Skiftet væk fra Uwe Rösler betyder også, at en ny trænertype er landet i Aarhus. Hvor Rösler kunne være meget fandenivoldsk og medlevende på sidelinjen og overfor pressen, så fremstår Poulsen mere afdæmpet.

– Han er en modsætning til Rösler. Han fremstår enormt diplomatisk, når han er i mixed zone. Hvor Uwe jo gerne tager en diskussion om et emne, så er Poulsen mere rolig og fejer tingene lidt til side. Han virker meget nede på jorden, fortæller Viborg-tilhængeren.

– Mit indtryk er, at han er på samme måde overfor spillerne. En type, der giver den udskiftende spiller en highfive, uanset hvordan han har spillet. Han giver ikke en kold skulder. Det kommer jo nok af, at han selv for relativt kort tid siden var spiller, så han ved, hvordan det er at være på banen, og han er mere en mandskabspleje kind of guy, fortæller Troels Rømer.

Jakob Poulsen er ny AGF-træner.
Foto: AGF

– Han er dygtig til at samle truppen, og han forstår spillerne på et andet niveau, end dem der har været træner i 20 år eller som ikke selv har spillet. Han brænder for det, han laver, men han har også brug for et projekt, hvor tingene lykkes i lidt højere grad. Han har mange gode ideer, men han skal finde ud af, hvordan han får dem eksekveret, siger Viborg-fanen.

Taktiske udfordringer

På det spillemæssige plan har Poulsen i Viborg praktiseret en 4-3-3-formation. Den er han dog ikke fastlåst på at skulle bruge i AGF, fortalte han selv på pressemødet forleden.

Man kan dog godt forvente en træner, der gerne vil spille bolden ud helt nede fra målmanden, fortæller Troels Rømer.

– At spille bolden ude bagfra virker til at være en del af hans filosofi, og man kan måske godt se, at han selv har været en boldbesiddende midtbanespiller på den måde, han træner, fortæller Rømer, som dog også har set nogle taktiske udfordringer gennem det seneste halvandet år med Poulsen som cheftræner.

– Hans taktiske formåen eller mangel på samme bliver tit udstillet, synes jeg. Når vi har mødt trænere med mere erfaring – lad os tage Silkeborgs Kent Nielsen som eksempel – så er vi nogle gange blevet kørt rundt, fordi modstanderne simpelthen har udmanøvret os taktisk. Der kan hans manglende erfaring blive tydelig, fortæller Rømer, som er spændt på at følge Poulsen i AGF, hvor forventningerne og presset er noget større end i Viborg.

– Han skal levere fra øverste hylde fra start, hvis han skal have byen med sig. Kommer han dårligt fra start, som han har gjort i Viborg efter hver pre-season, så er han hurtigt dømt ude, og så bliver det svært, siger Viborg-tilhængeren.

AGF-fans på lægterne mod FC Midtjylland.
Foto: Kronborgfotos

En rolig, mandskabsplejende træner med mange idéer er altså landet på Fredensvang. Spørgsmålet er, om han kan stå for presset? Første kamp i den nye sæson spilles søndag den 20. juli på udebane mod Sønderjyske, og her vil mange nok søge svar på netop det spørgsmål.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle