Vejle Boldklub – AGF: Nørreskoven er hvii!
Sæsonens sidste grundspilskamp blev spillet på et velbesøgt Vejle Stadion med klar favoritværdighed til gæsterne fra AGF. Spørgsmålet var, om pløjemarken i trekantsområdet kunne give udfordringer i De Hviies bestræbelser på at tage sæsonsejr nummer 15?
Der var gensyn med Duelund og Bach, da AGF i dag skulle forsøge at hapse tre point i sæsonens sidste grundspilskamp.
Her var Paddy i kamp for 123. gang i træk i Superligaregi, og så var 1350 medrejsende GF-fans ellers klar til at blæse De Hviie frem til tre point mod rækkens bundprop.

Kampens forløb
Som forventet tog udeholdet teten fra start på det bumlede græstæppe i Nørreskoven.
De grønblusede GF’ere havde i løbet af de første 10 minutter opbygget et spilovertag på 72 % boldbesiddelse, men chancerne lod dog vente lidt på sig.
Efter 18 minutters spil fik Gift Links sendt et indlæg til bagerste område, hvorfra Rasmus Carstensen fik sendt bolden ind mod Dalsgaard, som var tæt på at få et godt træf på bolden – men afslutningen blev blokeret til hjørnespark.
Det følgende lille kvarter gik med en del flere indlæg, der var lige ved at ende de farlige steder, men helt farligt blev det ikke mod de ganske disciplinerede vejlensere.
…indtil det 27. minut, hvor energiske Gift Links endnu en gang udfordrede og fik sendt bolden indover. Her tog Arnstad den hurtigt ned og smaskede til kuglen med et kort aftræk. Bolden fløj dog lige præcis forbi fjerneste målstolpe.
Resten af halvlegen gik med fin intensitet, men uden de store chancer, og så gik holdene til pause uden scoringer.

2. halvleg
Anden halvleg var knap kommet i gang, inden bolden lå i rusen!
Arnstad vendte lækkert rundt på midten, drev bolden frem og fandt Bech, der sendte bolden videre til Kevin Yakob. Svensk-irakeren afsluttede fra feltkanten, men skuddet blev afværget af målmanden, der dog gav en ripost til fremstormende Rasmus Carstensen, som fik tæmmet bolden og sendte den i mål med venstrepoten. Jihaaa og 1-0 til De Hviie!

Kort efter gik der et gys gennem de medrejsende fans, for bolden lå pludselig i nettet bag Jesper Hansen. Et VB-frispark blev lagt indover og sendt i mål, men dommeren hev dog hurtigt armen i vejret for at dømme offside, og VAR-vognen gav ham heldigvis ret.
Få minutter senere var den gal igen. Et indlæg endte for fødderne af Gammelgaard, som fra tæt hold høvlede bolden lige forbi sammenføjningen. Et varsel til AGF’erne om, at der måske godt lige måtte skrues lidt op for kvaliteten med- og uden bold igen, hvis missionen om tre point skulle lykkes.
Advarslerne var dog ikke nok til at få gæsterne til at hanke op i sagerne, og det førte efter godt en times spil til Vejles udligning. Et hjørnespark blev smækket fint ind i feltet, hvor Jesper Hansen ikke kunne duellere med Velkov i luftspillet, og så sendte bulgareren bolden i mål. 1-1.
Ondt blev værre efter minutter, hvor Tobias Bach fik en friløber og afsluttede. Hansen pillede den dog, og da en VB’er fulgte op fik den aldrende keeper virkelig gjort tingene godt igen ved at hapse bolden på stregen. VAR måtte træde til for at vurdere, om bolden havde været over linjen, men redningen blev heldigvis godkendt.
I stedet blev det alligevel favoritterne fra Aarhus, som kom på tavlen! Et indlæg endte hos Bech, som lagde den af til indskiftede Janni Serra. Tyskeren hakkede flot på kassen, men afslutningen blev pareret, og igen var Carstensen hurtigt over nedfaldsbolden, som han flot høvlede i mål. 1-2!

Inden slutfløjt nåede Vejle frem til en god hovedstødschance ved Flø, som headede lige på Jesper Hansen, og så tog AGF den første sejr i Nørreskoven siden 2019!
Hvad vi lærte
Er Kong Paddys tid ovre? Den skønne anfører har givet så meget til AGF, men han bliver mere og mere usynlig for hvert minut, han spiller, og spørgsmålet er, om Janni Serra ikke snart skal have en chance fra start?
Spilkvaliteten skal højnes i Mesterskabsspillet. Hvis AGF skal gøre alvor af gulddrømmene, så kræver det, at kvaliteten løftes et hak eller to. Resultaterne kommer for tiden, men mod top seks-mandskaberne bliver det næppe ved med at gå, hvis ikke et mere konstant kvalitetsniveau findes frem.
Det bedste grundspil “nogensinde!” Det nuværende format med 12 hold og opdeling i grundspil og mesterskabsspil i Superligaen blev indført i sæsonen 20/21, og siden dengang har ingen hold formået at skrabe lige så mange point til sig, som AGF har gjort i grundspillet. 50 point er simpelthen rekord i det nuværende format.
Kampfakta:
Spillested: Vejle Stadion, Roms hule 6, 7100 Vejle.
Tilskuertal: 6.804
Resultat: 1-2
46: Rasmus Carstensen (AGF)
61: Stefan Velkov (VB)
74: Rasmus Carstensen (AGF)
Gult kort: Thomas Gundelund (VB), Rasmus Carstensen (AGF).
Opstillinger:
AGF (3-5-2): Hansen – Kahl (87: Mølgaard), Dalsgaard, Beijmo – Links (67: Emmery), Yakob (87: Tchamche), Knudsen, Carstensen (75: Tingager) – Arnstad, Mortensen (67: Serra), Bech.
VB (3-5-2): Vekic – Velkov, Gundelund, Lund– Bach, Enggaard, Hjulsager, Duelund, Flø – Gammelgaard, Camara (57: Edjeodji).
-


GF I Generationer – Siden 1880 T-shirt – Blå
199.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden -


KSDH 1880 Aros T-Shirt – Blå – Børn
199.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden -

KSDH Aarhus 1880 Hoodie – Hvid
349.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden -


KSDH Aarhus Flexfit Cap – Hvid
199.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden
Flere AGF Nyheder
-
Gift Links runder 200 kampe for AGF: – Klubben har hele tiden bevæget sig i den rigtige retning -
Jakob Poulsen før Sønderjyske: – Vi skal være enormt skarpe -
Gift Links før Sønderjyske: – Vi skal give alt -
Fuld trup på banen til torsdagens træning på Fredensvang -
Sønderjyske – AGF optakt: Der skal spises op i mesterskabsspillet, og vi starter med kage -
AGF U19 imponerer offensivt i både pokal og liga og ser nu frem til revanche i Esbjerg -
Det dufter lidt af guld: Men hvad siger statistikker og Cann-tabellen om chancen? -
FC Midtjylland – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller -
Konkurrér med vennerne og vind præmier i KSDH.dks mesterskabsslutspils-forudsigelsesspil -
Lyden AGF: Hård hedetur skal følges op af en syngende tackling i Sønderjylland