
Vejle BK – AGF optakt: Bundproppen mod medaljedrømmerne
Efter to uafgjorte kampe skal De Hviie forsøge at komme tilbage på sejrssporet mod et presset Vejle-mandskab, der desperat kæmper for overlevelse i Superligaen.
Kampfakta: Vejle – AGF
Spilletidspunkt: Søndag den 16. marts kl. 17.00.
Spillested: Vejle Stadion, Roms Hule 6, 7100 Vejle.
Dommer: Simon Duerlund Rasmussen (Linjedommere: Henrik Sønderby & Daniel R. Krogstrup).
VAR-dommer: Jakob Alexander Sundberg (AVAR: Amir Šabic).
Følg kampen her: TV3 Sport og Viaplay.
Hashtags: #vbagf #sldk #ultratwitteragf #ksdh
Den sidste kamp i grundspillet. Sidstepladsen mod tredjepladsen. To traditionsklubber. Der er lagt op til en brag af en kamp, når De Hviie gæster Vejle på søndag. Efter to skuffende uafgjorte kampe jagter aarhusianerne en tiltrængt sejr. Værterne for søndagens opgør befinder sig i dyb krise og er desperat sultne efter point i bundstriden. Kan aarhusianerne udnytte Vejles svagheder og tage tre vigtige point med hjem, eller får Vejle deres længe ventede optur?

Indbyrdes kampe
AGF har haft et solidt tag på Vejle i de seneste opgør, og senest de to hold mødtes, havde aarhusianerne en regulær fodboldfest med en knusende 5-1-sejr på Ceres Park. Fem forskellige AGF’ere kom på tavlen – nemlig Beijmo, Madsen, Links, Anderson og Mortensen, hvilket understregede de hvide og blås offensive bredde og styrke.
Historisk set har AGF domineret de indbyrdes møder, og Vejles seneste sejr over aarhusianerne skal findes tilbage i 2022 – en sæson, der endte med nedrykning for traditionsklubben fra Nørreskoven.
Statistikkerne taler altså for en aarhusiansk triumf, men i Superligaen er intet givet på forhånd. Sidste gang De Hviie besøgte Nørreskoven i Vejle blev det nemlig til en pointdeling mellem de to jyske hold. En nulmålsaffære på Vejles eget græs.
Når man nævner Vejle, vil de fleste AGF’ere også tænke på “Skraldespandskampen” i 2019 – noget af et galehus, der udspillede sig, som du kan mindes lige her:
Status på Vejle
Vejle befinder sig i alvorlig nedrykningsfare og indtager aktuelt sidstepladsen i Superligaen med blot ti point. Sæsonen har været en lang kamp mod overmagten, og det er kun blevet til tre sejre og fire uafgjorte i indeværende sæson.
Holdet har haft store problemer med at finde vejen til netmaskerne, mens defensiven har været alt for skrøbelig. På hjemmebane har Vejle heller ikke formået at skræmme modstanderne.
Hjemmebanen har ikke været noget fort for Vejle denne sæson. Holdet har haft svært ved at dominere på eget græs, hvilket man kan krydse fingre for, at De Hviie kan udnytte til at diktere kampens tempo.
For Vejle er kampen næsten altafgørende i kampen for at snige sig væk fra en nedrykning. Hvis holdet ikke begynder at samle point, ser deres situation mere og mere dyster ud.

Status på AGF
AGF har leveret en solid sæson indtil videre og indtager en tredjeplads med 36 point. Holdet står ubesejret indtil videre i 2025, men der er dog stadig seks point op til toppen, så hvis De Hviie vil holde sig inde i kampen om medaljer, er en sejr over Vejle nærmest et must.
Senest spillede AGF 1-1 mod Viborg FF trods et overtal i de sidste 10 minutter af kampen. Et uheldigt selvmål af Frederik Tingager satte en stopper for sejrsdrømmene til stor ærgrelse for Byens Hold. Til gengæld var det nok til at sikre en plads i Mesterskabsslutspillet – til gengæld missede man en gylden mulighed for at hente ind på FCK på rækkens andenplads.
Også mod Randers FC blev det til en pointdeling i en kamp, hvor AGF ikke formåede at finde den offensive gnist. Der er derfor i den grad brug for en overbevisende præstation mod Vejle for at genetablere momentum, hvis troen på metal om halsen skal leve videre.
Kan AGF genfinde sin målfarlighed, venter der en svær opgave for Vejle, da aarhusianerne ofte viser sig som en brandfarlig trussel i feltet.
Rösler er i bestræbelserne på at kunne overraske modstanderne begyndt at ryste posen i tiltagende grad, og man har både set ham praktisere en tre-backkæde og firebackkæde undervejs i kampene, mens offensiven også kan tage sig forskelligt ud med Badji og Bech samt Arnstad og Anderson i tæt kamp om positionerne. Dette skal på et tidspunkt forhåbentligt blive en gevinst for AGF – at kunne spille på modstandernes svagheder ved at rokere rundt undervejs i opgørene bør give pote i løbet af sæsonen – såfremt man er god nok til at praktisere alle udgaver af taktikken, selvfølgelig.
Til torsdagens åbne træning var brandvarme Anderson fraværende. Han stod også over træningen onsdag, da han har overstrukket sin lyske i kampen mod Viborg forleden. Rösler håber dog at få islændingen klar til søndag. Derudover kunne man observere Badji blive brugt en del i angrebet som partner til Mortensen, så måske får vi den konstellation at se igen mod VB.

Dem skal vi holde øje med
AGF: Mikael Anderson har endnu en gang imponeret og spillet sig på rundens hold i Superligaen efter et mål i seneste kamp mod Viborg FF. Med sin offensive kreativitet kan han blive en nøglespiller for AGF i opgøret mod Vejle.

Samtidig har Patrick Mortensen været i forrygende målform indtil videre i sæsonen og er en konstant trussel i feltet. Anføreren har indtil videre scoret intet mindre end seks mål i de første fire kampe efter vinterpausen, og nærmer sig sit mål nr. 100 i Superligaen i den hvid-blå trøje. Mortensen har vist stor effektivitet foran mål denne sæson, og han vil uden tvivl være en af de største udfordringer for Vejles forsvar.
Frederik Tingager er også altid værd at holde øje med. Selvom han var uheldig med et selvmål mod Viborg, er den knap to meter høje forsvarsspiller normalt en klippe i forsvaret og en vigtig spiller på dødbolde. Der venter også en nøgleduel mod hjemmeholdets spydspids.
Vejle: German Onugha har været et af de få lyspunkter for Vejle denne sæson. Angriberen har vist sig som en målfarlig herre, og hvis Vejle skal have en chance, bliver det sandsynligvis med Onugha i hovedrollen. Den målfarlige angriber har scoret fem mål de sidste fire kampe, og derfor skal AGF holde fokus for at få sat en kæp i hjulet på den store målmager.
Karantæner og skader
Karantæner:
AGF: Ingen (Karantænefare: Mads Emil Madsen og Kristian Arnstad).
Vejle: Ingen (Karantænefare: Kristian Kirkegaard, Musa Juwara og Hamza Barry).
Skader:
AGF: Jakob Andersen, Kevin Yakob og Michael Akoto.
Vejle: Ingen.
Bud på startopstilling
AGF (3-5-2): Hansen – Mølgaard, Tingager, Dalsgaard – Links, Madsen, Poulsen, Anderson, Beijmo – Badji, Mortensen.
Vejle (4-3-3): Vekic – Flø, Velkov, van Bruggen, Colina – Lauritsen, Hetemi, Gundelund – Gammelgaard, Onughka, Kirkegaard.
Flere AGF Nyheder
-
Rösler om Wahlstedt: – Han er på vej til at blive skarpere
-
Sölvi Stefánsson: En forsvarsvulkan er klar til at gå i udbrud
-
Talentchefen tager temperaturen på AGF’s akademi: – Vi er kommet godt fra land
-
Yakob efter comeback: – Jeg bliver lidt rørt
-
AGF – AaB: Kevin Yakob returnerede i tæt testkamp mod nordjyderne
-
Blog: Hvad er AGF’s idealopstilling?
-
Kampprogram slutspil 2025: Se AGF’s kampe i Mesterskabsspillet
-
Reportage: Chokerende nedtur i Nørreskoven
-
Vejle BK – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller
-
Flere hviie talenter på ungdomslandsholdene