Uwe: Sygdom ændrede oplægget
AGF gik planmæssigt videre i Oddset Pokalen her til aften med en 4-0 sejr over Ishøj IF. Men det taktiske oplæg måtte ændres i sidste øjeblik, fortalte Uwe Rösler efter kampen.
Beijmo, Sauer, Anderson og Sauer igen – så var den sæk snøret, og AGF er videre til kvartfinalen i pokalturneringen.
Det tog dog lidt tid at få hul på bylden, og spillerne måtte gå til pause med 0-0 på måltavlen, selvom Superligaholdet havde presset på for en scoring mod Ishøjs 3. divisionsmandskab.
– Vi har ikke skabt så mange chancer i en halvleg i min tid i AGF, som vi havde i første halvleg, men vi var ineffektive. Det ændrede sig i 2. halvleg. Vi er videre, og det er det vigtigste, siger Uwe Rösler, som allerede begynder at se frem mod Brøndby-kampen på mandag, hvor vigtige Superligapoint står på spil. Den kamp spilles klokken 19 på Brøndby Stadion.
Sygdom plager holdet
Skader har længe været et tema i AGF, men til dagens kamp måtte Rösler og staben også se bort fra både Brandhof og Serra på grund af sygdom.
Det gjorde, at Mikael Anderson ikke blev sparet som planlagt, mens Mortensen også fik mere spilletid end beregnet.
– Anderson skulle ikke have startet. Både Serra og Brandhof blev syge. De skulle ellers have startet. Og i 2. halvleg ville jeg gerne have andre folk på banen – Akoto og Andersen, siger cheftræneren, der dog havde planlagt indskiftningen af Nicolai Poulsen i 2. halvleg.
– Vi vil gerne holde folk lidt i gang, så det var årsagen til, at Poulsen skulle på banen. Han skulle ind og kontrollere spillet. Beck gjorde det også godt, men jeg ville sikre, at vi havde en erfaren spiller til at styre det mod slutningen, fortæller tyskeren.
Det var nu de unge gutter, der stjal showet mod slutningen. Andersen og Sauer leverede begge nogle flotte indhop, hvilket også bliver bemærket af Rösler.
– Andersen kommer igen ind med en rigtig god præstation, og han øger sine chancer for spilletid hver gang, siger cheftræneren.
Brøndby venter – men hvem er klar?
Mats Knoester og Mads Emil Madsen har været tvivlsomme i en rum tid efterhånden, men med den nuværende sygdomssituation, så er meget oppe i luften, når Uwe Rösler skal lægge kabalen frem mod mandagens Superligakamp.
– Der er meget sygdom i omløb for tiden, og vi er samtidig ramt af skader, så lige nu, ved jeg ikke, hvem der er disponible. Jeg håber, alle er klar. At Janni og Brandhof er tilbage, men på denne tid af året, kan alt ske, siger Rösler.
Han kunne i øvrigt ses i en noget uvant – og lang – fase, da han skulle løbe ud til fansene inden dagens pokalopgør. Her var stemningstribunen nemlig flyttet over på langsiden, hvilket gav den 54-årige træner lidt aftenmotion inden startfløjt.
Laaaang tur over til fansene for Uwe i dag! 😂#ksdh #ultratwitteragf #ishagf pic.twitter.com/VYSQW4wBUe
— Jonas Roulund (@Roulund92) November 2, 2023
– Vores fans fortjente, at jeg løb derover, og så var det jo også godt for min form med en lille løbetur, siger Rösler.
Sejren over Ishøj IF kvalificerer AGF til kvartfinalerne i Oddset Pokalen. Første kamp skal spilles mellem den 5.-7. december, og der er lodtrækning senere i aften.
Flere AGF Nyheder
-
Rösler efter HSV: – Vi fik nogle gode præstationer
-
Udvidet stemningsafsnit til AGF – BIF
-
Power efter HSV: – Vi fik det ud af kampen, vi ville
-
HSV – AGF: Paddy viste skarpheden på ny
-
Blog: Slagkraftig affære i remis mod Viborg
-
AGF ærgrer sig: Stadionforsinkelse kan ikke indhentes
-
Mølgaard tilbage på græs
-
Reportage: Med nerverne uden på tøjet i Viborg
-
Viborg FF – AGF: Spillerstatistikker og kampens spiller
-
Lyden AGF: Tid til ny angriber?