Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Uwe om Duelund: – Vi har intet personligt i klemme


| Jonas Roulund |

Uwe Rösler gav i dag en grundig forklaring, da talen faldt på Mikkel Duelund, som kæmper en hård kamp for igen at få spilletid i AGF-trøjen.

Fodboldkarrieren har været en lang og hård rejse for Mikkel Duelund, som opnåede store ting med FC Midtjylland, hvor han vandt to mesterskaber, inden turen gik til Dynamo Kiev og Nijmegen, hvor skader så småt begyndte at fylde.

I AGF har skaderne også holdt den nu 27-årige offensivspiller tilbage, men netop derfor fik han en operation i anklen i efteråret 2023, som har gjort ham fri for smerter. Selvom aarhusianeren nu føler sig kampklar – og i øvrigt har været det længe – så er det minimalt, hvad det er blevet til med spilletid i indeværende sæson.

20 kampminutter i alt i ligaen samt 163 minutter i pokalturneringen er, hvad Duen står noteret for i denne sæson, og flere gange har han været helt udeladt at kamptrupperne i 2025.

Det har vakt undren blandt fans og eksperter, som har gisnet om, hvad årsagen er til de manglende chancer fra Röslers side.

I dag lagde cheftræneren så kortene på bordet.

Uwe Rösler peger ind på banen i en kamp mod FCN.
Foto: Kronborgfotos

Det handler om output

Mikkel Duelund har i sin AGF-tid fået spilletid i 36 kampe med fire mål og tre assists til følge, men generelt har det nu været småt med kampminutter siden de gode dage i Ikast.

Siden skiftet fra FC Midtjylland i guldsæsonen 2017/2018  – altså på knap syv år – har han i alt blot fået spilletid i 105 kampe spredt ud på Dynamo Kiev, Nijmegen og AGF. 11 mål og ni assists er det blevet til i den periode. For at sætte det i perspektiv nåede han 120 kampe, 26 mål og 15 assists for FC Midtjylland i perioden 2015-2018.

En af årsagerne til den manglende spilletid i AGF er tidligere blevet begrundet med, at han ikke passer godt ind i Uwe Röslers 3-5-2-formation, og det uddybede tyskeren da også til dagens rundbordssnak med KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse.

– Mens Duelund var ude, fandt vi en måde at spille på, hvor der var andre spillere, som gjorde sig til, og som er- og har været foran ham, fortæller cheftræneren.

– Vi spiller med to 8’ere, hvilket er hårdere end at spille 10’er, fordi du skal dække et stort område og agere boks-til-boks-spiller. Som partner til Paddy skal man også løbe meget, og der skal vi også gerne have en med noget mere fart, fortæller Rösler.

Mikkel Duelund med bolden for fødderne på MCH Arena.
Foto: Kronborgfotos

Han tyede dog til den “gamle” opstilling forleden, da AGF spillede i Parken, men her var Duelund ikke en gang med i kamptruppen, selvom han jo på papiret burde passe godt til en af positionerne bag angriberen i 3-4-2-1-formationen.

– Jeg overvejede ham til seneste kamp, for det er en mere passende position til ham, når han kan ligge bag angriberen. Men det handler om output. Når jeg ser, at Duelund har et bedre output både defensivt og offensivt end konkurrenterne, så spiller han i stedet for Mads Emil, Mikael Anderson eller Kristian Arnstad, forklarer Rösler, der kort opridser konkurrencen i truppen.

– Vores spil er baseret en hel del omkring Paddy. Han har scoret 50 mål for os siden min ankomst til klubben. Bech har lavet 16 mål. Anderson og Mads Emil har også gode tal. Kristian Arnstad er en rigtig god spiller med et stort potentiale, og han kommer til at udvikle sig godt her i klubben, siger cheftræneren om de øvrige konkurrenter.

Foto: Kronborgfotos

Føler med spillerne

Når folk som Oskar Haugstrup, Frederik Emmery, Frederik Brandhof og Max Power kan få trupudtagelser, så har det overrasket mange fans, at der ikke altid har været plads til Mikkel Duelund i kamptrupperne i indeværende sæson.

Det har sat gang i rygterne, og nogle mener, at der må ligge noget personligt bag, at Duelund ikke spiller. Dette forholdt Rösler sig også til ved dagens snak.

– Jeg er helt ærlig omkring det her. Der er intet personligt i klemme mellem os, og jeg har intet problem med Duelund. Når jeg føler, at han har et bedre output defensivt og offensivt end de nævnte spillere, så vil han spille. Men i øjeblikket er de andre foran ham, fortæller Rösler, som samtidig roser sin midtbanespiller for arbejdsomheden.

– Duen er fit, han er en fantastisk professionel, og han arbejder ekstremt hårdt. Jeg har den største respekt for ham. Men de andre arbejder også hårdt, de har spillet mange kampe i systemet, og de har output på tingene, fortæller Rösler.

Mads Emil Madsen og Mikkel Duelund på Fredensvang.
Foto Kronborgfotos

Han understreger endvidere, at han selv kan spejle sig i Duelund og situationen, da han som aktiv spiller også har oplevet at være i klubber, hvor trænerne ikke så hans vej.

– Jeg føler med Duelund, for jeg har været i samme position som ham, da jeg var aktiv spiller i Southampton. Jeg ved, hvordan han har det, og jeg føler også med mine spillere. Deres velbefindende betyder meget for mig, og lige nu tager jeg det vigtigste væk fra Duelund i form af spilletid. Men jeg er også nødt til at følge mine kerneværdier, og det jeg tror på, fortæller Uwe Rösler.

Uwe Rösler i sort jakke på Ceres Park.
Foto: Kronborgfotos

Til søndagens kamp mod FC København er der dog gode muligheder for at se Duelund som minimum på bænken. Mikael Anderson har nemlig karantæne.

– Når man ser på listen over de spillere, som ikke kan spille i weekenden, så er det meget sandsynligt, at Mikkel er en del af kamptruppen mod FCK, siger Rösler.

Kampen mod FC København fløjtes i gang klokken 16 på søndag. Her har Duelund altså mulighed for at tilføje lidt tiltrængte spilminutter til CV’et.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle