– Vi så godt ud i starten. Det var meget lige de første fem-ti minutter, så begyndte vi at tage over, og især Mikael Anderson var skarp og vi spillede rigtig godt indtil uheldet skete for Bailey. Og det var lidt af en dræber for os, siger han.
Peacock-Farrell i modvind
Efter en række fine præstationer har Bailey Peacock-Farrell på det seneste været lidt i modvind, da han både mod FC Midtjylland og i gårsdagens kamp kom i fokus for fejl i bagspillet.
– Jeg har ondt af Bailey, fordi han lavede to gode redninger inden, men nu er det, det her som er i fokus. Det var meget uheldigt, at han gled, og så prøvede han at reparere det, og så fik han det røde kort. Det er lidt mangel på erfaring. Hans instinkt fortalte ham, at han skulle prøve at rette op på sin fejl, men det gjorde værre, men fejl sker og jeg har fuld tillid til Bailey, siger Rösler, som ikke vil ændre spillestilen, selvom det giver fansene anledning til nervøsitet gang på gang.
– Vi har lige solgt spillere på baggrund af den måde, vi spiller. Tror du, de ville have købt de forsvarere, hvis vi spillede ’spark så langt du kan’? Selvfølgelig ikke, siger Rösler.
Resultatet af gårsdagens opgør resulterer i en femteplads til AGF, mens Brøndby er nummer to efter otte spillerunder.