Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Uwe: En af de vigtigste sejre i min AGF-tid


| Jonas Roulund |

Uwe Rösler var en glad mand efter sejren over Viborg FF, der bringer AGF otte point foran ligaens syvendeplads.

Fem ubesejrede kampe i træk gør de fleste cheftrænere i godt humør, og Uwe Rösler er ingen undtagelse.

Gårsdagens 2-0 sejr over Viborg FF var endda en af de helt store for tyskeren.

– Det var en af de vigtigste sejre i min tid i AGF. Jeg er virkelig glad for spillernes respons efter pausen. Jeg fortalte dem, at de skulle gå ud og spille, som AGF skal spille, og det gjorde de, siger Rösler, som dog ikke var helt tilfreds med 1. halvleg.

– De første 25 minutter var ikke så gode, men det blev bedre frem mod pausen. I anden halvleg spillede vi aggressivt og offensivt, hvilket er præcis, som AGF skal spille, fortæller cheftræneren.

Uwe Rösler klapper af de fremmødte fans, efter AGF's 1-0 sejr på Ceres Park mod Lyngby, 27. august 2023
Foto: Matti Kronborg

Intet dramatik ved målmandsskifte

Gårsdagens startellever overraskede en smule, da Bailey Peacock-Farrell blev erstattet af Jesper Hansen i målet. Rösler kan dog berette, at der intet dramatisk er omkring målmandssituationen.

– Han er skadet. Vi prøvede at få ham klar, men han kom ikke gennem de sidste tests, og derfor gik vi med Jesper. Jeg tvivler også på, at han bliver klar til landskampene, fortæller han.

– Vi har to virkelig gode målmænd. Der er intet drama. Det er selvfølgelig ikke optimalt at miste endnu en spiller, når vi også ser på Mikael Anderson med hjernerystelsen. Han er en topspiller for os, og det er svære tider, fordi vi ikke får kontinuitet, forklarer Rösler, som dog er glad for at se sit mandskab levere, trods mange skader og sygdom.

– Jeg roste spillerne, for det var en fantastisk holdpræstation at slå et hold som Viborg med de skadesproblemer, som vi har, siger Uwe Rösler.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle