Foto: Kronborgfotos

Uwe efter FCM: Så en masse positive ting



Efter kampen mod FCM, der blev tabt i overtiden på trods af, at AGF var to mand mere end udeholdet, mødte Uwe Rösler pressen i mixed zone. Her blev der reflekteret over en kamp, de fleste kommer til at huske i lang tid – selvom man nok helst vil glemme den.

Et 2-3 nederlag i årets første hjemmekamp til titelaspiranterne fra FC Midtjylland. Skuffende? Ja, særligt når man spillede to mand i overtal det sidste kvarter af gårsdagens kamp.

I mixed zone faldt snakken da også hurtigt på, hvad Uwe Rösler havde fortalt sin spillertrup efter de skuffende slutminutter på Ceres Park.

— Jeg sagde til spillerne, at vi skal have styr på balancen. Når man ikke kan vinde kampen, skal man sikre sig ikke at tabe kampen. Vi prøvede alt, men det var unødvendigt at lukke det sidste mål ind. Teknisk og strukturelt var det dårligt, sagde Uwe Rösler.

FCM's Paulinho udvises på Ceres Park, 25. februar 2024.

Især den periode af kampen hvor AGF pludselig var to mand i overtal, irriterede cheftræneren.

— Vi spillede godt 11 mod 10, men ikke særligt godt, da de kun var 9. Jeg ved ikke hvorfor. I restforsvaret havde vi to stoppere plus Poulsen foran dem mod deres ene angriber, sagde Rösler.

De manglende mål i åbent spil

De seneste seks kampe har AGF kun formået at score et enkelt mål i åbent spil. Dette er Uwe Rösler naturligvis ikke tilfreds med, men forsikrer om, at holdet gør hvad de kan, for at forbedre sig.

— Folk spørger mig hvorfor vi ikke får scoret, og hvad vi gør ved det. Vi træner, træner, træner. Vi sætter spillerne i positionerne, og jo flere gange man øver det, jo oftere kommer man til at score. Vores effektivitet var ikke særligt god i dag, men hvordan vi spillede var positivt, siger den tyske cheftræner.

Uwe Rösler hylder AGF's fans.
Foto: Kronborgfotos

Især den første halve time var AGF flyvende, men desværre fik man ikke udbytte af det gode spil og de fine chancer, man fik tilspillet sig.

— Vi scorede ikke målene, da vi var ovenpå. Vi lukkede Midtjylland ind i kampen. Vi spillede rigtigt godt. Jeg så en masse positive ting. Man skal ikke kun fokusere på slutresultatet. Vi burde have lukket kampen i de første 30 minutter. Det skulle have været ovre på det tidspunkt, men det var det ikke, forklarer cheftræneren.

Positive ting at tage med hjem

Der var et par særdeles verbale fans i stemningsafsnittet, der efter kampen gav udtryk for, at de var ganske misfornøjede. Og så er det sagt meget pænt. Rösler tror dog på, at de fleste fans i perioder så et velspillende AGF-hold.

— Jeg tror, at fansene i lange perioder så et hold, der gerne ville spille fodbold imod en titeludfordrer. De rigtige fans så også en masse positive ting. Vi har ikke spillet den slags fodbold i lang tid. Jeg bygger på forbedringer og positivitet, og det er, hvad jeg tager hjem med. Der er områder, hvor vi skal forbedre os, men jeg har fået en masse positive ting ud af kampen. Jeg er mere positiv i dag, end jeg var i Vejle. Vi fulgte vores gameplan godt i dag, siger Rösler.

Uwe og resten af holdet må skynde sig tilbage på træningsbanen, for på søndag kommer OB på besøg i Ceres Park. Der kan naturligvis købes billetter på AGF’s hjemmeside.

© KSDH.dk. Alle rettigheder forbeholdes.