Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

Trupstatus før SIF: Mølgaard og Andersen er fortsat ude


| Jonas Roulund |

Tobias Mølgaard har endnu sine første kampminutter til gode for AGF i denne sæson, og det bliver ej heller i næste spillerunde, at den 29-årige stopper får spilletid. Jakob Poulsen gav efter dagens træning på Fredensvang en status på sin trup forud for søndagens Superligaopgør mod Silkeborg IF.

I de seneste par sæsoner var ugens trupnyheder ofte spækket med forskelligartede skadesproblematikker og fysiske udfordringer for spillerne, men sådan har det ikke været efter sommer.

Faktisk er det kun langtidsskadede Jacob Andersen samt Tobias Mølgaard, som er ukampdygtige forud for søndagens kamp mod Silkeborg IF. Det fortalte cheftræner Jakob Poulsen til KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse efter dagens træning på Fredensvang.

– Det er kun Mølgaard og Andersen, som ikke er på banen i øjeblikket, ellers er alle derude. Mølgaard fik et tilbageslag i testkampen mod Brabrand, og det er det, vi kæmper med. Tidshorisonten kan jeg ikke rigtigt komme ind på, fortæller Jakob Poulsen.

Det er tidligere meddelt, at Mølgaards skade ikke har noget med skaden fra sidste år at gøre, men andet er ikke meldt ud. Han kunne i dag ses på spinningcyklen i fitnesslokalet, mens holdkammeraterne trænede på Bane 1.

Foto: Kronborgfotos

Cheftræneren sparede Nicolai Poulsen i seneste spillerunde mod FC Nordsjælland, men der er god sandsynlighed for at se midtbaneterrieren tilbage i startelleveren allerede på søndag.

– Grunden til, at Poulsen sad over i seneste kamp er, at vi ikke ville tage nogle chancer med ham i forhold til akillessenen, for han er en vigtig spiller for os, som har gjort det rigtig godt. Det er vigtigt, at vi holder ham fit, siger Jakob Poulsen.

Nicolai Poulsen på vej på banen mod FCM.
Foto: Frederic Kissow

Rasmus Carstensen var ingen steder at se til dagens træning, men han døjede blot med lidt rygproblemer, og det var ikke noget, som bekymrede Poulsen, som regner med at have wingbacken disponibel igen i morgen.

En mand, der til gengæld viste sig fint frem var den nye mand i truppen, malisiske Mouhammade Camara, som i første omgang er blevet en del af U19-truppen. Han trænede med Superligaholdet i dag, men der går nu lige lidt, inden vi ser ham i en kamptrup, fortæller Jakob Poulsen.

– Camara er ikke i spil til kamptruppen endnu. Han skal vise, at han er bedre end de andre, og hvis han er det, så skal han nok komme med, men indtil videre er han stadigvæk U19-spiller, siger cheftræneren.

Mouhammade Camara præsenteres i AGF.
Foto: AGF.dk

Han generelt er godt tilfreds med udvalget af aktører frem mod næste spillerunde.

– Vi har en stærk og kompetitiv trup. Vi har mange spillere, som kæmper om pladserne og spilletiden. Vi skal nok ikke have 10 skader, men det er der nok heller ikke så mange trupper, der kan arbejde med, siger Jakob Poulsen.

Kampen mod Silkeborg IF fløjtes i gang klokken 16 på Ceres Park Vejlby søndag eftermiddag.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle