Tossehjørnet runder 30 år: Det handler om meget mere end fodbold
Fra Route 66 til klublokale i Jægergårdsgade og ud til Skovsøen. Faste ritualer og plads til alle. Søndag markerer Tossehjørnet deres 30 års jubilæum, og det skal fejres med manér.
En helt særlig fanfraktion fylder 30 år – cirka – der er nemlig lidt usikkerhed omkring det officielle etableringstidspunkt.
Tossehjørnet blev skabt af en gruppe venner i start-90’erne og har siden samlet folk fra alle ender af samfundet og fanmiljøet i et mangfoldigt, uforpligtende fællesskab – med AGF som omdrejningspunkt.
Det fortæller Freddy Kirszner, som har været med fra den spæde start.
– Vi er lidt usikre på, hvornår vi skal tælle fra, for vi startede sådan set med at kalde os Mælkedrengene. Fordi vi var- og er farveblinde. Vi ville gerne signalere, at vi ikke var en del af alt det her med White Pride. Hos Tossehjørnet har der altid været plads til alle, fortæller 52-årige Kirszner, som kan se frem til en stor dag søndag.
Her begynder dagen med en frokost på Raadhus Kafeen, hvorefter vejen går forbi Boulevard Cafeen og Søen, inden Ceres Park venter.
Tosseritualerne
Gruppen mødtes i begyndelsen på kampdage ved den gamle pladeforretning ved Bruuns Bro – Route 66 – som var ejet af Martin Lindholm, der desværre er i det hinsides i dag, og han skaffede sidenhen et klublokale i Jægergårdsgade, hvor folk af alle støbninger kunne mødes og hygge sig før kamp.
– Der mødtes vi og havde julefrokoster og diverse, og så blev det en tradition, at vi fortsatte ud til søen to timer før kampstart, hvor vi lige fik de sidste øl og fodboldsnakke. Den tradition har så holdt ved lige siden, siger Freddy Kirszner.
Han beretter desuden, at Tossehjørnet er et ganske uforpligtende fællesskab, hvor høj som lav kan bidrage og engagere sig så meget og lidt, som man lyster. Her er fællesskabet og hyggen i centrum. Alligevel har man formået at opbygge en anerkendt fanfraktion med faste traditioner og banner på stadion.
– Da det nuværende stadion blev bygget, så blev det en samlet fraktion, hvor Andemanden, Marc, som desværre er død i dag, havde lavet et sirligt banner, hvor der stod Tossehjørnet på. Så blev det jo lidt mere officielt, forklarer Kirszner.
– Marc blev kaldt Andemanden, fordi han stod i spidsen for sin egen underfraktion – Duckstabbers – som dog primært bestod af ham selv. Han kastede altid med fjer, når AGF scorede, og så truttede han sit andekald og råbte “4-0” – også selvom vi sjældent vandt 4-0, siger Tossehjørnets længst siddende medlem.
En anden underfraktion er GF Uldtras, som mange også vil genkende fra banneret på Ceres Park.
– I Tossehjørnets ånd, så er GF Uldtras kommet til. Det er faktisk gamle Galehus-folk, som skabte det. Så sidder de en flok i uldtrøjer med AGF-farver og snakker og råber sammen med os andre.
Tossehjørnet består i dag af godt og vel 50 personer, og traditionerne er fortsat i en fast – men alligevel blød – ramme: Boulevard Caféen -> Søen -> Stadion.
Søndag markeres de 30 år dog på særlig vis.
– Vi mødes til en god frokost på Raadhuus Kafeen, og så bevæger vi os videre på Boulevard Cafeen. Vi tager fakler med ud til Søen, for det bliver jo nok ret mørkt, og så har vi inviteret Marcs familie med på tribunen som en gestus til ham, der startede det hele, fortæller Kirszner.
Og der kan blive ganske velbesøgt ved Søen søndag aften. Venner, familie og kolleger kigger nemlig forbi, og alle fans er selvfølgelig velkomne til at dreje ned omkring mødestedet for at hilse på “Tosserne”.
– I gamle dage bestod det af skæve eksistenser, hvor Martin Lindholm var god til at tage folk under armen og få dem med. Vi har blandt andet haft Rasmus Tantholdt med i en periode. Vi har direktører og ledere, og vi har folk på overførselsindkomst. Når vi står der, så er vi alle ens, vi hygger os, og der er ingen, der kigger skævt til hinanden. Vi passer på hinanden, og i de seneste år er der kommet flere yngre kræfter til – og flere kvinder, så jeg håber, at den alsidighed giver en styrke, så vi også kan mødes om 30 år og fejrer endnu et jubilæum, siger Freddy Kirszner.
Årets Fan er også fan af Tossehjørnet
En af de mange, der bakker op om Tossehjørnet og de sjove ritualer, er Keld Brøndal.
Han blev i foråret kåret til Årets Fan for sin trofaste opbakning gennem mange år.
Keld er bosat i Nykøbing Sjælland og bruger gerne 12 timer på en kampdag for at møde sine åndsfrænder og opleve AGF på stadion.
For seks år siden blev han en del af Tossehjørnet, og det er et fællesskab, som han nyder at være en del af.
– Jeg havde søgt et godt fan-fællesskab, og via Twitter kom jeg i kontakt med Freddy, som anbefalede mig at kigge ned til søen. Siden har vi knyttet nogle stærke bånd, og jeg nyder at køre over og mærke fællesskabet hver gang, fortæller Keld Brøndal, som også vil være at finde på stadion i morgen.
– Jeg har igennem mange år kommet på Aarhus Stadion, da jeg boede i Aarhus – der er det nemt at indløse billet på dagen. Da jeg så flyttede væk, så savnede jeg sammenholdet – nu kender vi hinanden, vi har de samme interesser, vi har sjove diskussioner, og det er en fornøjelse at klæde sig på og møde ind på “Bulle”. Det er nærmest et ritual – jeg står op, tager afsted, Bulle, Søen, Kampstart. Det er det hele værd, siger den 65-årige AGF-fan.
Han ser frem til søndages jubilæum, hvor et særligt banner vil være at finde på tribunen.
– AGF Fanclub Aarhus har været fantastisk støttende, og de har doneret et særligt banner, vi sætter op, så det bliver rigtig godt. Det her går ud over fodbolden – man udbygger venskaber og kammeratskaber. I Tossehjørnet er der plads til alle, siger Årets Fan, som sammen med Freddy Kirszner og en lang række andre tossede fans vil være at finde ved Søen to timer før kampstart i morgen – og alle er velkomne til at kigge ned til en dåseøl og en snak om løst og fast.
– Vi håber naturligvis at eksistere minimum 30 år mere. I dag er der heldigvis også kommet flere yngre mennesker til, som vi håber vil tage teten videre, når vi andre genforenes med Martin og Marc, slutter Freddy Kirszner.
Flere AGF Nyheder
-
AGF igen rigt repræsenteret på diverse landshold
-
AGF-fans med ny gaveindsamling: Håber, Wahlstedt kommer stærkt tilbage
-
Viborg FF – AGF optakt: Fodsportsforeningen skal ned med nakken
-
18-årig nigerianer hentet til Fredensvang
-
Frederik Tingager på Månedens Hold
-
Leeds-reporter om Klaesson: – Udviklingen gik i stå
-
Årets holdfoto er klar
-
Ankestyrelsen mangler oplysninger for at kunne godkende AGF’s lejeaftale på nyt stadion
-
Reportage: Uforløst lørdagsgalop på Ceres Park
-
Solid U17 præstation og uskarpe U19 imod FC Midtjylland