Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Tingager: Gifts indlæg ligger snorlige



For anden kamp i træk kom Frederik Tingager på måltavlen, da De Hviie besejrede Brøndby 2-0 på Ceres Park.

Den lange midterforsvar ankom efter kampen til mixed zone med en sodavand i hånden, og var generelt rigtig godt tilfreds med De Hviies indsats torsdag aften.

— Jeg synes, det var en rigtig god præstation samlet set over 90 minutter. De har vist én chance i første halvleg, hvor vi sover lidt på et indkast. Bortset fra det, så synes jeg, vi holder dem fra store chancer, mens vi selv kreerer rigtigt mange. Jeg synes, det var én af de bedre kampe i sæsonen, fortalte Tingager.

I søndags blev sejren forsvaret hjem i Parken, men torsdag aften var AGF en del mere på bolden og viste flotte takter med kuglen.

— Vi har sat nogle rigtigt gode kampe sammen på det seneste. Det er klart, at spillet har ikke sprudlet, men i dag synes jeg virkelig, at vi spiller godt med bolden. Det er også et statement at vinde i Parken, selvom vi godt kan putte anden halvleg i glemmebogen. Men i dag føler jeg, at vi spiller bedre, end vi gjorde i Parken.

Frederik Tingager scorer mod Brøndby Stadion.
Foto: Laura Hjørringgard

De farlige dødbolde

Trods sin størrelse, så har Frederik Tingager ikke just været en målsluger i sin AGF-tid. Men med scoringer i de to seneste kampe, så er midtstopperen virkelig blevet et farligt våben for De Hviie.

— Hvis du kigger over hele sæsonen, så har vi måske ikke fået nok udbytte af dødboldene, men det kommer der nu. Jeg må også bare sige, at Gifts indlæg, de ligger snorlige. Hvis han bliver ved at lægge dem sådan, så er det nok ikke sidste gang, at jeg har pandet den ind, fortæller Tingager, som nu er oppe på 10 scoringer i den hvide trøje.

— Jeg synes egentlig, at jeg er kommet frem til en del gode chancer i denne sæson – hjemme mod Brügge, hjemme mod FCK. Jeg er kommet i gode positioner, men har ikke formået at få den ind over stregen. Nu betaler alt arbejdet sig så. Vi har arbejdet rigtigt meget på det, forklarer forsvarsspilleren.

— Det er et rigtigt godt udgangspunkt, men Brøndby Stadion er et rigtigt svært sted at spille. Man skal ikke blive for selvglad og tro at det ene ben er i semifinalen. Vi har kæmpe respekt for Brøndby og skal gribe kampen an på samme måde, som vi gjorde i dag.

Returopgøret spilles på Brøndby Stadion søndag klokken 15:30.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle