Skip to main content


Tilbage i tiden med… Thomas Juel-Nielsen


| Rasmus Thomsen |

I et nyt afsnit af podcasten Lyden AGF åbner den tidligere AGF-spiller Thomas Juel-Nielsen op for tilværelsen som professionel fodboldspiller. En tilværelse, som de fleste mennesker, forestiller sig er fryd og gammen. Men sådan har det ikke altid været for for den nu 33-årige forsvarsspiller.

Tilbage i foråret 2017 spillede AGF med i nedrykningsspillet. Aarhusianerne var hårdt ramt af skader, og derfor ledte daværende cheftræner Glen Riddersholm efter akut forstærkning, særligt til forsvaret. Valget faldt på Thomas Juel-Nielsen, der endte med at spille 10 kampe for AGF. I et nyt afsnit af Lyden AGF, tager Thomas Juel-Nielsen lytterne med en tur tilbage i tiden.

Thomas Juel-Nielsen er blevet 33 år, han er klubløs, og dét har han efterhånden været længe. Juel-Nielsen havde både spillet 1. divisionsfodbold i Danmark, og han havde været forbi både norsk og svensk fodbold. Men tilbage i 2017, nåede forsvarsspilleren at blive en profil i Superligaen for AGF, på et hold der kæmpede for at undgå nedrykning. Dengang virkede det som en ”no-brainer,” at Juel-Nielsen og AGF skulle forlænge samarbejdet, og forhandlingerne var også fremskredne, men det endte alligevel med et brud.

–  For mig var det også en ”no-brainer”. Da jeg gik på sommerferie efter den sidste kamp, og min kontrakt udløber, der tænkte jeg også 99 % sikkert, næsten 100 % sikkert, at jeg fortsætter her (i AGF, red.), fortæller Juel-Nielsen blandt andet i Lyden AGF, hvor han også uddyber situationen yderligere, hvilket kan høres i udsendelsen.

Der kom for lidt ud af det

I stedet for at forlænge med AGF, skiftede Juel-Nielsen til Maccabi Netanya fra Israel. Og dét skifte blev for alvor starten på en turbulent fodboldkarriere for den tidligere U-17 landsholdsspiller. En karriere der blandt andet, i mangel af bedre, har ført Juel-Nielsen forbi både USA og Rumænien – og nu altså langtidsklubløs.

Selvom CV’et kunne tyde på en spiller, der har valgt oplevelser frem for sportslig succes, så er det ikke helt sandheden. Forsvarsspilleren havde gerne valgt anderledes, men de rigtige tilbud er udeblevet og derfor har karrieren været turbulent og langt fra den sportslige succes, som det ellers tegnede til at kunne blive efter 10 kampe i AGF.

Når Juel-Nielsen ser tilbage på karrieren, er det med primært med triste miner og en følelse af en del spildte år.

– Nu sidder jeg her i dag og kan se tilbage på, at der bare er kommet alt for lidt ud af det efter det. Og det gør enormt ondt jo. For det er jo noget, man har kæmpet for, siden man startede til fodbold som 6-årig, og man blev professionel som 16-17 årig. Det er jo hele ens livsværk ,og det er noget, der betyder så meget for mig. Jeg elsker jo fodbold helt ind til knoglerne. Og det er hele ens identitet, fortæller Juel-Nielsen.

Drømmen lever

Drømmen om flere kampe på topniveau lever stadig hos forsvarsspilleren, på trods af en del modgang i karrieren. Drivkraften om at bevise sig og at slutte karrieren ordentlig af gør, at jagten fortsætter for den tidligere GF’er. For tiden træner han med i en unavngiven Superliga-klub.

– Lige pt. træner jeg faktisk med en Superliga-klub, hvilket jeg har gjort i den seneste uge. Og det kunne godt blive til noget, håber jeg, men det er der jo ingen der ved endnu. Men jeg er i gang stadigvæk, og jeg håber på at lave et comeback og få nogle fede år. Jeg er jo stadig kun 33 år, og jeg tror faktisk, at jeg kan spille langt op i mine 30’ere. Så jeg håber på at få et comeback og nogle fede år og at lave en god historie ud af det, fortæller han.

Forsvarsspilleren vil ikke afsløre alt omkring sine fremtidsmuligheder overfor Lyden AGF, men han kunne dog fortælle én ting:

– Det er ikke AGF, det er det ikke. Så meget kan jeg sige. Men siden klubben ikke har meldt noget ud selv, og det er så nyt, så har jeg ikke lyst til at udtale mig om, hvilken klub det er, jeg har trænet med i her den sidste uge. Det vil jeg lade dem om, hvis det er, siger Thomas Juel-Nielsen.

Du kan lytte til hele interviewet med den tidligere AGF-spiller i podcasten Lyden AGF herunder eller i din foretrukne podcastapp.

 

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle