Til Talent-møde med Zimling: Size matters!
AGF Talent afholdt onsdag infomøde for fansene om ungdomsarbejdet på Fredensvang. Her gav U19-cheftræneren, Niki Zimling, indsigt i talenternes hverdag og klubbens mål og vision på ungdomsniveau.
AGF’s klubhus på Fredensvang var godt fyldt op onsdag eftermiddag, da klubben i samarbejde med Arbejdernes Landsbank bød inden for til et gratis arrangement for fansene, der skulle gøre alle lidt klogere på ungdomsarbejdet på Terp Skovvej.
Her trådte U19-cheftræner, Niki Zimling, frem og gav en grundig gennemgang af talenternes hverdag krydret med tanker, mål og visioner for U19-holdet, mens tilhørerne kunne stille spørgsmål undervejs.
En professionel hverdag for de unge
Zimling har selv en flot karriere som aktiv bag sig med 23 landskampe og kontrakter i nogle af Europas største ligaer – og han indledte sit oplæg med at forklare lidt om, hvordan han kan bruge sin erfaring, når han guider de unge spillere på Fredensvang i dag.
– Jeg ved, hvilken situation spillerne står i og kan sætte mig i deres sted. Det er en af mine styrker som træner, forklarede den i dag 38-årige Zimling blandt andet og uddybede:
– Jeg vil især gerne give videre til de unge, at man skal gøre en indsats. Det værste vil være at indse, at man ikke er god nok og tænke: “Men jeg kunne nok have gjort lidt mere.” Så hellere give den alt, hvad man har – spise, sove og leve professionelt – og så må det briste eller bære, siger cheftræneren.
Han har i samarbejde med talentchef, Jesper Ørskov, fået implementeret en ny skolemulighed for de unge, som gør det muligt at træne om formiddagen, hvilket skaber meget bedre udviklingsmuligheder, ifølge Zimling.
– Fra sommeren 2023 har vi fået etableret en HF-mulighed, som gør, at de unge kan komme og træne om formiddagen. Det gør betingelserne for udvikling langt bedre, da spillerne kommer helt friske – i stedet for at komme efter skole og træne, hvor energiniveauet måske ikke er helt i top, forklarer U19-træneren, der tiltrådte i januar 2023.
En detaljerig ugeplan for spillere og trænere
Zimling fremviste også både års- halvårs- måneds- uge- og dagsplaner, som trænerteamet udarbejder i tæt samarbejde med forældre og spillere – der ligger nemlig et kæmpe data- og registreringsarbejde bag træningsplanlægningen.
Hver eneste træning justeres ud fra, hvor meget den enkelte spillere har deltaget i forskellige øvelser tidligere, hvor der er registreret mangler og plads til forbedringer.
Enkelte dage er planlagt til træning af individuelle færdigheder, mens man også planlægger træninger, som gør holdet klar til weekendens modstander.
Ét fokus er dog altoverskyggende: Det handler om at udvikle spillere til Superligaholdet. Netop derfor er det afgørende, at man træner spillerne i de ting, som cheftræneren for Superligaholdet kan bruge.
– Vi vil altid vinde, men vores hovedformål er at udvikle spillere til førsteholdet. Vi skal forberede spillerne på at træde ind i en seniorverden, hvor der er pres på, forklarede Zimling således.
Fysisk og mental styrke i fokus
Den professionelle fodboldverden har udviklet sig meget siden Zimling lagde støvlerne på hylden i 2019.
Særligt det mentale aspekt fylder mere, forklarede U19-træneren.
– På den netop overståede træningslejr benyttede vi blandt andet Superligaens coach, Phil Mansfield, for at sikre, at vi taler og arbejder på samme måde som Superligaholdet, og der er en mentalcoach tilknyttet ungdomsafdelingen, fortalte Zimling, der dog også understregede, at fysikken fortsat har en stor rolle at spille.
– Size matters på det her niveau, så vi bruger meget tid i styrketræningslokalet. Vi træner desuden parallelt med Superligaholdet, så når de mangler en spiller eller to, kan vi sende dem over, så de kan prøve kræfter med seniortilværelsen og gøre transitionen nemmere. Vi kan samtidig også modtage U17-spillere, så på den måde er der god forbindelse mellem alle mandskaber, forklarede Zimling.
Han rundede af med at vise en video, som talenterne også ser i løbet af deres tid på Fredensvang. Her taler nogle af verdens største sportsnavne – Mike Tyson, Kobe Bryant og flere andre om, hvordan disciplin er vejen til succes. Og det er noget, Zimling gerne vil indprente hos de unge: Vejen til succes går gennem hårdt arbejde og tusindvis af gentagelser.
– Jo flere gange, du laver en indersideaflevering, jo sikrere bliver du på, at den sidder i skabet – og jo større selvtillid får du, sagde cheftræneren.
Herefter blev de fremmødte vist rundt i klubhuset, hvor Talentakademiet er under opførsel lige ved siden af – onsdag blev det dog kun til et kig ned i det nuværende omklædningsrum, som i øvrigt skal i brug fredag aften, hvor Silkeborg IF gæster Fredensvang i U19-ligaen.
Hvis du ikke kan få nok af AGF’s ungdomsarbejde, så kan du høre vores interview med Niki Zimling fra 2023 lige her:
Flere AGF Nyheder
-
Jacob Andersen efter U21-landsholdsdebut: – Det var et utroligt stort øjeblik
-
Uwe inden SIF: – Vi skal underholde alle igen
-
Udenlandske AGF-fans: – De Hviie har noget særligt over sig
-
AGF – Silkeborg IF optakt: Tidligt topopgør i Aarhus
-
Blog: Transfervinduet der bekræftede ambitionerne
-
Analyse af Arnstad: Potentiale for den helt store gevinst
-
Utilfreds Uwe efter nederlag i testkamp: – Vi skal altid være skuffede over at tabe
-
Alle AGF-afsnit er udsolgt til opgøret mod Silkeborg
-
AGF – FC Fredericia: Relationerne gjorde forskellen
-
Lyden AGF: Hvem bliver den næste AGF’er i rødt og hvidt?