Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Status på truppen: Flere profiler nærmer sig


| Jonas Roulund |

Uwe Rösler har gennem sin tid i AGF ofte døjet med en skadesplaget trup, men til denne opstart er der flere lyspunkter end dårlige nyheder. En enkelt profil har dog fortsat problemer med bentøjet, hvilket holdt ham ude i dagens testkamp på Fredensvang.

Hvor var Nicolai Poulsen og Patrick Mortensen til dagens testkamp mod OB?

Hvordan går det med Leopold Wahlstedt og Kevin Yakob?

Og er der andre spillere, som døjer med bentøjet i disse opstartstider?

Vi har spurgt Uwe Rösler til det hele, og der var både mindre gode, gode og decideret opløftende nyt fra Fredensvang.

Jonas Wendelbo er ny analysechef i AGF.
Foto: AGF.dk

De rutinerede kræfter på rette vej, men…

Dagens testkamp på Fredensvang bød på opløftende præstationer fra folk som Tobias Mølgaard, Mikkel Duelund og Michael Akoto, som ellers har døjet meget med skader i deres tid i AGF.

Til gengæld blev det bemærket, at hverken Nicolai Poulsen eller Patrick Mortensen var at se på banen, og det var der et par ganske gode grunde til.

Kaptajn Mortensen har nået en alder – 35 år – hvor der skal lyttes lidt ekstra til kroppen, og derfor kører han i disse tider sit eget træningsprogram, hvor han ikke er med til 100 % af holdets fællestræning – og testkampe.

– Man skal lære fra de bedste, og jeg kan sige, at da Ryan Giggs var 38 år, trænede han ikke på samme måde som David Beckham. Så Paddy har brug for anderledes træning, for at vi får det maksimale ud af ham. Han har ikke brug for så meget udholdenhedstræning, som de andre. Han har mere brug for at træne eksplosivitet, og derfor følger han sit eget program, forklarer Uwe Rösler til KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse på Fredensvang.

Patrick Mortensen retter på sit AGF-anførerbind.
Foto: Matti Kronborg

– Poulsen døjer med noget i læggen, så vi sparer ham lidt på kunstgræsset og får ham helt klar til græstræningerne, fortæller cheftræneren.

Svenskerne nærmer sig

– Hey, kan vi sitta här?

Sådan lød det, da Kevin Yakob og Leopold Wahlstedt kom ud på Bane 4 for at tage plads ved denne skribents side under dagens testkamp. Svenskerne har begge døjet med langtidsskader, men også her lysner det.

Begge spillere har brugt vinterferien i Dubai, mens de har passet hver deres genoptræningsprogram, og Leopold Wahlstedt melder nu, at han regner med at være retur på træningsbanen indenfor et par uger. Han har siddet ude med en ankelskade siden sin debut mod VSK Aarhus tilbage i september. Rösler meddeler også, at begge spillere er med på den kommende træningslejr, hvor man vil dosere dem og have dem så meget med som muligt.

Leopold Wahlstedt går på banen.
Foto: Kronborgfotos

Kevin Yakob var senest i kamp tilbage i sommeren 2023, hvor han rev sit korsbånd over i en landskamp for Irak, og siden har han været under kniven og dernæst igennem et langt genoptræningsforløb med diverse tilbagefald. Han håber nu, at 2025 kan blive året, hvor han igen kan indtage de danske græsbaner og levere sine vanlige præmieberøringer. Vi skal dog ikke forvente et comeback lige foreløbigt, da han stadig er langt fra at kunne gå ind i hårde dueller med med- og modspillere.

Derudover meldes truppen i rigtig god form, og Rösler ser nu frem til at bygge på med mere bold i de kommende uger på træningslejren i Sydspanien:

– Vi spillede i dag vores første kamp i 2025, og vi overløb OB fuldstændigt. Et hold med Superligaklasse. Hvis jeg havde set kampen udefra, ville jeg sige: Fucking hell, de (AGF red.) er i god form!, siger Uwe Rösler.

Holdet drager på træningslejr i Estepona fra den 18. januar – 2. februar. Her spilles tre testkampe, inden FCK venter i den sidste træningskamp i opstarten den 8. februar.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle