Solbakken glæder sig til Aarhus: Nu handler det om at finde formen hurtigt
Efter en turbulent sommer og måneder uden spilletid fik Markus Solbakken sine første minutter i AGF-trøjen mod Brabrand. Nu glæder nordmanden sig til at lære Aarhus at kende – og til at styre spillet fra midtbanen.
Et skifte til Portugal lå længe i kortene, men endte i stedet med at blive AGF. Søndag fik Markus Solbakken endelig sine første minutter i hvidt, da han spillede en times tid i testkampen mod Brabrand. For nordmanden var det både en forløsning og et vigtigt skridt mod at genfinde kampformen efter en svær tid i Sparta Prag.
– Vi fik en skidt start og kom hurtigt bagud 1-0 og 2-0. Vi kæmper lidt i opspillet, men kommer stærkt tilbage. Vi laver nogle fine mål og viser godt offensivt spil. Alt i alt synes jeg, vi løser det godt – selvom vi selvfølgelig helst ikke skal lukke to dumme mål ind, siger Solbakken efter dagens test-kamp.
Mangler kampminutter – men føler sig klar
Nordmanden erkender dog, at han stadig mangler kampminutter, men han føler sig fysisk klar til hurtigt at finde topformen.
– Jeg har trænet godt, men kampe er noget andet end træning. Jeg tror, det går stærkt, så længe jeg får minutter i benene. Jeg føler mig ikke dårlig fysisk – jeg mangler bare lidt kampform, forklarer han.
For de seneste måneder har været turbulente for Solbakken, der længe var i tvivl om sin fremtid. Han troede først, at turen gik til Italien, men situationer i Sparta Prag betød, at han hverken fik en ordentlig pre-season eller spilletid i ligaen.
– Det har været en svær periode mentalt. Jeg har ikke følt mig som en fuldstændig del af noget. Men da AGF kom på banen, var det et nemt valg. Klubben har taget store skridt de seneste år, og jeg synes, projektet ser spændende ud, fortæller han.

Første møde med Smilets By
For selvom den norske midtbanespiller har boet i Danmark i otte år, er hans kendskab til Smilets By ikke alverden. Faktisk har han aldrig været på besøg i den jyske hovedstad – men han ser frem til at lære den at kende.
– Jeg har kun været i København før, men jeg har hørt, Aarhus er en god by. Jeg glæder mig til at opleve den – og især til at spille foran fansene på stadion.
Og lige netop hvad han vil vise de fans her i Aarhus, var han ikke i tvivl om.
– Jeg vil gerne have bolden og styre spillet, både fra dybt i banen og længere fremme. Jeg spiller min bedste fodbold som sekser. Jeg scorer ikke mange mål, men arbejder på det. Min største styrke er at få spillet til at hænge sammen og samtidig knokle hårdt defensivt, fortæller han om sin egen spillestil.

En kendt fodboldarv – men egen karriere
Det kan næsten ikke være gået nogen forbi at Markus er Ståle Solbakkens søn. Selvom “pappa” har en fortid i både FCK og AaB – to af AGF’s store rivaler – fylder det ikke for Markus.
– Jeg har min egen karriere. Som barn var jeg FCK-fan, fordi min far var der, men som professionel handler det om at give alt for den klub, man er i. Og jeg er super glad for at være i AGF nu.
Nu handler det for nordmanden om hurtigt at blive spillet ind på holdet. Han kender kun en enkelt spiller – Kristian Arnstad – fra Norges U21-landshold. Men han har til gengæld fulgt Superligaen tæt og føler sig klar.
– Hovedet er på plads, og kroppen er der også. På halvanden uge kan der ske meget, og jeg er sikker på, at jeg snart er klar til at bidrage, siger Solbakken der ser frem til kampen mod Viborg FF om 11 dage.
Velkommen til Aarhus!
Flere AGF Nyheder
-
Gift Links runder 200 kampe for AGF: – Klubben har hele tiden bevæget sig i den rigtige retning -
Jakob Poulsen før Sønderjyske: – Vi skal være enormt skarpe -
Gift Links før Sønderjyske: – Vi skal give alt -
Fuld trup på banen til torsdagens træning på Fredensvang -
Sønderjyske – AGF optakt: Der skal spises op i mesterskabsspillet, og vi starter med kage -
AGF U19 imponerer offensivt i både pokal og liga og ser nu frem til revanche i Esbjerg -
Det dufter lidt af guld: Men hvad siger statistikker og Cann-tabellen om chancen? -
FC Midtjylland – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller -
Konkurrér med vennerne og vind præmier i KSDH.dks mesterskabsslutspils-forudsigelsesspil -
Lyden AGF: Hård hedetur skal følges op af en syngende tackling i Sønderjylland