Silkeborg IF – AGF: Superligaåret sluttede med en deler
Superligaåret skulle afsluttes på kunstgræs, da AGF søndag aften begav sig vestover til et slag mod Silkeborg IF. Begge mandskaber med meget på spil. Hvem ville gå på vinterpause med den bedste udsigt i tabellen?
Nummer tre mod nummer syv mødtes her til aften til den sidste Superligakamp i 2024, men kun to point skilte AGF og Silkeborg forud for opgøret, og der var derfor meget på spil.
Poulsen var ude med en lægskade, så Arnstad havde fået plads på midten, men ellers lignede Röslers startellever sig selv.
På lægterne var der godt fyldt op, og over 8000 tilskuere var til stede på JYSK Park – heraf 1200 på udebaneafsnittet. Nu skulle Den Hvide Fodboldhær synge holdet til succes.
Kampens forløb
De stolte gæster startede kampen ganske fornuftigt med fin boldomgang på plastictæppet, og efter otte minutter var Anderson tæt på at bringe AGF i front. Et fladt Beijmo-indlæg kom i feltet, hvor islændingen smækkede til kuglen. Desværre lige på Nicolai Larsen i SIF-buret.
Bech blev næste AGF’er til at forsøge sig, da han sendte et frispark tæt forbi mål efter 23 minutters spil. I denne periode havde hjemmeholdet faktisk en række boldtab, som Bech, Anderson, Mortensen og co. forgæves forsøgte at omsætte til målchancer.
I den modsatte ende var der rimeligt ro på, men Andreas Poulsen fik da forsøgt sig fra distancen, og kort før pausefløjt blev det for alvor farligt, da tre afslutninger i træk tvang Jesper Hansen til at vise sig fra sin bedste side. Og så kunne holdene gå til pause uden bevægelser på måltavlen.
2. halvleg
De halvkedelige takter fortsatte desværre efter pausen med nogenlunde samme kampbillede som i de første 45 minutter. AGF mest på bolden, mens SIF roligt afventede i en kompakt organisation.
Det var dog hjemmeholdet, der først blev rigtigt farlige. Efter 55 minutters spil gav Jesper Hansen en farlig ripost efter et langskud, og bolden blev herefter lagt indover igen. Et hovedstød røg på ydersiden af stolpen, og man kunne igen ånde lettet op. Stadig 0-0 efter knap en times spil.
Desværre gik den ikke få minutter senere, da AGF-spillerne blev gjort til statister for en stund. Et indlæg havnede hos Oliver Sonne, som smækkede hjemmeholdet i front fra nært hold. Av, av, av… AGF på vej nedad i tabellen. SIF på vej den anden vej.
Målet blev et wake up call for AGF’erne, som pludselig formåede at sætte meget mere tryk på. Det resulterede i flere farlige indlæg, og efter 79 minutter blev sådan et ekstra farligt, da Mikael Anderson blev væltet omkuld på vej til skud. VAR-vognen hjalp til, og så var der straffespark.
En ellers noget usynlig Patrick Mortensen gjorde, hvad han var med for – sende bolden i rusen, og så stod der 1-1 med 10 minutter igen.
Det lykkedes ikke at gøre mere ved stillingen, og dermed sluttede Superligaåret med en uafgjort, og AGF overvintrer dermed på ligaens fjerdeplads – med mindre FCN vinder deres sidste kamp i 2024.
Hvad vi lærte
Kent og Uwe låser hinanden. De to trænere kender hinanden godt, og hver gang den ene har fundet på noget nyt, som kommer den anden op med et taktisk modsvar. Det skaber desværre ofte nogle meget låste og chancefattige opgør.
Højt at flyve, dybt at falde. Det var så sjovt. Sæsonstarten og de første mange spillerunder, hvor AGF sprudlede, indlæggene kom i en lind strøm, og powerfodbolden var overdådig. Luften er tilsyneladende gået af ballonen, og Rösler skal stramme sig an over vinterpausen for at få sat holdet op til et forår, hvor top seks skal sikres. Vigtigt var det, at man undgik nederlag i dag, men lad os nu komme tilbage til de gode tendenser.
Kampfakta:
Spillested: JYSK Park, Ansvej 108, 8600 Silkeborg.
Resultat: 1-1
70: Oliver Sonne (SIF).
81: Patrick Mortensen (AGF).
Gult kort: Pelle Mattsson (SIF), Oliver Sonne (SIF), Mads Freundlich (SIF), Max Power (AGF).
Opstillinger: SIF (4-3-3): Larsen – Poulsen, Østrøm, Ganchas, Sonne – Freundlich (85: Boesen), Mattsson, Larsen – Bakiz (63: McCowatt), Adamsen, Andersen (85: Simmelhack).
AGF (3-5-2): Hansen – Kahl, Tingager, Dalsgaard (59: Mølgaard) – Links (86: Bach), Arnstad (88: Power), Anderson, Madsen, Beijmo – Bech, Mortensen.
Flere AGF Nyheder
-
Aarhus Kommune sætter erfarne kræfter ind på stadionundersøgelse: Tilliden skal genopbygges
-
Målfest på Fredensvang, da Lyngbys talenter gæstede Aarhus
-
Silkeborg IF – AGF: Spillerstatistikker og kampens spiller
-
AGF – Brabrand IF: Reserverne i remis mod bysbørnene
-
Madsen: – Vi jagtede mere end dem
-
Rösler om Mortensen-kontrakt: – Ledelsen snakker med ham
-
Frederik Tingager: – En blandet følelse
-
Silkeborg IF – AGF: Superligaåret sluttede med en deler
-
Årets hviie julekalender er klar: Genoplev de 24 største kampe på Ceres Park
-
AGF-truppen mod SIF: Polle er ude