Skip to main content



AGF.dk

Sebastian Jørgensen: – Jeg føler mig fit for fight og er klar til at gøre en forskel for AGF


| Jonas Roulund |

Sebastian Jørgensen er hentet til AGF på en lejeaftale for hele sæsonen 2025/2026, og den kreative offensivspiller ser nu frem til at spille foran AGF-fansene på hjemmebane.

25-årge Sebastian Jørgensen har stadig sin debut for De Hviie til gode, da han ikke fik chancen for at vise sig frem i første spillerunde i sæsonen. Kampen mod Sønderjyske endte 1-1, og nu ser AGF’s nye lejesvend frem til forhåbentligt at kunne komme ind og bidrage i de kommende kampe, hvor Randers FC står først for.

– Der er konkurrence på alle pladser. Det skal der være i en klub som AGF. Men vi er også holdkammerater, så vi forsøger også at hjælpe hinanden. Jeg skal ind og hjælpe med det, jeg kan, og jeg gør mit til træning, for at Jakob Poulsen skal vælge mig, siger Jørgensen, da vi møder ham efter endt træning på Fredensvang.

Sebastian Jørgensen og Jakob Poulsen.
Foto: AGF.dk

Her her Jørgensen nu trænet med i godt en uge efter skiftet fra Malmö FF, og silkeborgenseren er faldet godt til.

– Jeg har fået et godt indtryk. Jeg havde også forventet, at der er styr på tingene herude, da det jo er en stor dansk klub, og jeg føler, at jeg er blevet taget godt imod af spillere og stab og alle omkring klubben. Det har været en skøn første uge, og jeg er glad for at være hjemme i igen i trygge omgivelser her i Danmark, fortæller han.

De trygge omgivelser havde Jørgensen også i foråret, hvor han var udlejet til Norrköping i Sverige. Her bidrog han med seks mål og to assists i 16 kampe efter en svær periode i Malmö, hvor det var småt med startpladser.

Netop selvtilliden og målinvolveringerne fra begyndelsen af året, håber han nu at tage med sig videre til Aarhus.

– Jeg er en spiller, der har mine forcer i det offensive i forhold til at være kreativ på den sidste tredjedel. At kunne finde mine holdkammerater og lave assists og mål og bidrage på den måde. Samtidig arbejder jeg også stenhårdt og gør alt for holdet i hvert eneste kamp, fortæller Sebastian Jørgensen.

– Jeg havde ikke spillet så meget i Malmö, så jeg opsøgte mere spilletid, og det fik jeg i Norrköping. Jeg fik spillet en del fodbold og fik selvtilliden og glæden ved at spille fodbold igen. Det er altid dejligt at få lavet nogle mål og assists, så det var skønt at spille deroppe og få gang i det hele igen. Nu føler jeg mig fit for fight og er klar til at gøre en forskel for AGF, siger offensivspilleren, der har fået nummer 8 i AGF.

Sebastian Jørgensen i selskab med Carsten V. Jensen.

Genforeningen

Sebastian Jørgensen fik sit gennembrud i Silkeborg, hvor han fik debut i 2019 for seniormandskabet, og efter 129 kampe, 32 mål og 24 assists gik turen i 2023 så over bæltet – Malmö.

Dagen efter at den unge mand havde skrevet under med svenskerne gik Jørgensens mor pludseligt bort, og den efterfølgende periode har uden tvivl været udfordrende. Det satte sig også i spillet og gjorde, at tiden i Malmö rent sportsligt ikke blev den ventede succes.

Lejeopholdet i Norrköping har dog givet offensivspilleren spilleglæden tilbage, og nu er han også retur i trygge rammer – endda med to tidligere holdkammerater som kolleger igen.

– Det gør da ikke noget, at der lige er lidt velkendte ansigter fra Silkeborg, som man lige kan læne sig op ad her i starten. Jeg havde nu nok valgt at tage til AGF, selvom de ikke havde været her, men det er dejligt at være genforenet med de gamle gutter, siger Jørgensen, der bor i Silkeborg, indtil han har fundet det rette sted at slå sig ned i Aarhus.

– Alle mine venner bor her, og når jeg har været hjemme på ferie fra Sverige, så har jeg været i Aarhus. Jeg synes, det er en fantastisk by, og jeg skal helt sikkert lige rundt og finde de gode spots her i den kommende tid, fortæller Jørgensen.

Læs også: Malmö FF-ekspert om Jørgensen: – Personlige udfordringer kom i vejen for succes

Sebastian Jørgensen på vej på Sydbank Park.
Foto: Kronborgfotos

Med AGF-fansene i ryggen

Sebastian Jørgensen nåede kun at spille fire kampe og score et enkelt mål imod AGF, inden han rejste fra Silkeborg til Malmö, men han huske tydeligt, hvordan de aarhusianske fans dominerede lægterne. Også i Silkeborg. Nu ser Jørgensen frem til at have Den Hvide Fodboldhær på sin side.

– Det ser jeg kæmpemeget frem til. Der var god opbakning i Sønderjyske, så jeg tænker, det bliver helt magisk på fredag. Jeg ved godt, det ikke er det største stadion, men jeg ser stadig frem til at have AGF-fansene i ryggen og ikke imod mig. Det bliver fedt, og så skal vi forhåbentligt ud og tage de tre point, siger offensivspilleren.

AGF-fans imod Sønderjyske i Haderslev på Sydbank Park.
Foto: Kronborgfotos

Jørgensen har sammen med holdet evalueret seneste spillerunde grundigt for at kunne forbedre indsatsen.

– Vi skal komme ud med en masse power fra første sekund. Vi fik en god start mod Sønderjyske, men var ikke tilfredse med stort set resten af kampen, så vi har kigget lidt på, hvad der kan gøre os bedre, og så skal vi finde intensiteten fra første sekund og vise, at vi virkelig vil det her, og at det er vores hjemmebane. Så skal vi nok få kriget sejren hjem, siger Sebastian Jørgensen.

Kampen mellem AGF og Randers FC fløjtes i gang klokken 19 fredag den 25. juli, og her er der altså mulighed for at se Sebastian Jørgensen få debut i den hviie trøje.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle