Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Rösler: – Vi skal erstatte de spillere, der har forladt os


| Jonas Roulund |

Uwe Rösler er mødt ind til en trup med visse mangler efter sommerferien, og det skal der ændres på i de kommende måneder, fortæller cheftræneren.

Bailey Peacock-Farrell, Magnus Knudsen, Mats Knoester, Julius Beck og Benjamin Hvidt er videre, mens også Dave Reddington og Frode Grodås har forladt AGF-staben forud for den kommende sæson.

Reddington er erstattet af Rob Kelly, mens Grodås’ afløser som målmandstræner er András Gángó.

I spillertruppen er det dog kun Henrik Dalsgaard og 19-årige Aksel Halsgaard, der er hentet ind indtil nu, mens Sigurd Haugen og Jing Reec til gengæld returnerer fra lejeophold. Der er dermed flere steder, hvor truppen er en anelse tyndt besat her i opstarten.

– Vi skal selvfølgelig erstatte de spillere, der har forladt os. Forhåbentligt kan vi gøre det med kvalitet, der kan hjælpe os. I første omgang til at komme i top seks, fortæller Uwe Rösler til KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse på Fredensvang tirsdag eftermiddag.

Henrik Dalsgaard giver hånd til Stig Inge Bjørnebye.
Foto: AGF.dk

– Vi fokuserer på top seks i hver eneste kamp, og når det er sikret, kan vi snakke om andre mål, forklarer cheftræneren.

Nogle positioner kan vente

Fanbasen skriger på forstærkninger efter en sæson, hvor skader til profiler som Yakob, Duelund og Mølgaard satte pres på bredden.

Der bliver dog ikke handlet i panik på Fredensvang af den grund.

– Vi har en klar plan for, hvad vi vil, men nu handler det om, hvad vi kan få. Vi har en grundig rekrutteringsproces, og jeg har kontakt med Stig, Jacob og scoutingafdelingen hver dag, men det er ikke mig, der skriver under med spillerne i sidste ende, forklarer Uwe Rösler, som ikke har noget imod at vente med at få fuldbyrdet sin trup.

– Det er i slutningen af transfervinduet, at man får de bedste handler. Hvis man får spillerne ind inden da, så betaler man ofte mere. Så vi har en-to positioner, hvor vi kan vente med at bringe nogen ind, og så er der en-to positioner, hvor vi ikke kan vente, siger AGF’s cheftræner.

Foto: Kronborgfotos

Mon ikke målmandsposten er en af de positioner, der ikke kan vente? Her er Jonathan Hutters og Jesper Hansen lige nu de eneste seniormålmænd i truppen.

Transfervinduet i Danmark er åbent fra og med 15. juni til den 2. september 2024.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle