Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Reportage: Påskefest på Right to Dream Park


| Clovis Lukunku |

AGF fik skabt et fremragende udgangspunkt inden returkampen i Aarhus den 11. april, da FC Nordsjælland blev besejret fredag aften. Det bølgede frem og tilbage i hele følelsesregistreret gennem kampen og heldigvis endte det dejligt med en vild hviie sejr og en skøn bustur hjem.

Jeg kan mærke, at det sitrer inde i mig forud for den tur og kamp i Farum om få timer. Jeg glæder mig så meget til at se medfansene i bussen. Ved Valdemarsgade står jeg og venter på bussen, og så møder jeg to gutter, der har en defensiv tilgang til, hvad de håber på.

– Vi skal se, om vi kan få uafgjort med hjem. Et nederlag med én kan også gå. Hvis vi taber med to, så tror jeg den er ovre, bliver de enige om.

Der har jeg en anderledes tro på, at vi kan overraske offensivt i dag, fordi det er pokalen. AGF er et andet hold, når det gælder Oddset Pokalen kontra Superligaen i den her sæson.

Efter en afslappet bustur til Farum ankommer vi spændte til Right to Dream Park, og vi går op på tribunen og indtager vores pladser. Jeg møder en god ven af fanklubben, som er sammen med sin ven, og vi ender med at stå sammen gennem hele det kommende drama.

AGF-fans på Right to Dream Park.
Foto: Kronborgfotos

En stemning i international klasse!

Der bliver uddelt blå og hvide flag rundt i afsnittet, som skal bruges til at danne en tifo.

Vi holder først de hvide flag oppe, og så siger capoen, at vi skal tage de blå flag i vejret for at lave en vanvittig smuk modtagelse af spillerne, der marcherer ind på banen.

Idet spillet sættes i gang, skal jeg love for, at der er meget aktivitet hos AGF-fansene med pyroteknik, hop og sang. Det er fedt at se den energi, der er for at yde den maksimale støtte til holdet og passionen og dedikationen er ubeskrivelig fantastisk!

Trods det sædvanlige kedelige spil fra AGF, så lægger det bestemt ikke en dæmper på folks entusiasme og håbet om et godt udgangspunkt.

Som om det ikke skulle være nok, så sørger sydafrikanske Gift Links for at sprede eufori hos de håbefulde og tørstige AGF-fans med et noget af et vidunderbrag!

I det øjeblik er alle i en positiv choktilstand. Nogle kravler op ved hegnet af glade, nogle giver ordentligt mandekrammere og atter andre hæver hænderne i vejret og jubler ekstatisk.

Og i forhold til følelserne og intensiteten i opbakningen går det op og ned. Nordsjælland udligner til 1-1, og jeg hører frustrationer fra de nærmeste AGF’ere omkring mig, men derefter kort inden pausen kommer Tobias Bech og genskaber den ellevilde jubel hos os, hvor der for alvor er kommet en tro på, at vi kan gøre det her. Det får os til at synge sangen;

– Pokalen er vigtig, Aarhus de er med, synger for byen, når vi er afsted, drømmen den lever endnu en gang, pokalen skal hjem, hjem til Fredensvang!-

Det er virkelig en rutsjebanetur for AGF-fansene, og det bliver lidt surt, da FCN udligner til 2-2, og så bliver der lidt tavshed omkring mig.

Der er folk, der ikke kan tro deres egne øjne efter Bech misser en friløber med målmanden. Folk tager sig til hovedet og slår vredt og opgivende ud med armene i vantro over Bechs afbrænder. Det bliver dog meget sjovere med AGF’s helt egen Van Dijk – Frederik Tingager – som får folks følelser helt op og flyve i glædesrus, da han sætter sit hovedstød ind efter 79 minutter!

AGF vinder kampen, og det fejres massivt med masser af skrig, skrål og skønsang.

Det er glade AGF’ere, der kommer ud af stadion, og det er altid et fedt syn. AGF-fansene går nu glade hen imod busserne, der sender os hjem til landets smukkeste by. I den bus jeg er med på, er der fest og sange som udstiller det gode humør ved sejren. På hjemturen gives der gratis drikkevarer til fansene, hvilket højner humøret endnu en gang. Lige inden vi når ind til Valdemarsgade, spilles den gode gamle Malaga, og alle synger med. Uha, en dejlig dag!

Vi ses til returkampen den 11. april på Ceres Park! POKALEN ER VIGTIG I AGF!!

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle