Reportage: Endnu en tur på stadion, der sled på fansenes tålmodighed

Stemningen var mat, frustrationen til at føle på – og da slutfløjtet lød i lokalopgøret mod Randers FC, var det ikke længere kun spillerne, der var slukket. Det var tribunerne også.

Solen stod højt over Aarhus, og alt tydede ellers på, at det kunne blive en god dag. Der var derby på programmet, stemningen summede i byen, og fans i hvide AGF-trøjer strømmede mod Ceres Park. Men håbet blev endnu en gang kvalt – og denne gang satte det tydelige spor på tribunerne.

Vi står her endnu igen – tribunen det er vores hjem! Kom så med 3 point til GF! pic.twitter.com/EkF0aqcInt

— Clovis (@lukunkuclovis) May 11, 2025

Mosaik og Malaga – men noget manglede

Ved ankomsten til stadion var der gjort klar til en flot visuel markering. Mosaikken på langsiden skabte et smukt syn i blå og hvide farver, og under den klassiske “Malaga”-sang var der en antydning af, hvad stemningen kunne have været. Men allerede under spillersangene fornemmede man det: Der var noget, der manglede.

Capoen gjorde, hvad han kunne, for at få gang i støtten, men det var tydeligt, at mange fans var trætte – slidte af en forårssæson, der har budt på ét skuffende nederlag efter det andet. Da Randers bragte sig foran, blev frustrationen endnu mere tydelig. Vredt kropssprog, spredte tilråb og slukkede blikke begyndte at dominere.

Et kortvarigt håb – og endnu et kollaps

Da Patrick Mortensen udlignede til 1-1, steg volumen kortvarigt. Fornemmelsen af, at måske kunne det vende i dag, spredte sig. Men det var kortlivet. Randers scorede igen – og så igen – og med 1-3 på tavlen for femte kamp i træk, var der ikke meget stemning tilbage på det reducerede stemningsafsnit.

I kampens sidste minutter indtrådte tavsheden. Ikke den engagerede, spændingsfyldte stilhed. Men en stille resignation. En kollektiv erkendelse af, at det her – igen – ikke var dagen, hvor tingene vendte.

Fra stilhed til buhråb

Da kampen blev fløjtet af, gik det fra opgivenhed til decideret vrede. Fra stemningsafsnittet og langsiderne lød buhråb. Ikke fra dem, der kun kommer i medvind – men fra de trofaste, der har stået der uge efter uge. “Trøjen forpligter!” råbte én i retning af spillerne, mens flere vendte deres vrede mod cheftræner Uwe Rösler.

Rösler gik vanen tro hen for at takke for støtten, men blev mødt af vrede tilråb. Der opstod endda en kort ordveksling mellem ham og nogle af de utilfredse fans – et tydeligt billede på, hvor dybt frustrationen har rodfæstet sig.

AGF er i frit fald i tabellen – og det kan mærkes. Ikke kun på resultaterne, men på hele energien omkring klubben. Foråret har været hårdt, og denne kamp – et lokalt opgør i sommervejr med alt lagt til rette – føltes som det punkt, hvor fansenes tålmodighed for alvor slap op.

Vi forlader Vejlby med en følelse af, at der er brug for mere end blot taktiske ændringer. Der er brug for en reaktion. På banen – og i hele organisationen.