Reportage: Bechs Randers-show tændte mesterskabsdrømmene
AGF overvintrer på førstepladsen for første gang i 30 år – og det blev fejret med et brag af en udebanetur til Randers. Allerede før kick-off var der jubel i de hviie rækker, da Viborg havde taget point fra FC Midtjylland og dermed sikret, at AGF uanset resultatet ville gå på vinterpause som nummer ét. Og efter en 2-1-sejr i Kronjylland står De Hviie nu med fire point ned til andenpladsen. Ikke så mærkeligt, at tankerne om det helt store begyndte at snige sig ind i fan-snakken i busserne…
Søndag eftermiddag var grå og tung, men humøret var højt, da busserne satte kurs mod Randers. Flere fans var sikre på sejr, mens andre – som så mange gange før – frygtede, at netop Randers ville sætte en kæp i hjulet på Jakob Poulsens damptromle.
Men troen var større end tvivlen.
Ved ankomsten til Cepheus Park Randers blev vi mødt af lange køer. En til stemningstribunen, en til familietribunen. Midt i ventetiden brød et jubelbrøl løs, da resultatet fra Viborg tikkede ind. AGF ville overvintre som nummer ét.
“Kom så De Hviie!” rungede gennem køerne. Nu var scenen sat.
Fanatisk opbakning fra Aarhus
Med førstepladsen i hus allerede inden kampstart blev opbakningen ekstra tændt. Fed pyro satte kulisse fra første fløjt, og både øvre og nedre udebaneafsnit gav alt, hvad de havde.
Der blev hoppet, sunget, viftet med halstørklæder og råbt i takt som et samlet kor. Og så eksploderede det hele, da Tobias Bech satte gang i sit eget lille show. Først med en stærk presindsats – og senere med et mål til 2-0, som fik folk til at gnide sig i øjnene. Ren magi.

Randers’ reducering gav selvfølgelig et sug i maven, men opbakningen fortsatte ufortrødent. Udebaneafsnittet stod knivskarpt.
Nervepirrende afslutning og forløsende jubel
Anden halvleg blev en mere nervøs affære. Spillet på banen haltede, og hver gang Randers nærmede sig feltet, kom der suk og lettelsens støn fra afsnittet.
Da Tchamche fik en stor chance på en omstilling, var jubelen lige ved at bryde ud – men miseren satte et kollektivt “ååååh!” i gang.
Til gengæld lød et gigantisk brøl, da dommeren endelig fløjtede af. Tre point. Førsteplads. Og et efterår, der må beskrives som det bedste i årtier.
Fejringen var intens, da spillerne kom over til fansene, og sangen rungede:
“Heeeeey heeey Aarhus GF – altid vil vi stå kun for hvid og blå!”
En sejr i Randers, mens FCM smed point. Det bliver næsten ikke bedre.
Mesterskabsdrømme – tør vi?
På hjemturen begyndte snakken om mesterskabet at dukke op. Forsigtigt. Ambivalent. For vi ved godt, hvordan det er at være AGF-fan. Vi drømmer – men vi tør ikke helt slippe bremserne endnu.
Men stemningen pegede i én retning: Glæde, håb og et fælles “hvad nu hvis…?”
Og nu venter næste opgave allerede i næste uge: Pokalbold mod OB. Endnu en chance for at holde drømmen om en titel i live.
For i Aarhus er pokalen stadig vigtig. Og lige nu virker alting muligt.
Flere AGF Nyheder
-
Lyden AGF holder hvii januar med træningslejr, testkampe og transferrygter -
AGF bliver en del af Kulturpasset: Unge får gratis entré til hjemmekampe -
Avis: Wahlstedt i kikkerten hos de norske mestre -
Lad os lege ‘CV’: Her kommer bud på forstærkninger til hver kæde -
Blog: Tungen skal holdes lige i munden -
Medie: AGF og FCM i kamp om Mikael Uhre -
Oskar Haugstrup forlænger med AGF -
Ugens rygtebørs: Carstensen permanent, Beijmo usikker – rygter om ny angriber -
Jakob Poulsen: – Jeg regner stærkt med, at de alle sammen er her, når vi lukker transfervinduet -
Status på truppen: Tingager starter uden bold