Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

Rejsegilde i Kongelunden: Et storslået stadion er godt på vej


| Jonas Roulund |

Onsdag eftermiddag var pressen, byggefolk, politikere og andre interessenter inviteret til  rejsegildet for Nyt Stadion i Aarhus.

Storheden rejser sig for enden af Stadion Allé, og i dag var der rejsegilde på AGF’s kommende hjemmebane i Kongelunden, som får plads til 24.000 tilskuere til fodboldkampe og 31.000 gæster ved koncerter.

Rejsegildet markerer, at alle de karakteristiske hvide betonsøjler omkring stadionets facade nu er rejst, og at tagspærene er på plads. Samtidig var dagen en anledning til at rette en stor tak til de mere end 100 håndværkere og medarbejdere, som hver dag bidrager til byggeriet.

Her var taler fra borgmester Anders Winnerskjold, A. Enggaard og Sweco, mens rådmand for Kultur og Borgerservice, Jesper Kjeldsen, styrede talerækken, inden han selv tog ordet og takkede alle fremmødte.

– Vi står her nu med en klar fornemmelse af det stadion, som er på vej. En særlig tak til entreprenører, håndværkere, rådgivere. Alle jer, der har mødt ind på byggepladsen og omsat visioner og tegninger til løsninger, sagde Anders Winnerskjold.

Byggearbejdere i Kongelunden.
Foto: Kronborgfotos

Arbejdet med stadion har stået på siden 2024, hvor udfordrende jordbundsforhold i begyndelsen tog fokus og med det samme satte byggeriet på prøve.

– Vejen hertil ikke har været helt snorlige, og der har været tidspunkter, hvor projektet har krævet ekstra arbejde, svære beslutninger, supplerende økonomi, og vi har undervejs også måttet lave nødvendige tilpasninger og justeringer.

– Når man bygger noget af den her størrelse og af den betydning, så opstår der også udfordringer undervejs. Men det afgørende i min optik er ikke, om de opstår. Det afgørende er, hvordan man håndterer det, sagde borgmesteren og tilføjede:

– Faktum er, at vi har holdt fast i ambitionen om at skabe et stadion af tårnhøj international kvalitet. Et stadion, som alle aarhusianere kommer til at være stolte af, og som mange udefra kommer til at besøge. Til glæde for dem, som elsker fodboldfællesskabet, men også for alle dem, som kommer til at opleve stadion danne ramme om fantastiske events, konferencer og storslåede koncerter.

AGF's nye stadion i Kongelunden.
Foto: Kronborgfotos

Overleveringen af stadion er efter planen fortsat marts 2027, men der spekuleres en del i, om det hele rent faktisk kan blive klar til, at AGF kan spille kampe fra foråret, da baneanlæggelse og inventar med AGF-præg i hvert et hjørne af byggeriet også vil tage tid at få på plads.

– Det er et sted, der kommer til at samle Aarhus’ kultur, natur og fællesskab på en måde, vi ikke har set det før, siger Anders Winnerskjold.

Læs også: Stor åbning venter: Stadion i Kongelunden indvies 26. marts 2027

Anders Winnerskjold i Kongelunden.
Foto: Kronborgfotos

AGF’s direktør, Jacob Nielsen, har dog allerede meldt ud, at der venter en storslået åbning af stadion med en testkamp den 26. marts 2027.

Om få uger begynder arbejdet med etableringen af selve fodboldbanen.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle