Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Poulsen før BIF: Én af de vigtigste kampe i år


| Alexander Hjorth Jensen |

Nicolai Poulsen måtte desværre sidde ude, da vi senest mødte Brøndby IF. En kamp der nok står ret skarpt for de fleste med et blå-hvidt hjerte. Det var nemlig den kamp hvor AGF vendte 0-3 til 3-3 og sikrede sig det seneste sæt bronzemedaljer.

Landskampspausen lakker mod enden, og derved kan man se frem til når Brøndby IF på søndag gæster Ceres Park. En kamp Nicolai Poulsen ser frem til.

– Det er en kamp med en stor historie og én vi sætter to streger under i kalenderen, og som vi glæder os meget til på hele holdet. Det er én af de vigtigste kamp hele året for mange af vores fans, og det ved vi godt – de forventninger skal vi honorere, siger Nicolai Poulsen.

De nye ved hvor vigtig kampen er

De fleste ved, at AGF-fans meget gerne vil se byens hold slå de gule fra Vestegnen, og det er et budskab som er blevet fortalt videre til de nyligst ankomne i AGF’s trup.

– De nye spillere, der er kommet til her i sommerpausen, har da også fået at vide, at det er en særlig kamp med mange traditioner, der venter os på søndag.

Nicolai Poulsen har spillet fuld tid i alle kampe i denne sæson, udover mod Hvidovre IF og FC Nordsjælland. Her spillede han henholdsvis 75 og 76 minutter.

Nicolai Poulsen, AGF.
Foto: Matti Kronborg

En kamp man ikke glemmer

Polle mindes den vilde kamp, der sikrede De Hviie medaljer i seneste sæson, men sender også en lille stikpille til de tilskuere, der desværre forlod stadion, da det mildest talt så sort ud for AGF.

– Vi havde en vild kamp før sæsonen, som der nok ikke er nogen der glemmer. Jo, måske dem, der gik, da der stod 3-0 til Brøndby… smiler Nicolai Poulsen.

Ligesom Polle, så opfordrer Samlet for Aarhus alle til at blive til slutfløjt. Derudover ser de også gerne, at så mange som muligt møder op iklædt hvidt, for at danne så perfekt en ramme om kampen, som muligt.

Nicolai Poulsen modtager blomster før en kamp (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

Tre vigtige point

I skrivende stund ligger AGF nr. fem i tabellen, imens Brøndby indtager ligaens tredjeplads. Tre point adskiller holdene, så en sejr på søndag vil sende AGF op på siden af rivalerne.

– Når man ser på tabellen lige nu, så er der også nogle vigtige point på spil mellem to hold, der ligger tæt i rækken. Vi skal holde snor i dem, der ligger over os og kan med en sejr tage afstand fra dem, som ligger under, afslutter Nicolai Poulsen.

Som vi skrev tidligere på ugen, så nærmer kampen sig udsolgt. Der er dog stadig billetter at hente, så ønsker man at komme på stadion på søndag, så er det ved at være sidste udkald. Billetterne kan købes på AGF’s hjemmeside.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle