Portræt af Pingel: Tonser og fodboldnomade i en anden tid

Han vandt pokalen med AGF, rykkede ned med Newcastle, kom på landsholdet og fik en væmmelig modtagelse, da han senere returnerede til Aarhus Stadion som Brøndby-spiller. Frank Pingel har set det meste, oplevet lidt af hvert. Her er portræt og røverhistorier af- og med den aarhusianske fodboldnomade.

Frank Pingel, født i 1964, begyndte sin fodboldkarriere i Aarhus, hvor IHF, Skovbakken og AGF var hjemmebane for angriberen i de første mange år af karrieren. Senere blev det til en masse klubskifte og oplevelser samt 11 landskampe for Danmark.

I dag holder han til i Risskov, hvor han bor med sin anden kone og et par af børnene, som endnu ikke er flyttet hjemmefra. Fem er det blevet til i alt – heriblandt Sebastian Pingel, som gør sig som angriber for 1. divisionsklubben AC Horsens.

Vi har besøgt den tidligere angriber, som i dag arbejder hos festivalarrangørerne Down the Drain, til en snak om karrieren, tiden i AGF, udlandseventyret og det forbudte skifte til de gule fra Vestegnen. Det blev til mange anekdoter og røverhistorier fra tonseren, som leverede mål på samlebånd, når han ellers kunne holde sig skadesfri i karrierens løb.

Ikast blev snydt

Franks fodboldfortælling begynder i det aarhusianske, hvor han startede livet med bolden i IHF – bedre kendt som Fuglebakken.

Her arbejdede og bombede målmageren fra barnsben boldene i kassen, mens skolegårdsfodbolden også rullede afsted – Pingel elskede de intense kampe – også dem, der gik helt tæt på – temperamentet var til tider svært at styre, men vindergenet var altid til stede.

I 1986 gik turen derfor videre til Skovbakken, inden han i sommeren 1987 endelig endte hos Byens Hold – AGF.

– Det var faktisk lidt kompliceret, for jeg spillede med Kenni Andersen i Fuglebakken, og jeg syntes, den løn de tilbød mig i AGF var for vanvittig på den dårlige måde. Da jeg kom med mine krav sagde de, at jeg ikke bare kunne komme ud og blive lønførende, så de smed kuglepennen, og så startede jeg op i Skovbakken i stedet. Året efter havde jeg så egentlig en aftale med Ikast FS, men jeg ville allerhelst ud og spille i AGF, og da aftalen med Ikast ikke var skrevet på DBU-papir, så kunne jeg godt nå at skifte, da de igen viste interesse, forklarer Frank Pingel.

I AGF blev det til 47 kampe, 21 mål og en pokaltitel i 1988 for den særdeles ærgerrige angriber, som måske ikke var den mest tekniske spiller, men som til gengæld tilførte holdet masser af energi, fight og fysik.

Fredensvang var dengang præget af et klart hierarki med store navne i omklædningsrummet – heriblandt Lars Lundkvist, Bent Wachmann, Troels Rasmussen og John Stampe. Sidstnævnte endte ofte i konfrontationer med den nye angriber.

– Jeg elskede John, og han lærte mig så mange ting, men vi stødte ofte sammen. Jeg husker en træning, hvor der blev gået alt for hårdt til den, og så stødte jeg ind i Stampe, der råbte og skreg af mig. Vi blev sendt ind fra træning, og jeg fik sagt, at vi da bare kunne ordne det ovre bag træerne, hvis det skulle være på den måde… Han fortsætte med at svine mig til hele vejen ind i omklædningen, så jeg til sidst måtte sige: “Nu holder du sgu kæft, ellers lapper jeg dig en!”

Herefter forlod Stampe omklædningen og kom kort tid efter retur med to øl til deling. Så var der sat en streg over problemerne, og den gode stemning blev genetableret. Noget, der generelt prægede tiden på anlægget dengang, ifølge Pingel. Her var plads til temperamenterne, men man var der også for hinanden, når der var brug for det.

Netop temperamenterne kom også i kog, da holdet var på tur til Irland i 1988 for at spille mod Glenavon FC i Pokalvindernes Europa Cup. Pingel scorede i 4-1 sejren, men det er nu ikke det, der står tydeligst tilbage fra turen. Grundet politiske spændinger blev AGF nemlig fulgt af flere vagter under turen.

Om aftenen sad holdet i hotelbaren og hyggede sig med disse vagter, og den ene blev godt fuld.

– Han var gået helt ud, så vi svingede ham ned i en seng, og jeg tog hans seksløber og tjekkede, at alle patroner var taget ud. Så gik jeg ind til Bo Harder, John Stampe, Morten Donnerup og Marc Rieper, der sad og snakkede på et værelse. Jeg gik ind og spillede monsterfuld og stak pistolen i munden på Stampe. Marc Rieper og Bo Harder hoppede ned under sengen, og Morten Donnerup tog dynen over hovedet. Så sagde jeg: Bare rolig, der er ingen patroner i, og så grinede vi og tog et billede af os alle sammen, fortæller Frank Pingel om den voldsomme prank.

Sæsonen 1987/1988 blev afsluttet på imponerende vis med en bronzemedalje i ligaen og en pokalfinale-sejr over ærkerivalerne fra Brøndby IF, som dengang havde store spillere som Brian Laudrup, Kent Nielsen, Peter Schmeichel og John “Faxe” Jensen i truppen. På AGF’s banehalvdel stod Troels Rasmussen, John Stampe, Bent Wachmann, Bjørn Kristensen, Thomas Andersen, Morten Donnerup, Per Frimann, Erik Solér, Karsten Christensen, Frank Pingel og Lars Lundkvist.

Kampen blev vundet 2-1 på mål af Solér og Lundkvist, mens Vilfort stod for Brøndbys scoring.

– Jeg har ikke spillet i den danske liga uden at få medaljer. Det er jeg da super stolt over og glad for, siger Pingel, der optrådte i den hvide trøje fra 1987-1989, inden interessen fra udlandet lokkede ham til engelsk fodbold og Newcastle.

Engelsk fodbold og det forbudte skifte

Den engelske interesse gjaldt ikke kun Frank Pingel. Også AGF’s stærke forsvarsspiller, Bjørn Kristensen, skrev kontrakt med briterne i begyndelsen af 1989, men Pingel startede vestpå et par måneder inden sin landsmand, og her fik han hurtigt mærket territorierne af.

– Jeg var næsten oppe at slås til en af de første træninger. Hver gang jeg havde bolden, var der en, der hed John, der jernede mig ned. Jeg fandt ud af, at han også var angriber, så der var forklaringen, siger Pingel, der dog ikke lod sig kyse af den hårde medfart.

– Næste gang jeg fik bolden lod jeg mig falde ned over ham, tog fat i struben og sagde: “You don’t do that one more time!” mens jeg løftede knytnæven. Der var helt stille på træningsbanen, og jeg kendte ingen. Anføreren Kenny Sansom kom så over og begyndte at klappe lige så langsomt. “You only do that once. Get up, guys!” og så var det sat på plads, og der var ikke flere problemer, fortæller Pingel, der altid har sat en ære i at stå op for sig selv.

På det sportslige niveau gik det ned ad bakke i Newcastle, som endte sæsonen på sidstepladsen i ligaen og måtte en tur ned i den næstbedste række.

– Det var svært, men det gik egentlig godt for mig personligt. Jeg scorede blandt andet mod Liverpool, hvor Jan Mølbye, skulle dække mig op på et hjørnespark, som jeg headede ind. Men generelt var det svært for os, for holdet var ikke til det, fortæller Pingel om tiden i Newcastle.

Efter nedrykningen henvendte Brøndby sig. De havde tidligere på året havde været i England til en træningskamp, hvor de havde hilst på Pingel og set hans evner og var blevet interesserede i at hente danskeren til Vestegnen.

Pingel fortæller selv, at han gerne var taget hjem til AGF, men Brøndby henvendte sig hurtigt i 1989, da de netop havde solgt Brian Laudrup, og da der ikke kom tilbud fra Aarhus, endte turen med at gå til Sjælland, hvor han var med til at vinde to titler.

Morten Olsen har meget at lære

I Brøndby spillede Pingel de første 11 kampe under den hårde træner, Morten Olsen, som satte pris på Pingels arbejdsraseri og tilgang til spillet, der ofte skabte plads til holdkammeraterne på banen.

Alligevel gik det galt, da Pingel kom til at udtale, at Olsen “har meget at lære”, hvilket hurtigt blev til en forsidehistorie i pressen, og angriberen blev sat til at træne med reserverne.

Da BIF skulle møde AGF, var han derfor på bænken. AGF-fansene havde lavet en dukke med Brøndbytrøje, der hang i galgen. “Pingel, din svindler, du hænger snart og dingler,” blev der sunget på lægterne. Ikke en rar velkomst at få som aarhusianer, men angriberen tog- og tager det med ophøjet ro.

– Det er fair nok og fuldt forståeligt, og jeg kan godt forstå den fanatisme, men jeg er mig selv, og jeg agerer ikke på, hvordan andre agerer. Jeg tror på det, jeg kan, og jeg ved, hvad jeg består af. Det, der ikke kommer ud af din mund, det får man ondt i maven af. Nogle gange skulle jeg måske have tiet stillet, men sådan er jeg, forklarer Pingel.

Han trænede alene i en rum tid, og måtte til sidst gå til ledelsen for at få dem til at tale med Morten Olsen. Herefter kom angriberen tilbage på banen i en kamp mod Næstved, hvor 1860 München havde folk på lægterne for at spejde efter forsvarsspillere, men Pingels præstation gjorde, at de valgte at købe en angriber i stedet.

I samme omgang kom opkaldet fra Richard Møller Nielsen, der gerne ville have Pingel med landsholdet. Således gik han fra reserve til landsholdsspiller og stort transferemne på få uger.

På eventyr i Europa

Pingel nåede at repræsentere 10 klubber i karrieren, der varede fra 1983 til 1997, hvis man tæller tiden i Fuglebakken med, men der var også mange kamppauser undervejs. Statistikkerne kunne således have været endnu bedre, hvis han havde holdt sig skadesfri.

– Jeg er en stor og stærk fyr, men jeg havde løse ledbånd i knæene, hvilket påvirkede mig gennem hele karrieren, hvor jeg har fået fire knæoperationer, og nu hvor jeg er fyldt 60, så ligger der nok også endnu en operation forude, forklarer den tidligere angriber, som rykkede ud af Bundesligaen med 1860 München.

Pingel scorede ellers fint med mål i Tyskland og fik godt med spilletid. Men han oplevede også den sjældenhed at få 10 spilledages karantæne.

– Jeg gled ned i en duel med målmanden. Jeg ligger nærmest med knæet ind mod hans hoved, og så laver jeg sådan et lille ryk for at lade som om, at jeg ville sætte knæet helt ind i hovedet på ham. Så kom der en spiller farerne ned og slår ud efter mig. Så rejser jeg mig op og skubber ham væk, og så kastede han sig bagover. Dommeren viser mig ud, og jeg fik 10 spillerdages karantæne, forklarer Pingel, som nåede 24 kampe og seks mål for 1860 München.

En video viste dog, at Pingel ikke havde ramt målmanden, og dommen blev annulleret. Angriberen slap dog ikke for sine karantænedage af den grund.

– Jeg var med ugen efter. Min angrebskollega skød, ramte overliggeren, og bolden hoppede klart ind over stregen, men den blev ikke dømt inde. Jeg løb over til dommeren og råbte “Was ist los, du blinder?” Han hørte det som om, jeg sagde schwulle, som betyder bøsse, og så statuerede de et eksempel og stadfæstede mine ti dages karantæne, fortæller den tidligere angriber.

Efter nedrykningen ønskede klubben at ændre og nedjustere Pingels kontrakt, men det ville aarhusianeren ikke finde sig i, og så tog han et smut hjem til Brøndby igen, indtil et nyt udlandseventyr ventede. Der var nemlig stadig bud efter tonseren, og denne gang blev det tyrkiske Bursaspor, der fik ham på kontrakt. Herfra gik turen til Fenerbache,

– Fodboldkarrieren er en begrænset tid, så det handlede også om for mig at få så meget ud af det som muligt. Både personligt og økonomisk, så når der var en mulighed for at skifte og få en transfer på bordet, så var jeg nødt til at gøre det. Jeg oplevede mange lande og kulturer ved det, forklarer Pingel.

Efter de tyrkiske eventyr ventede franske Lille i sommeren 1995.

– En af kontrakterne sagde jeg selv op. Det var nede i Lille. Jeg gik til den til træning, for det havde jeg brug for, hvis jeg skulle være på 100 % i kampene, men de andre troede, jeg var idiot. De trænede kun på halvt blus, og det kunne jeg ikke leve med, forklarer Pingel, som rejste hjem i 1996 for at tænke over tilværelsen. Fodboldlivet lakkede måske mod enden.

Hjem til Aarhus (Fremad)

Hjemvendt fra udlandseventyrene stod Pingel nu uden kontrakt og arbejde. Savnet til familien, vennerne og byen var blevet for stort, og han ophævede derfor kontrakten med Lille tre måneder inden sæsonafslutning.

– Det var måske dumt – man kunne jo lige så godt have taget de 8-900.000 kroner med, men jeg havde hjemve og savnede mine børn og havde købt et sommerhus, så jeg savnede det hele. Jeg tilbød mig selv i AGF. Rudbæk var træner, og jeg har mødt ham senere, men han kan ikke give mig en forklaring på, hvorfor han ikke tog mig ind. Måske var han bange for mig, siger Pingel, der i stedet fik sig et civilt job.

Her måtte han dog ikke spille fodbold ved siden af, men efter et år uden kuglen for fødderne, trak grønsværen dog for meget i tonseren, som fik lov at starte op som amatør i Aarhus Fremad.

– Jeg kom med i en kamp, hvor jeg scorede og lagde op, og så gik det ellers derudad. Vi gik fra 2. division til 1. division og lå godt til oprykning til Superligaen. Så sagde jeg mit arbejde op, fordi jeg tænkte, jeg lige ville spille et år i Superligaen. Men så gik knæet i stykker, og jeg blev træner i stedet.

Som træner var Pingel hård. Han forventede meget af sine spillere – også selvom de ikke var fuldtidsprofessionelle, for som han siger: – Det var deres vindue til at komme op på en højere hylde, så der skulle arbejdes hårdt. Det var ikke alle, der havde mentaliteten til det.

Trænerkarrieren blev dog kort, da Pingel kort tid efter sin tiltræden blev fyret efter et håndgemæng med klubbens norske spiller, Stig Haaland.

De to stødte sammen under en træning, hvor der blev gået godt til den. Efter en lidt for hård tackling overfusede Haaland Pingel og skubbede til ham.

Det blev for meget for træneren, der gav igen med lidt mosleri midt på træningsbanen, og så var trænerkarrieren slut. Eller det vil sige, den fortsatte på lavere niveau i Hørning IF nogle år, inden Pingel langt om længe gjorde comeback i AGF som massør i perioden 2006 til 2008.

Også her endte det dog galt, da Pingel blev fyret efter klammeri på en træningslejr. Her kom massøren hjem med selskab efter en våd bytur, men værelseskammeraten, fysioterapeuten, Søren Pallesen, var gået i seng og ville ikke flytte sig til naborummet.

– Jeg kom hjem og ville vække fysioterapeuten for at få ham til at gå ind ved siden af, men han begyndte at råbe og skrige, og jeg nikkede ham så i brystkassen, ikke voldsomt, men blot for at markere, men han gik til ledelsen, og så var jeg nødt til at tage mit tøj og gå. Det var jeg ked af, for jeg var glad for jobbet, og jeg elskede at massere og være tæt på holdet, men sådan skulle det ikke gå, fortæller Pingel, der efterfølgende tog lidt afstand til klubben.

– Jeg holder mig stille og roligt for mig selv og har trukket mig lidt. Jeg nyder tingene og vil gerne hygge mig og have det godt resten af livet. Men jeg følger stadig holdet og kommer også til legendedagen hvert år på stadion.

Pingel forlod herefter sportens verden, men er stadig med i underholdningsindustrien, når han er med til at stable festivaller som Tinderbox og Northside på benene via sit job hos Down the Drain.

I landsholdets tjeneste

Klubkarrieren kastede således masser af historier og oplevelser af sig, men på landsholdet var der også gang i tingene.

Pingel spillede 11 landskampe i perioden 1991 til 1994 og scorede fem mål. Han har også den stolthed ikke at have tabt med de rød-hvide.

Debuten kom mod Island i en testkamp i 1991, da han spillede i Brøndby IF.

– Jeg følte allerede, jeg skulle have haft opringningen, da jeg var i Newcastle, hvor jeg spillede super godt. Men det betød da meget at komme med, siger Pingel, der efterfølgende var med til flere EM-kvalifikationskampe.

– Richard ringede i sommeren 1992 og spurgte, om jeg ville med til EM, men det var der, jeg var i gang med at afsone mine ti ugers karantæne i 1860 München, og jeg skulle på ferie der, så jeg takkede nej. Det er nok den dummeste beslutning, jeg nogensinde har taget, siger angriberen, som kunne se sine landsmænd hjemtage trofæet i sommerens slutrunde.

På landsholdet var der selvfølgelig også gode venner, fester og oplevelser at tage med, og en af de mere bizarre af slagsen opstod i 1993, da Danmark netop havde tabt 1-0 til Spanien i en VM-kvalifikationskamp.

Holdet sad efterfølgende i en mat stemning og lyttede til DBU’s årsberetning og forskellige taler, og tingene trak ud.

Så meget, så John “Faxe” Jensen til sidst ikke kunne holde sig længere.

Derfor tissede han i en flaske, men der var mere i ham, og der kom derfor også en lille slat i et glas.

Om bordet sad Brian Laudrup, Flemming Povlsen, Michael Laudrup, Lars Olsen, John Faxe, Kim Vilfort, Peter Schmeichel og Frank Pingel.

Michael Laudrup sagde, at han ville give 10.000 kroner til den, der ville drikke det, og flere begyndte at spytte i kassen, så “præmien” nåede op på hele 27.000 kroner.

Nutiden møder fortiden

Selvom støvlerne er lagt på hylden, og knæene ikke kan holde til meget mere, så følger Pingel fortsat De Hviie og glæder sig over den aktuelle udvikling i AGF.

Her kan man i dag se fortidens helte som John Stampe og Troels Rasmussen i nye former.

– Der er stadig et hierarki derude. Sådan en som Patrick Mortensen har kolossal værdi for klubben. Han er en stor leder og er en sindssygt god mand at have i truppen. Hans tid er ved at være forbi, men han har stadig sin berettigelse. Hvis man mister omklædningsrummet og de fornuftige mennesker, så nytter det ikke noget, fortæller Pingel og uddyber:

– Han skal nok have en anden rolle i de kommende år, men i omklædningsrummet og i klubben betyder han meget. En type, der binder spillerne sammen og er fornuftig, som samtidig kan afgøre fodboldkampe er bare vigtig. På den måde minder han om John Stampe. Hvis han er med til at sætte dagsordenen er det kun fedt, for fodbold er et teamspil, og det handler om at have alle med, hvilket han kan få, siger Pingel.

En anden aktiv spiller, som betyder meget for Pingel er sønnen, Sebastian, som var en del af ungdomsafdelingen i AGF, men senere skiftede til Brabrand. I dag er han angriber for 1. divisionsholdet AC Horsens og er nået en alder, hvor et skifte til AGF næppe giver mening. Men der er stadig gang i Pingel-bolden, og målet i haven indbyder også til et spark eller to for de hjemmeboende børn.

Ellers er Pingel faldet til ro – flyttet tilbage til Aarhus, har familie og arbejde i byen, og så er han en del af AGF’s legendekorps.

– Jeg har mine rødder i Aarhus. Jeg har altid elsket AGF og gør det stadig i dag. Så selvfølgelig elsker jeg AGF som nummer et, det er der ingen tvivl om, slutter Frank Pingel.